¹Laj Josué quixbokeb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad joß eb ajcuiß li yijach li ralal xcßajol laj Manasés.

¹Da kalte Josva til sig rubenittene og gadittene og den halve Manasse stamme

²Ut quixye reheb: —Lâex xex-abin chiru laj Moisés laj cßanjel chiru li Dios ut xebânu li cßaßru quinye lâin.

²og sa til dem: I har holdt alt det Moses, Herrens tjener, bød eder, og I har vært lydige mot mig i alt det jeg har befalt eder;

³Chalen chak junxil ut toj chalen anakcuan mâ jun sut xecanabeb xjuneseb laj Israel lê rech tenamitil. Xebânu ban chi tzßakal re ru lê chakßrabinquil xban li Kâcuaß li kaDios.

³I har ikke sviktet eders brødre i denne lange tid, like til denne dag, men I har tatt vare på alt det Herren eders Gud har befalt eder å vareta.

⁴Anakcuan ac xqßue ke li Kâcuaß li cßaßru quixyechißi ut eb lê rech tenamitil cuanqueb saß xyâlal. Anakcuan tintzßâma chêru nak texsukßîk saß lê naßaj aran jun pacßal li nimaß Jordán, li quiqßueheß êre xban laj Moisés laj cßanjel chiru li Kâcuaß.

⁴Og nu har Herren eders Gud gitt eders brødre ro, således som han hadde tilsagt dem; så vend nu om og dra til eders telt, til eders eget land, det som Moses, Herrens tjener, gav eder på hin side Jordan.

⁵Caßaj cuiß li cßaßru nintzßâma chêru, aßan nak têbânu chi anchal êchßôl li cßaßru naxye saß lix chakßrab li Kâcuaß li quixqßue êre laj Moisés laj cßanjel chiru. Lâin nacuaj nak têra li Kâcuaß li kaDios. Ut texcuânk joß naraj aßan. Chexocak saß lê chßôl lix chakßrab. Chexpâbânk ut chexcßanjelak chiru chi anchal êchßôl, chan laj Josué.

⁵Men gi nøie akt på å holde det bud og den lov Moses, Herrens tjener, gav eder, å elske Herren eders Gud og å vandre på alle hans veier og holde hans bud og holde fast ved ham og tjene ham av alt eders hjerte og av all eders sjel.

⁶Ut chirix aßan laj Josué quixtzßâma chiru li Dios nak târosobtesiheb, tojoßnak quixtaklaheb saß lix muhebâleb.

⁶Så velsignet Josva dem og lot dem fare, og de drog til sine telt.

⁷Yijach li ralal xcßajol laj Manasés quiqßueheß xnaßajeb aran Basán saß li este xban laj Moisés. Ut li yijach chic li ralal xcßajol laj Manasés quiqßueheß xnaßajeb xban laj Josué saß xyânkeb laj Israel, li xeßcana chi cuânc aran jun pacßal li nimaß Jordán saß li oeste. Ut eb li yijach li ralal xcßajol laj Manasés, li quiqßueheß xnaßajeb saß li este, laj Josué quixtaklaheb saß rochocheb nak acak xtzßâma rosobtesinquileb chiru li Kâcuaß.

⁷Den ene halvdel av Manasse stamme hadde Moses gitt deres arvelodd i Basan, og den andre halvdel hadde Josva gitt arvelodd sammen med deres brødre på den andre side av Jordan - på vestsiden. Da Josva nu lot dem fare til sine telt, velsignet han dem også

⁸Ut quixye ajcuiß reheb: —Ayukex saß lê muhebâl ut yalomak xsahil li biomal li xerêchani riqßuineb li xicß nequeßiloc ke. Nabaleb li quetômk, li plata, li oro, ut li bronce ut nabal li akßej re têjeqßui chêrix lâex, joß ajcuiß chirixeb lê rech tenamitil, chan.

⁸og sa til dem: Vend nu tilbake til eders telt med eders store rikdommer, med store mengder av fe, med sølv og gull og kobber og jern og med klær i stor mengde! Del med eders brødre det hærfang I har tatt fra eders fiender!

⁹Joßcaßin nak queßxjach ribeb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad, joß ajcuiß li yijach li ralal xcßajol laj Manasés riqßuineb li jun chßol chic laj Israel. Queßxjach ribeb aran Silo saß li naßajej Canaán ut queßcôeb saß li naßajej Galaad, li naßajej li quiqßueheß reheb joß quixye li Kâcuaß re laj Moisés.

⁹Så vendte Rubens barn og Gads barn og den halve Manasse stamme tilbake; de skiltes fra Israels barn og brøt op fra Silo, som ligger i Kana'ans land, for å dra til Gilead, sitt eget land, hvor de hadde fått sin eiendom efter den befaling Herren hadde gitt ved Moses.

¹⁰Nak queßcuulac saß li nubâl cuan cuiß li nimaß Jordán, queßxyîb jun nimla artal saß li naßajej Canaán eb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad, joß ajcuiß li yijach li ralal xcßajol laj Manasés.

¹⁰Og da de kom til landet ved Jordan, den del derav som hører til Kana'ans land, bygget Rubens barn og Gads barn og den halve Manasse stamme et alter der ved Jordan, et stort alter, som såes lang vei.

¹¹Ut eb laj Israel queßrabi resil nak eb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad, joß ajcuiß li yijach li ralal xcßajol laj Manasés queßxyîb jun li artal saß li nubâl re lix chßochßeb laj Israel chire li nimaß Jordán.

¹¹Da hørte Israels barn at folk sa: Se, Rubens barn og Gads barn og den halve Manasse stamme har bygget et alter lengst fremme i Kana'ans land, i landet ved Jordan, midt imot Israels barn.

¹²Queßxchßutub ribeb chixjunileb laj Israel li cuanqueb saß li oeste re teßxic chi pletic riqßuineb.

¹²Og da Israels barn hørte dette, samlet hele Israels barns menighet sig i Silo for å dra op til strid mot dem.

¹³Eb laj Israel queßxtaklaheb saß li naßajej Galaad laj Finees li ralal laj Eleazar laj tij riqßuineb li ralal xcßajol laj Rubén, li ralal xcßajol laj Gad ut li yijach li ralal xcßajol laj Manasés.

¹³Og Israel sendte Pinehas, presten Eleasars sønn, til Rubens barn og Gads barn og den halve Manasse stamme i Gileads land

¹⁴Queßxtakla ajcuiß lajêb li nequeßcßamoc be saß xyânkeb li junjûnk têp. Queßcôeb saß xcßabaß li junjûnk chßûtal li ralal xcßajol laj Israel.

¹⁴og sammen med ham ti høvdinger, én familiehøvding for hver av Israels stammer, og hver av dem var overhode for sin familie blandt Israels tusener.

¹⁵Eb aßan queßtaklâc saß li naßajej Galaad chi âtinac riqßuineb li ralal xcßajol laj Rubén, li ralal xcßajol laj Gad, ut li yijach li ralal xcßajol laj Manasés.

¹⁵Og da de kom til Rubens barn og Gads barn og den halve Manasse stamme i Gileads land, talte de til dem og sa:

¹⁶Ut queßxye reheb: —Lâo xochal chi âtinac êriqßuin saß xcßabaßeb laj Israel, lê rech tenamitil. ¿Cßaßut nak xebânu li mâc aßin chiru li kaDios? ¿Cßaßut nak xex-oc chixyîbanquil li artal aßin? ¿Cßaßut nak yôquex chixkßetbal lix chakßrab li Kâcuaß Dios?

¹⁶Således sier hele Herrens menighet: Hvad er dette for en troløshet I har gjort mot Israels Gud, at I idag har vendt eder bort fra Herren og bygget eder et alter - at I idag har satt eder op mot Herren?

¹⁷¿Ma incßaß ta biß nabal li mâc xkabânu nak xkalokßoni li yîbanbil dios saß li naßajej Peor? Li mâc aßan toj cuan ajcuiß saß kabên chalen anakcuan. Xban li mâc aßan, nabaleb lix tenamit li Dios queßcam.

¹⁷Var det ikke nok med den misgjerning vi gjorde da vi holdt oss til Peor, en misgjerning som vi like til den dag idag ikke har renset oss fra, og for hvis skyld hjemsøkelsen kom over Herrens menighet?

¹⁸Ut lâex yôquex chixcanabanquil li Kâcuaß Dios ut yôquex chixkßetkßetinquil êrib chiru. Cui joßcan yôquex, tâchâlk xjoskßil li Dios saß kabên lâo aj Israel.

¹⁸Og I vender eder idag bort fra Herren! Sannelig, setter I eder idag op mot Herren, så vil han imorgen la sin vrede bryte løs mot hele Israels menighet.

¹⁹Cui lâex nequecßoxla nak lê naßaj muxbil ru naru nequexnumeß saß kayânk ut naru nequexcuan saß li naßajej cuan cuiß lix tabernáculo li Kâcuaß Dios. Lâo incßaß nakaj nak têkßetkßeti êrib chiru li Kâcuaß, chi moco têkßetkßeti êrib chiku lâo riqßuin xyîbanquil jalan chic artal chiru lix artal li Kâcuaß Dios.

¹⁹Og synes I eders eiendomsland er urent, så kom bare over til Herrens eiendomsland, der hvor Herrens tabernakel står, og få eder eiendom midt iblandt oss, men sett eder ikke op mot Herren og sett eder ikke op mot oss ved å bygge eder et alter foruten Herrens, vår Guds alter!

²⁰Chijulticokß êre nak laj Acán li ralal laj Zera quimâcob riqßuin xchapbal li tâcßanjelak chiru li Dios ut riqßuin xchapbal li ac kßaxtesinbil re sachecß. Xban li mâc li quixbânu, li Kâcuaß quijoskßoß saß kabên chikajunilo ut moco caßaj cuiß ta aßan quicam xban li mâc li quixbânu, chanqueb.

²⁰Bar ikke Akan, Serahs sønn, sig troløst at med det bannlyste gods? Og det kom vrede over hele Israels menighet, og han var ikke den eneste som omkom for hans misgjernings skyld.

²¹Eb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad, joß eb ajcuiß yijach li ralal xcßajol laj Manasés queßchakßoc ut queßxye reheb laj cßamol be saß xyânkeb laj Israel:

²¹Da svarte Rubens barn og Gads barn og den halve Manasse stamme og sa til høvdingene for Israels tusener:

²²—Li Kâcuaß li nimajcual Dios, aßan naxnau chixjunil. Aßan naxnau cßaßru aj e nak xkayîb li artal aßin. Ut aßan tâcßutuk re lix yâlal chêru. Cui lâo xkayîb li artal aßin re takakßetkßeti kib chiru, malaj ut re xtzßektânanquil li Dios, choxqßuehak ta chi câmc.

²²Gud, Gud Herren, ja, Gud, Gud Herren, han vet det, og Israel skal vite det: Sannelig, det var ikke i tross eller i troløshet mot Herren - da frelse du oss ikke idag! -

²³Aß ta li Kâcuaß chiqßuehok ke chixtojbal li kamâc cui lâo xkayîb li artal aßin re xtzßektânanquil li Dios malaj ut re li mayej re xcßambal kib saß usilal, malaj ut re xqßuebal li cßatbil mayej.

²³at vi bygget oss et alter, som om vi vilde vende oss bort fra Herren; og sannelig, ikke for å ofre brennoffer og matoffer på det, og sannelig, ikke for å frembære takkoffer på det - da straffe Herren selv oss! -

²⁴Lâo xkayîb li artal aßin xban nak xkacßoxla nak mokon eb lê ralal êcßajol mâre teßxye ke: “Lâex incßaß naru nequexchal arin chixlokßoninquil li Kâcuaß li kaDios lâo aj Israel.”

²⁴men sannelig, vi gjorde det av frykt for hvad som kunde hende, for vi tenkte at eders barn engang kunde komme til å si til våre barn: Hvad har I å gjøre med Herren, Israels Gud?

²⁵Ut mâre teßxye: “Li Kâcuaß Dios quixqßue li nimaß Jordán chokß nubâl re li kanaßaj. Ut aßan najachoc re li kanaßaj riqßuin lê re lâex li ralal xcßajol laj Rubén, ut li ralal xcßajol laj Gad,” mâre chaßkeb reheb li kalal kacßajol. Ut mâre teßxcanab xxucuanquil ru li Kâcuaß Dios.

²⁵Herren har jo satt Jordan til grense mellem oss og eder, Rubens barn og Gads barn; I har ingen del i Herren. Således kunde eders barn få våre barn til å holde op med å frykte Herren.

²⁶Joßcan nak xkacßûb ru nak takayîb junak li artal. Mâcuaß re qßuehoc mayej chi moco re cßatoc xul.

²⁶Derfor sa vi: La oss ta oss fore å bygge et alter, ikke til brennoffer eller til slaktoffer,

²⁷Xkayîb ban joß retalil chokß ke ut chokß êre lâex ut reheb ajcuiß li kalal kacßajol li teßcuânk mokon. Xkayîb re xcßutbal nak lâo naru ajcuiß nakalokßoni li Kâcuaß Dios ut naru ajcuiß toxic saß li tabernáculo re xqßuebal li kamayej ut li cßatbil mayej re xtzßâmanquil xcuybal li kamâc ut re ajcuiß xcßambal kib saß usilal riqßuin li Dios. Chi joßcan eb lê ralal êcßajol incßaß naru teßxye reheb li kalal kacßajol nak incßaß naru teßxic chixlokßoninquil li Dios.

²⁷men det skal være et vidne mellem oss og eder og mellem våre efterkommere om at vi vil tjene Herren for hans åsyn med våre brennoffer og slaktoffer og takkoffer, forat ikke eders barn engang skal si til våre barn: I har ingen del i Herren.

²⁸Lâo xkacßoxla nak cui ani tâyehok reheb li kalal kacßajol chi joßcan, eb aßan teßxye, “Qßuehomak retal. Eb li kaxeßtônil yucuaß queßxyîb li artal aßin chokß re li Kâcuaß. Mâcuaß re qßuehoc mayej chi moco re xcßatbal li xul. Re ban nak tâcßanjelak chokß retalil chiku lâo ut chêru lâex.”

²⁸Og vi sa: Hvis de engang skulde si noget sådant til oss og våre efterkommere, da vil vi svare: Se på den efterligning av Herrens alter som våre fedre gjorde, ikke til brennoffer eller til slaktoffer, men til et vidne mellem oss og eder!

²⁹Incßaß taxak chicßulmânk chi joßcan. Incßaß taxak takakßetkßeti kib chiru li Kâcuaß chi moco takatzßektâna riqßuin xyîbanquil li artal re li cßatbil mayej, chi moco re qßuehoc mayej, chi moco re li cßatbil xul, xban nak mâcßaß chic junak artal chiru lix artal li Kâcuaß Dios li cuan chiru li tabernáculo, chanqueb.

²⁹Det være langt fra oss å sette oss op mot Herren og idag vende oss bort fra Herren ved å bygge et alter til brennoffer eller matoffer eller slaktoffer foruten Herrens, vår Guds alter, som står foran hans tabernakel.

³⁰Laj Finees laj tij ut eb li nequeßcßamoc be, joß ajcuiß li nequeßtaklan saß xbêneb li junjûnk chßûtal queßrabi li cßaßru queßxye li ralal xcßajol laj Rubén, ut eb li ralal xcßajol laj Gad, ut li yijach li ralal xcßajol laj Manasés. Ut queßxcßul xchßôl li cßaßru queßxye.

³⁰Da Pinehas, presten, og menighetens høvdinger og overhodene for Israels tusener, som var med ham, hørte de ord som Rubens barn og Gads barn og Manasses barn talte, syntes de godt om det.

³¹Ut laj Finees li ralal laj Eleazar laj tij quixye reheb:—Anakcuan nakanau nak li Kâcuaß Dios cuan kiqßuin. Lâex incßaß xekßet xchakßrab li Dios nak xeyîb li artal aßin. Anakcuan nakanau nak li Dios incßaß tixqßue raylal saß kabên lâo aj Israel, chan.

³¹Og Pinehas, presten Eleasars sønn, sa til Rubens barn og Gads barn og Manasses barn: Idag skjønner vi at Herren er midt iblandt oss, siden I ikke har gjort denne troløshet mot Herren; dermed har I frelst Israels barn av Herrens hånd.

³²Chirix aßan laj Finees laj tij rochbeneb li queßcôeb chirix queßel riqßuineb li ralal xcßajol laj Rubén ut laj Gad saß li naßajej Galaad. Queßsukßi Canaán saß lix naßajeb ut queßxye reheb chixjunileb laj Israel li cßaßru quiyeheß reheb.

³²Så skiltes Pinehas, presten Eleasars sønn, og høvdingene fra Rubens barn og Gads barn i Gileads land og vendte om til Kana'ans land, til Israels barn, og kom tilbake med svar til dem.

³³Eb laj Israel queßxcßul xchßôl li cßaßru queßxye chak. Joßcan nak eb laj Israel queßxlokßoni li Dios ut incßaß chic queßxcßoxla xic chi pletic riqßuineb li ralal xcßajol laj Rubén, ut li ralal xcßajol laj Gad chixsachbal ru li naßajej li cuanqueb cuiß.Ut eb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad queßxqßue “Ed” chokß xcßabaß li artal ut queßxye: —Li artal aßin, aßan retalil chokß ke nak li Kâcuaß, aßan li tzßakal Dios, chanqueb.

³³Og Israels barn syntes godt om svaret; de lovet Gud og tenkte ikke mere på å dra op til strid mot dem og ødelegge det land hvor Rubens barn og Gads barn bodde.

³⁴Ut eb li ralal xcßajol laj Rubén ut eb li ralal xcßajol laj Gad queßxqßue “Ed” chokß xcßabaß li artal ut queßxye: —Li artal aßin, aßan retalil chokß ke nak li Kâcuaß, aßan li tzßakal Dios, chanqueb.

³⁴Og Rubens barn og Gads barn gav alteret navn og sa: Et vidne er det mellem oss om at Herren er Gud.