¹David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.

¹David upravi Jahvi riječi ove pjesme u dan kad ga je Jahve izbavio iz ruku svih njegovih neprijatelja i iz ruke Šaulove.

²Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,

²Pjevao je: "Jahve, hridino moja, utvrdo moja, spase moj;

³min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.

³Bože moj, pećino moja kojoj se utječem, štite moj, spasenje moje, tvrđavo moja! Ti me izbavljaš od nasilja.

⁴Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.

⁴Zazvat ću Jahvu hvale predostojna i od dušmana bit ću izbavljen.

⁵Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.

⁵Valovi smrti okružiše mene, prestraviše me bujice pogubne,

⁶Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig.

⁶Užad Podzemlja sputiše me, smrtonosne zamke padoše na me:

⁷I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.

⁷u nevolji zazvah Jahvu i Bogu svome zavapih. Iz svog Doma zov mi začu, i vapaj moj mu do ušiju doprije.

⁸Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.

⁸I zemlja se potrese i uzdrhta, uzdrmaše se temelji nebesa, pokrenuše se, jer On gnjevom planu.

⁹Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.

⁹Iz nosnica mu dim se diže, iz usta mu oganj liznu, ugljevlje živo od njega plamsa.

¹⁰Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.

¹⁰On nagnu nebesa i siđe, pod nogama oblaci mu mračni.

¹¹Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.

¹¹Na keruba stade i poletje; na krilima vjetra zaplovi.

¹²Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.

¹²Ogrnu se mrakom kao koprenom, prekri se tamnim vodama i oblacima tmastim,

¹³Frem av glansen foran ham brente gloende kull.

¹³od bljeska pred licem njegovim užga se ugljevlje plameno.

¹⁴Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.

¹⁴Jahve s neba zagrmje, Svevišnjega glas se ori.

¹⁵Og han utsendte piler og spredte dem* omkring - lyn og forvirret dem. / {* fiendene.}

¹⁵Odape strijele i dušmane rasu, izbaci munje i na zemlju ih obori.

¹⁶Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.

¹⁶Morska dna se pokazaše, i temelji svijeta postaše goli od strašne prijetnje Jahvine, od olujna daha gnjeva njegova.

¹⁷Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.

¹⁷On pruži s neba ruku i mene prihvati, iz silnih voda on me izbavi.

¹⁸Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.

¹⁸Od protivnika moćnog mene oslobodi, od dušmana mojih jačih od mene.

¹⁹De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.

¹⁹Navališe na me u dan zlosretni, ali me Jahve zaštiti,

²⁰Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.

²⁰na polje prostrano izvede me, spasi me jer sam mu mio.

²¹Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.

²¹Po pravednosti mojoj Jahve mi uzvrati, po čistoći ruku mojih on me nagradi,

²²For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;

²²jer čuvah putove Jahvine, od Boga se svoga ne udaljih.

²³for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,

²³Odredbe njegove sve su mi pred očima, zapovijedi njegove nisam odbacio,

²⁴og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.

²⁴do srži odan njemu sam bio, čuvam se grijeha svakoga.

²⁵Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.

²⁵Jahve mi po pravdi mojoj vrati, čistoću ruku mojih vidje.

²⁶Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,

²⁶S prijateljem ti si prijatelj, poštenu poštenjem uzvraćaš.

²⁷mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang*. / {* d.e. gjør du tvert imot hans ønske og forventning.}

²⁷S čovjekom čistim ti si čist, a lukavca izigravaš,

²⁸Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.

²⁸jer narodu poniženu spasenje donosiš a ponižavaš oči ohole.

²⁹For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.

²⁹Jahve, ti moju svjetiljku užižeš, Bože, tminu moju obasjavaš:

³⁰For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.

³⁰s tobom udaram na čete dušmanske, s Bogom svojim preskačem zidine.

³¹Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.

³¹Savršeni su puti Gospodnji, i riječ je Jahvina ognjem kušana. on je štit svima, samo on, koji se k njemu utječu.

³²For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?

³²Jer tko je Bog osim Jahve? Tko li je hridina osim Boga našega?

³³Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.

³³Taj Bog me snagom opasuje, stere mi put besprijekoran.

³⁴Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.

³⁴Noge mi dade brze ko u košute i postavi me na visine sigurne,

³⁵Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.

³⁵ruke mi za borbu uvježba i mišice da luk mjedeni napinju.

³⁶Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.

³⁶Daješ mi štit svoj koji spasava, tvoja me brižljivost uzvisi.

³⁷Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.

³⁷Pouzdanje daješ mom koraku, i noge mi više ne posrću.

³⁸Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.

³⁸Pognah svoje dušmane i dostigoh, i ne vratih se dok ih ne uništih.

³⁹Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.

³⁹Obaram ih, ne mogu se dići, padaju, pod nogama mi leže.

⁴⁰Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.

⁴⁰Ti me opasa snagom za borbu, a protivnike moje meni podloži.

⁴¹Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.

⁴¹Ti dušmane moje u bijeg natjera, i rasprših one koji su me mrzili.

⁴²De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.

⁴²Vapiju u pomoć, nikog da pomogne, vapiju Jahvi - ne odaziva se.

⁴³Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.

⁴³Smrvih ih kao prah na vjetru, zgazih ih ko blato na putu.

⁴⁴Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.

⁴⁴Ti me §izbavÄi od bune u mom narodu, postavi me glavarom pogana, puk koji ne poznavah služi mi.

⁴⁵Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.

⁴⁵Svaki moj šapat pokorno on sluša. Sinovi tuđinci meni laskaju,

⁴⁶Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.

⁴⁶sinovi tuđinski gube srčanost izlaze dršćuć iz svojih utvrda.

⁴⁷Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,

⁴⁷Živio Jahve! Blagoslovljena hridina moja! Neka se uzvisi Bog, spasenje moje!

⁴⁸den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,

⁴⁸Bog koji mi daje osvetu i narode meni pokorava.

⁴⁹og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.

⁴⁹Od dušmana me mojih izbavljaš i nad protivnike me moje izdižeš, ti mene od čovjeka silnika spasavaš.

⁵⁰Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.

⁵⁰Zato te slavim, Jahve, među pucima i psalam pjevam tvome Imenu:

⁵¹Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.

⁵¹umnožio si pobjede kralju svojemu, pomazaniku svome milost si iskazao, Davidu i potomstvu njegovu navijeke."