¹Så gav Jakob sig atter på veien og drog til Østens barns land.

¹Jakov nastavi put i dođe u zemlju istočnu.

²Og da han så sig omkring, fikk han se en brønn på marken, og ved den lå det tre flokker småfe. for av denne brønn vannet de feet; men stenen som lå over brønnens åpning, var stor.

²Najednom opazi studenac u polju. Tri su stada ovaca oko njega plandovala, jer se na tome studencu napajahu. Velik se kamen nalazio studencu na otvoru.

³Der samlet alle feflokkene sig, og gjæterne veltet stenen fra brønnens åpning og vannet småfeet, og så la de stenen tilbake på sitt sted, over brønnens åpning.

³Jedino kad bi se svi pastiri ondje skupili, mogli bi odvaliti kamen s otvora i ovce napojiti; tada bi opet prevalili kamen na njegovo mjesto, na otvor studenca.

⁴Jakob spurte dem: Mine brødre, hvor er I fra? De svarte: Vi er fra Karan.

⁴"Odakle ste, braćo moja?" - zapita ih Jakov. "Iz Harana", odgovore.

⁵Så spurte han dem: Kjenner I Laban, sønn til Nakor? De svarte: Ja, vi kjenner ham.

⁵"Poznajete li", pitaše ih dalje, "Nahorova sina Labana?" "Poznajemo", odgovore.

⁶Da spurte han dem: Står det vel til med ham? De svarte: Ja, det gjør det, og se, der kommer hans datter Rakel med småfeet.

⁶"Je li zdravo?" - opet ih upita. "Zdravo je; a evo mu dolazi kći Rahela sa stadom", odgovore.

⁷Da sa han: Det er jo ennu høi dag, det er ennu ikke tid til å samle buskapen; vann småfeet og gå avsted igjen og gjæt!

⁷"Još ima mnogo dana", nastavi on, "nije vrijeme spraćati blago. Zašto ga ne napojite i ne otjerate na pašu?"

⁸Men de sa: Det kan vi ikke før alle feflokkene er samlet, og stenen blir veltet fra brønnens åpning; da vanner vi småfeet.

⁸"Ne možemo dok se ne skupe svi pastiri", odgovoriše, "da odvale kamen s otvora studenca, tako da mognemo napojiti ovce."

⁹Mens han ennu talte med dem, kom Rakel med sin fars småfe; for det var hun som gjætte.

⁹Dok je on još s njima govorio, dođe Rahela s ovcama svoga oca. Bila je, naime, pastirica.

¹⁰Og da Jakob så Rakel, sin morbror Labans datter, og så småfeet som hørte hans morbror til, gikk han frem og veltet stenen fra brønnens åpning og vannet sin morbror Labans småfe.

¹⁰Kako Jakov ugleda Rahelu, kćer Labana, brata svoje majke, sa stadom svoga ujaka Labana, Jakov se primače i odvali kamen s otvora studenca te napoji stado svoga ujaka Labana.

¹¹Og Jakob kysset Rakel og brast i gråt.

¹¹Zatim Jakov poljubi Rahelu, a onda briznu u plač.

¹²Og Jakob fortalte Rakel at han var hennes fars frende, og at han var sønn til Rebekka; da sprang hun avsted og fortalte det til sin far.

¹²Potom Jakov kaza Raheli da je on sestrić njezina oca, sin Rebekin. Nato ona otrča i obavijesti oca.

¹³Da nu Laban fikk høre om Jakob, sin søstersønn, løp han ham i møte og omfavnet ham og kysset ham og førte ham inn i sitt hus; og han fortalte Laban alt det som hadde hendt.

¹³Kad je Laban čuo vijest o Jakovu, sinu svoje sestre, potrča mu u susret. Zagrli ga i poljubi te dovede u svoju kuću. Ispriča Labanu sve što mu se dogodilo.

¹⁴Da sa Laban til ham: Sannelig, vi er av samme kjød og blod. Og han blev hos ham en måneds tid.

¹⁴A onda Laban reče. "Zbilja si ti moja kost i moje meso!" Pošto je Jakov proboravio s Labanom mjesec dana,

¹⁵Så sa Laban til Jakob: Skulde du tjene mig for intet, fordi om du er min frende? Si mig hvad du vil ha i lønn!

¹⁵Laban reče Jakovu: "Zar ćeš me zato što si mi sestrić badava služiti! Kaži mi koliko ćeš tražiti za najam?"

¹⁶Nu hadde Laban to døtre, den eldste hette Lea, og den yngste hette Rakel.

¹⁶A Laban imaše dvije kćeri. Starijoj bijaše ime Lea, a mlađoj Rahela.

¹⁷Lea hadde matte øine; men Rakel var vakker av skapning og vakker å se til.

¹⁷Lea imala slabe oči, a Rahela bila stasita i lijepa.

¹⁸Og Jakob hadde Rakel kjær; derfor sa han: Jeg vil tjene dig syv år for Rakel, din yngste datter.

¹⁸Kako je Jakov volio Rahelu, reče: "Služit ću ti sedam godina za tvoju mlađu kćer Rahelu."

¹⁹Laban svarte: Det er bedre at jeg gir henne til dig, enn at jeg gir henne til en annen mann; bli hos mig!

¹⁹Laban odvrati: "Bolje je da je tebi dam nego kakvu strancu. Ostani sa mnom!"

²⁰Så tjente Jakob i syv år for Rakel; og disse år syntes han var nogen få dager, fordi han hadde henne kjær.

²⁰Tako je Jakov služio za Rahelu sedam godina, ali mu se učinile, zbog ljubavi prema njoj, kao nekoliko dana.

²¹Derefter sa Jakob til Laban: La mig nu få min hustru, for min tid er ute, og jeg vil gå inn til henne.

²¹Poslije toga Jakov reče Labanu: "Daj mi moju ženu, jer se moje vrijeme navršilo pa bih htio k njoj."

²²Da samlet Laban alle menn der på stedet og gjorde et gjestebud.

²²Laban sabra sav svijet onog mjesta i priredi gozbu.

²³Og om aftenen tok han sin datter Lea og førte henne inn til ham, og han gikk inn til henne.

²³Ali navečer uzme svoju kćer Leu pa nju uvede k Jakovu, i on priđe k njoj.

²⁴Og Laban gav sin trælkvinne Silpa til sin datter Lea som trælkvinne.

²⁴Laban dade svoju sluškinju Zilpu svojoj kćeri Lei za sluškinju.

²⁵Men om morgenen - se, da var det Lea. Da sa han til Laban: Hvad er det du har gjort mot mig? Var det ikke for Rakel jeg tjente hos dig? Hvorfor har du sveket mig?

²⁵Kad bi ujutro, a to, gle, Lea! Tada Jakov reče Labanu: "Zašto si mi to učinio! Zar te ja nisam služio za Rahelu? Zašto si me prevario?"

²⁶Laban svarte: Det er ikke skikk her hos oss å gi den yngste bort før den eldste.

²⁶Laban odgovori: "U našem mjestu nije običaj da se mlađa udaje prije starije.

²⁷La nu Leas bryllups-uke gå til ende, så vil vi også gi dig den andre, hvis du vil tjene hos mig i syv år til.

²⁷Završi s njom ovu ženidbenu sedmicu, a onda ću ti dati i drugu, za drugih sedam godina službe kod mene." Jakov pristane: navrši onu ženidbenu sedmicu.

²⁸Og Jakob gjorde så, og han lot bryllups-uken gå til ende. Da gav han ham sin datter Rakel til hustru.

²⁸Onda mu Laban dade i svoju kćer Rahelu za ženu.

²⁹Og Laban gav sin trælkvinne Bilha til sin datter Rakel som trælkvinne.

²⁹Laban dade svoju sluškinju Bilhu svojoj kćeri Raheli za sluškinju.

³⁰Så gikk han også inn til Rakel, og han holdt mere av Rakel enn av Lea. Siden tjente han ennu syv år til hos Laban.

³⁰Jakov nato priđe Raheli. Rahelu je više volio nego Leu. I tako je služio Labana još sedam godina.

³¹Da Herren så at Lea blev tilsidesatt, åpnet han hennes morsliv; men Rakel var barnløs.

³¹Jahve je vidio da Lea nije voljena, te je učini plodnom, dok Rahela ostade nerotkinja.

³²Og Lea blev fruktsommelig og fødte en sønn, og hun kalte ham Ruben*; for hun sa: Herren har sett til mig i min ulykke; nu vil min mann elske mig. / {* se, en sønn!.}

³²Lea zače i rodi sina; nadjenu mu ime Ruben, a to znači, kako je ona protumačila: "Jahve je vidio moju nevolju i stoga će me sada muž moj ljubiti."

³³Og hun blev atter fruktsommelig og fødte en sønn og sa: Herren har hørt at jeg var tilsidesatt; derfor har han gitt mig også denne sønn. Så kalte hun ham Simeon*. / {* bønnhørelse.}

³³Opet zače i rodi sina te izjavi: "Jahve je čuo da nisam voljena, stoga mi je dao i ovoga." Zato mu nadjenu ime Šimun.

³⁴Og hun blev atter fruktsommelig og fødte en sønn og sa: Nu må vel endelig min mann holde sig til mig, for jeg har født ham tre sønner. Derfor kalte de ham Levi*. / {* vedhengen.}

³⁴Opet zače i rodi sina te izjavi: "Sad će se moj muž meni prikloniti: tri sam mu sina rodila." Zato mu nadjenu ime Levi.

³⁵Og hun blev atter fruktsommelig og fødte en sønn og sa: Nu vil jeg prise Herren. Derfor kalte hun ham Juda*. Så fikk hun ikke flere barn da. / {* den for hvem Herren prises; egentlig: den priste.}

³⁵A kad je još jednom začela i sina rodila, izjavi: "Ovaj put hvalit ću Jahvu." Stoga sinu nadjenu ime Juda. Potom prestade rađati.