¹Ypperstepresten sa da: Er dette sant?

¹Veliki svećenik upita: "Je li to tako?"

²Han svarte: Brødre og fedre! Hør på mig: Herlighetens Gud åpenbarte sig for vår far Abraham mens han var i Mesopotamia, før han hadde bosatt sig i Karan,

²Stjepan odgovori: "Braćo i oci, čujte! Bog slave ukaza se ocu našemu Abrahamu dok bijaše u Mezopotamiji, prije negoli se nastani u Haranu,

³og sa til ham: Dra ut fra ditt land og fra din slekt, og gå til det land som jeg vil vise dig!

³i reče mu: Iziđi iz zemlje svoje, iz zavičaja svoga, hajde u zemlju koju ću ti pokazati.

⁴Så drog han ut fra kaldeernes land og bosatte sig i Karan. Og derfra lot Gud ham efter farens død flytte til dette land som I nu bor i;

⁴On nato iziđe iz zemlje kaldejske i nastani se u Haranu. Odande ga nakon smrti oca njegova Bog preseli u ovu zemlju u kojoj vi sada boravite.

⁵men han gav ham ikke arvelodd der, enn ikke en fotsbredd; og han lovte å gi ham det til eie, og hans ætt efter ham, enda han ikke hadde barn.

⁵U njoj mu ne dade ni stope baštine, nego obeća dati je u posjed njemu i potomstvu njegovu nakon njega, premda još nije imao djeteta.

⁶Og Gud talte således: Hans ætt skal bo i utlendighet i et fremmed land, og de skal holde den i trældom og mishandle den i fire hundre år;

⁶Bog isto tako reče da će potomci njegovi biti pridošlice u zemlji tuđoj, da će ih porobljavati i tlačiti četiri stotine godina.

⁷og det folk som de skal træle under, vil jeg dømme, sa Gud, og derefter skal de dra ut derfra og tjene mig på dette sted.

⁷Ali narod kojemu budu robovali ja ću suditi, reče Bog. A nakon toga izići će i iskazati mi štovanje na ovome mjestu.

⁸Og han gav ham omskjærelsens pakt; og så fikk han sønnen Isak, og omskar ham på den åttende dag, og Isak fikk sønnen Jakob, og Jakob blev far til de tolv patriarker.

⁸Dade mu i Savez obrezanja. Tako rodi Izaka i obreza ga osmi dan, Izak Jakova, Jakov dvanaest rodozačetnika."

⁹Og patriarkene bar avind mot Josef og solgte ham til Egypten; og Gud var med ham

⁹"Rodozačetnici pak, iz zavisti, Josipa predadoše u Egipat. Ali Bog bijaše s njim

¹⁰og fridde ham ut av alle hans trengsler, og gav ham nåde og visdom for Faraos, egypterkongens øine; og han satte ham til høvding over Egypten og hele sitt hus.

¹⁰te ga izbavljaše iz svih nevolja, podari ga naklonošću i mudrošću pred faraonom, kraljem egipatskim koji ga postavi za upravitelja nad Egiptom i nad cijelim dvorom svojim.

¹¹Så kom det hungersnød over hele Egyptens land og Kana'an, og stor trengsel, og våre fedre fant ikke føde.

¹¹Onda u cijeloj zemlji egipatskoj i kanaanskoj nasta glad i nevolja velika: oci naši ne mogahu naći hrane.

¹²Men da Jakob fikk høre at det var korn i Egypten, sendte han våre fedre dit første gang;

¹²Kad Jakov doču da u Egiptu ima žita, posla onamo najprije oce naše.

¹³og annen gang blev Josef gjenkjent av sine brødre, og Josefs byrd kom til Faraos kunnskap.

¹³Drugi se put Josip očitova braći svojoj pa faraon dozna za podrijetlo Josipovo.

¹⁴Da sendte Josef bud og kalte til sig sin far Jakob og hele sin slekt, fem og sytti sjeler.

¹⁴Josip tada posla po Jakova, oca svoga, i svu rodbinu, sedamdeset i pet duša.

¹⁵Så drog Jakob ned til Egypten, og han døde, han og våre fedre,

¹⁵Jakov tako siđe u Egipat. I umrije on i oci naši.

¹⁶og de blev ført til Sikem og lagt i den grav som Abraham kjøpte for en kjøpesum i sølv av Hemors barn i Sikem.

¹⁶Preneseni su u Sihem i položeni u grob koji je Abraham za srebro kupio od sinova Hamorovih u Sihemu."

¹⁷Efter som nu tiden nærmet sig da det løfte skulde opfylles som Gud hadde gitt Abraham, tok folket til og blev mannsterkt i Egypten,

¹⁷"Kako se bližilo vrijeme obećanja koje Bog obreče Abrahamu, rastao je u Egiptu narod i množio se

¹⁸inntil det fremstod en annen konge over Egypten, som ikke kjente Josef;

¹⁸dok ondje ne zavlada drugi kralj koji nije poznavao Josipa.

¹⁹han fór med svik mot vårt folk, og ved mishandling tvang han våre fedre til å sette sine nyfødte barn ut, så de ikke skulde holdes i live.

¹⁹Lukav prema rodu našemu, tlačio je on oce naše da bi djecu svoju izlagali da ne ostanu na životu.

²⁰På den tid blev Moses født, og han var fager for Gud; han blev i tre måneder fostret i sin fars hus,

²⁰U taj se čas rodi Mojsije. Bijaše božanski lijep. Tri je mjeseca hranjen u kući očinskoj,

²¹og da han var blitt utsatt, tok Faraos datter ham op, og fostret ham og tok ham i sønns sted.

²¹a onda, kad je bio izložen, prigrli ga kći faraonova i othrani sebi za sina.

²²Og Moses blev oplært i all egypternes visdom, og han var mektig i ord og gjerninger.

²²Tako Mojsije, odgojen u svoj mudrosti egipatskoj, bijaše silan na riječima i djelima."

²³Men da han var blitt firti år gammel, fikk han i sinne å se til sine brødre, Israels barn,

²³"Kad mu bijaše četrdeset godina, ponuka ga srce da pohodi braću svoju, sinove Izraelove.

²⁴og da han så en lide urett, kom han ham til hjelp og hevnet den som blev mishandlet, og slo egypteren ihjel.

²⁴I kad vidje kako je jednomu nanesena nepravda, suprotstavi se i osveti zlostavljenoga ubivši Egipćanina.

²⁵Han tenkte da at hans brødre skulde forstå at Gud gav dem frelse ved hans hånd; men de forstod det ikke.

²⁵Mislio je da će braća njegova shvatiti kako će im Bog po njegovoj ruci pružiti spasenje, ali oni ne shvatiše.

²⁶Den næste dag kom han til dem mens de trettet, og han formante dem til å holde fred, han sa: I menn! I er brødre; hvorfor gjør I hverandre urett?

²⁶Sutradan se pojavi pred onima koji su se tukli te ih stade nagovarati da se izmire: 'Ljudi, braća ste! Zašto zlostavljate jedan drugoga?'

²⁷Men han som gjorde sin næste urett, støtte ham fra sig og sa: Hvem har satt dig til høvding og dommer over oss?

²⁷Ali ga onaj što je zlostavljao svoga bližnjega odbi riječima: Tko te postavi glavarom i sucem nad nama?

²⁸Vil du kanskje slå mig ihjel, som du igår slo ihjel egypteren?

²⁸Kaniš li ubiti i mene kao što si jučer ubio onog Egipćanina?

²⁹Men Moses flyktet for dette ords skyld, og blev en utlending i Midians land og fikk der to sønner.

²⁹Na te riječi pobježe Mojsije i skloni se u zemlju midjansku, gdje mu se rodiše dva sina."

³⁰Og da firti år var til ende, åpenbarte en engel sig for ham i berget Sinais ørken i en brennende tornebusk.

³⁰"Nakon četrdeset godina ukaza mu se Anđeo u pustinji brda Sinaja u rasplamtjeloj vatri jednoga grma.

³¹Da Moses så det, undret han sig over synet; men da han gikk bort for å se på det, kom en røst fra Herren:

³¹Opazivši to, zadivi se Mojsije viđenju. Dok je prilazio da bolje promotri, eto glasa Gospodnjega:

³²Jeg er dine fedres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud. Men Moses skalv av redsel, og vågde ikke å se på det.

³²Ja sam Bog Otaca tvojih, Bog Abrahamov, Izakov i Jakovljev. Sav preplašen, Mojsije se ne usudi pogledati.

³³Og Herren sa til ham: Løs skoene av dine føtter! for det sted du står på, er hellig jord.

³³A Gospodin će mu: Izuj obuću s nogu! Jer mjesto na kojem stojiš, sveto je tlo.

³⁴Jeg har grant sett hvor mitt folk blir mishandlet i Egypten, og deres sukk har jeg hørt, og jeg er steget ned for å utfri dem. Og nu, kom, la mig sende dig til Egypten!

³⁴Vidio sam, vidio nevolju naroda svoga u Egiptu i uzdisaj mu čuo pa siđoh izbaviti ga. I sad hajde! Šaljem te u Egipat!"

³⁵Denne Moses som de fornektet, idet de sa: Hvem har satt dig til høvding og dommer? ham sendte Gud til å være både høvding og redningsmann ved den engels hånd som åpenbarte sig for ham i tornebusken.

³⁵"Toga Mojsija - kojega su se odrekli rekavši: Tko te postavi glavarom i sucem? - toga im Bog kao glavara i otkupitelja posla po Anđelu koji mu se ukaza u grmu.

³⁶Han var den som førte dem ut, idet han gjorde undergjerninger og tegn i Egyptens land og i det Røde Hav og i ørkenen i firti år.

³⁶On ih izvede učinivši čudesa i znamenja u zemlji egipatskoj, u Crvenome moru i u pustinji kroz četrdeset godina.

³⁷Han er den Moses som sa til Israels barn: En profet, likesom mig, skal Gud opreise eder av eders brødre.

³⁷To je onaj Mojsije koji reče sinovima Izraelovim: Proroka poput mene od vaše braće podići će vam Bog.

³⁸Han er den som i menigheten i ørkenen var med den engel som talte til ham på Sinai berg, og med våre fedre, han som mottok levende ord for å gi oss dem.

³⁸To je onaj koji za skupa u pustinji bijaše između Anđela što mu govoraše na brdu Sinaju i otaca naših; onaj koji je primio riječi životne da ih nama preda.

³⁹Ham vilde våre fedre ikke være lydige, de støtte ham fra sig, og vendte sig i sitt hjerte til Egypten, og de sa til Aron:

³⁹Njemu se ne htjedoše pokoriti oci naši, nego ga odbiše i u srcima se svojima vratiše u Egipat

⁴⁰Gjør oss guder som kan dra foran oss! for denne Moses som førte oss ut av Egyptens land vi vet ikke hvad det er blitt av ham.

⁴⁰rekavši Aronu: 'Napravi nam bogove koji će ići pred nama! Ta ne znamo što se dogodi s tim Mojsijem koji nas izvede iz zemlje egipatske.'

⁴¹Og de gjorde en kalv i hine dager og bar frem offer til avgudsbilledet, og de gledet sig over sine henders verk.

⁴¹Tele načiniše u dane one, prinesoše žrtvu tom kumiru i veseljahu se djelima ruku svojih.

⁴²Men Gud vendte sig bort, og overgav dem til å dyrke himmelens hær, som skrevet er i profetenes bok: Israels hus! gav I mig vel slaktoffer og andre offer i firti år i ørkenen?

⁴²Bog se pak odvrati i prepusti ih da časte vojsku nebesku, kao što piše u Knjizi proročkoj: Prinosiste li mi žrtve i prinose četrdeset godina u pustinji, dome Izraelov?

⁴³Nei, I bar med eder Moloks telt og guden Remfans stjerne, de billeder som I gjorde for å tilbede dem, og jeg vil flytte eder bort hinsides Babylon.

⁴³Poprimiste šator Molohov i zvijezdu boga Refana - likove koje napraviste da biste im se klanjali. Odvest ću vas stoga u progonstvo onkraj Babilona!"

⁴⁴Våre fedre hadde i ørkenen vidnesbyrdets telt, således som den som talte til Moses, bød ham å gjøre det efter det forbillede han hadde sett;

⁴⁴"Oci naši imahu u pustinji Šator svjedočanstva kako odredi Onaj koji reče Mojsiju da se on načini po praliku koji je vidio.

⁴⁵dette tok våre fedre i arv, og førte det med Josva inn i de hedningers eiendomsland som Gud drev bort for våre fedre, inntil Davids dager.

⁴⁵Taj su Šator preuzeli oci naši i pod Jošuom ga unijeli u posjed s kojega Bog pred licem njihovim rastjera narode. Tako bijaše sve do dana Davida,

⁴⁶Han fant nåde hos Gud, og bad om at han måtte finne et bosted for Jakobs Gud.

⁴⁶koji je našao milost pred Bogom te molio da nađe boravište Bogu Jakovljevu.

⁴⁷Men Salomo bygget ham et hus.

⁴⁷Istom Salomon izgradi mu Dom.

⁴⁸Men den Høieste bor ikke i hus som er gjort med hender, således som profeten sier:

⁴⁸Ali Svevišnji u rukotvorinama ne prebiva, kao što veli prorok:

⁴⁹Himmelen er min trone, og jorden en skammel for mine føtter; hvad hus vil I bygge mig, sier Herren, eller hvor er det sted jeg skal hvile på?

⁴⁹Nebesa su moje prijestolje, a zemlja podnožje nogama. Kakav dom da mi sagradite, govori Gospodin, i gdje da bude mjesto mog počinka?

⁵⁰Har ikke min hånd gjort alt dette?

⁵⁰Nije li ruka moja načinila sve to?

⁵¹I hårde halser og uomskårne på hjerte og ører! I står alltid den Hellige Ånd imot, som eders fedre, således også I.

⁵¹Tvrdovrati i neobrezanih srdaca i ušiju, vi se uvijek opirete Duhu Svetomu: kako oci vaši tako i vi!

⁵²Hvem av profetene forfulgte ikke eders fedre? De drepte dem som forut forkynte at den rettferdige skulde komme, han som I nu har forrådt og myrdet,

⁵²Kojega od proroka nisu progonili oci vaši? I pobiše one koji su unaprijed navijestili dolazak Pravednika čiji ste vi sada izdajice i ubojice,

⁵³I som mottok loven gitt ved engler og ikke har holdt den!

⁵³vi koji po anđeoskim uredbama primiste Zakon, ali ga se niste držali."

⁵⁴Men da de hørte dette, stakk det dem i deres hjerter, og de skar tenner mot ham.

⁵⁴Kad su to čuli, uskipješe u srcima i počeše škripati zubima na njega.

⁵⁵Men han var full av den Hellige Ånd og skuet ufravendt op mot himmelen, og han så Guds herlighet, og Jesus stå ved Guds høire hånd,

⁵⁵Ali on, pun Duha Svetoga, uprije pogled u nebo i ugleda slavu Božju i Isusa gdje stoji zdesna Bogu

⁵⁶og han sa: Nu ser jeg himlene åpne, og Menneskesønnen stå ved Guds høire hånd!

⁵⁶pa reče: "Evo vidim nebesa otvorena i Sina Čovječjega gdje stoji zdesna Bogu."

⁵⁷Da skrek de med høi røst og holdt for sine ører, og stormet alle som en inn på ham

⁵⁷Vičući iza glasa, oni zatisnuše uši i navališe jednodušno na njega.

⁵⁸og drev ham ut av byen og stenet ham; og vidnene la sine klær av sig ved en ung manns føtter som hette Saulus.

⁵⁸Izbaciše ga iz grada pa ga kamenovahu. Svjedoci odložiše haljine do nogu mladića koji se zvao Savao.

⁵⁹Og de stenet Stefanus, mens han bad og sa: Herre Jesus, ta imot min ånd!

⁵⁹I dok su ga kamenovali, Stjepan je zazivao: "Gospodine Isuse, primi duh moj!"

⁶⁰Og han falt på kne og ropte med høi røst: Herre, tilregn dem ikke denne synd! Og som han hadde sagt dette, sov han inn.

⁶⁰Onda se baci na koljena i povika iza glasa: "Gospodine, ne uzmi im ovo za grijeh!" Kada to reče, usnu.