¹Eb li cristian li nequeßyoßla saß ruchichßochß incßaß najt rok lix yußameb ut nabal raylal nequeßxcßul.

¹Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

²Lix yußameb aßan chanchan li utzßußuj napuqßueß ut junpât natzßumar. Saß junpât na-osoß ut incßaß chic nacuan.

²Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

³Lâin yal cuînkin. ¿Cßaßut nak tento tattzßilok âtin chicuix ut tatrakok âtin saß inbên?

³Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

⁴¿Ma naru ta biß nacuan li us riqßuineb li incßaß useb xnaßleb? Mâ jokße.

⁴Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

⁵Ac chßolchßo châcuu joß najtil teßcuânk xyußam li cristian saß ruchichßochß. Ut li cßaßru nacaye lâat, mâ ani naru tâjalok re.

⁵Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

⁶Cui joßcan lix yußameb li cristian, canab xqßuebal raylal saß xbêneb re nak teßxyal caßchßinak xsahil li cßanjel nequeßxbânu nak toj mâjiß nequeßcam.

⁶så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

⁷Nak nayoqßueß junak li cheß incßaß nacam chi junaj cua xban nak nacana lix tônal. Ut lix tônal aßan na-el cuißchic xtux.

⁷For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

⁸Usta ac yôk chi chakic lix xeß li cheß, ut usta ac yôk chi kßâc lix tônal saß chßochß,

⁸om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

⁹abanan nak tixqßue li hab saß xbên târaxokß cuißchic ru. Chanchanak chic jun tôn li acuîmk toj x-auman.

⁹så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

¹⁰Abanan eb li cristian nak nequeßcam, nequeßosoß chi junaj cua. Ut, ¿bar nequeßxic nak nequeßcam?

¹⁰Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

¹¹Li haß li cuan saß li palau naru nequeßsach ut eb li nimaß nequeßosoß ut nequeßchakic.

¹¹Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

¹²Joßcaneb ajcuiß li cristian li nequeßcam incßaß chic nequeßcuacli nak li choxa mâjiß na-osoß. Incßaß nequeßel chak saß li naßajej li cuanqueb cuiß.

¹²så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

¹³Us raj nak tinâmuk ta chak saß lix naßajeb li camenak. Mukmukin raj chak aran toj tânumekß lâ joskßil. Lâat raj tatyehok re joß najtil tincuânk chak aran nak tinjulticokß âcue.

¹³Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu!

¹⁴Nak nacam li cuînk, ¿ma tâyoßlâk cuißchic? Lâin yôquin chiroybeninquil joß najtil chic tincßul li raylal toj tâcuulak xkßehil nak tincolekß chiru li raylal.

¹⁴Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

¹⁵Lâat tinâcuâtina ut lâin tatinsume. Sahak chic âchßôl cuiqßuin xban nak lâat xatyîban cue.

¹⁵du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

¹⁶Lâat yôcat chixqßuebal retal cßaßru ninbânu ut incßaß yôcat chixqßuebal retal cßaßru lin mâc.

¹⁶Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

¹⁷Tâsachk saß âchßôl chixjunil li mâc ninbânu. Ut tâcuisi chixjunil li incßaß us ninbânu.

¹⁷Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

¹⁸Eb li tzûl nequeßosoß nak nequeßukßeß. Ut eb li sakônac nequeßecßan saß xnaßajeb.

¹⁸Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

¹⁹Eb li pec nequeßjayoß xban li haß nanumeß saß xbêneb. Ut nak naxqßue li hab naxchßaj li chßochß. Joßcan ajcuiß nak yôcat chixsachbal ru li cßaßru naxyoßoni li cuînk.

¹⁹som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

²⁰Nacabânu raylal re ut nacaqßue chi câmc. Ut nak nacam najalanoß li rilbal.

²⁰du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

²¹Incßaß naxnau ma naqßueheß xlokßaleb li ralal xcßajol malaj ut nacubsîc xcuanquileb. Aßan incßaß naxnau.Caßaj cuiß lix raylal lix tibel narecßa ut li rahil chßôlej, chan laj Job.

²¹Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

²²Caßaj cuiß lix raylal lix tibel narecßa ut li rahil chßôlej, chan laj Job.

²²Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.