¹Jeg sier sannhet i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighet vidner med mig i den Hellige Ånd,

¹Istinu govorim u Kristu, ne lažem; susvjedok mi je savjest moja u Duhu Svetom:

²at jeg har en stor sorg og en uavlatelig gremmelse i mitt hjerte.

²silna mi je tuga i neprekidna bol u srcu.

³For jeg vilde ønske at jeg selv var forbannet bort fra Kristus for mine brødre, mine frender efter kjødet,

³Da, htio bih ja sam proklet biti, odvojen od Krista, za braću svoju, sunarodnjake svoje po tijelu.

⁴de som er israelitter, de som barnekåret og herligheten og paktene og lovgivningen og gudstjenesten og løftene tilhører,

⁴Oni su Izraelci, njihovo je posinstvo, i Slava, i Savezi, i zakonodavstvo, i bogoštovlje, i obećanja;

⁵de som fedrene tilhører, og som Kristus er kommet fra efter kjødet, han som er Gud over alle ting, velsignet i evighet. Amen.

⁵njihovi su i oci, od njih je, po tijelu, i Krist, koji je iznad svega, Bog blagoslovljen u vjekove. Amen.

⁶Dog ikke som om Guds ord har slått feil. For ikke alle som er av Israels ætt, er derfor Israel;

⁶Ali ne kao da se izjalovila riječ Božja. Jer nisu Izrael svi koji potječu od Izraela;

⁷heller ikke er alle, fordi de er Abrahams ætt, derfor hans barn; men: I Isak skal det nevnes dig en ætt,

⁷i nisu svi djeca Abrahamova zato što su njegovo potomstvo, nego po Izaku će ti se nazivati potomstvo;

⁸det er: ikke kjødets barn er Guds barn, men løftets barn regnes til ætten;

⁸to jest: djeca tijela nisu i djeca Božja, nego - djeca obećanja računaju se u potomstvo.

⁹for et løftes ord er dette: Ved denne tid vil jeg komme, og da skal Sara ha en sønn.

⁹Evo doista riječi obećanja: U ovo ću doba doći i Sara će imati sina.

¹⁰Og ikke bare dette; men så var det også med Rebekka, hun som var fruktsommelig ved én, Isak, vår far.

¹⁰Ali ne samo to! I Rebeka je s jednim, s Izakom, ocem našim, zanijela.

¹¹For da de ennu var ufødte og ennu ikke hadde gjort hverken godt eller ondt - forat Guds råd efter hans utvelgelse skulde stå ved makt, ikke ved gjerninger, men ved ham som kaller -

¹¹Pa kad još blizanci ne bijahu rođeni niti učiniše što dobro ili zlo - da bi trajnom ostala odluka Božja o izabranju:

¹²da blev det sagt til henne: Den eldste skal tjene den yngste;

¹²ne po djelima, nego po onome tko poziva - rečeno joj je: Stariji će služiti mlađemu,

¹³som skrevet er: Jakob elsket jeg, men Esau hatet jeg.

¹³kako je pisano: Jakova sam zavolio, a Ezav mi omrznu.

¹⁴Hvad skal vi da si? er der vel urettferdighet hos Gud? Langt derifra!

¹⁴Što ćemo dakle reći? Možda da u Boga ima nepravde? Nipošto!

¹⁵for til Moses sier han: Jeg vil miskunne mig over den som jeg miskunner mig over, og ynkes over den som Jeg ynkes over.

¹⁵Ta Mojsiju veli: Smilovat ću se komu hoću da se smilujem; sažalit ću se nad kim hoću da se sažalim.

¹⁶Så står det da ikke til den som vil, heller ikke til den som løper, men til Gud, som gjør miskunnhet.

¹⁶Nije dakle do onoga koji hoće ni do onoga koji trči, nego do Boga koji se smiluje.

¹⁷For Skriften sier til Farao: Just til dette opreiste jeg dig at jeg kunde vise min makt på dig, og at mitt navn kunde bli kunngjort over all jorden.

¹⁷Jer Pismo veli faraonu: Zato te upravo podigoh da na tebi pokažem svoju moć i da se razglasi ime moje po svoj zemlji.

¹⁸Altså: hvem han vil, den miskunner han sig over; og hvem han vil, den forherder han.

¹⁸Tako dakle: smiluje se komu hoće, a otvrdnjuje koga hoće.

¹⁹Du vil da si til mig: Hvad har han da ennu å klage over? for hvem står vel hans vilje imot?

¹⁹Da, reći ćeš mi: Što se onda još tuži? Ta tko se to volji njegovoj odupro?

²⁰Men hvem er da du, menneske, som tar til gjenmæle mot Gud? Vil da verket si til virkeren: Hvorfor gjorde du mig slik?

²⁰Čovječe, tko si ti zapravo da se pravdaš s Bogom? Zar da djelo rekne tvorcu: "Što si me ovakvim načinio?"

²¹Eller har ikke pottemakeren makt over leret, så han av samme deig kan arbeide det ene kar til ære, det andre til vanære?

²¹Ili zar lončar nema vlasti nad glinom da od istoga tijesta načini posudu sad časnu, sad nečasnu.

²²Men om nu Gud, skjønt han vilde vise sin vrede og kunngjøre sin makt, dog i stort langmod tålte vredens kar, som var dannet til undergang,

²²A što ako je Bog, hoteći očitovati gnjev i obznaniti svoju moć u silnoj strpljivosti podnosio posude gnjeva, dozrele za propast,

²³så han også kunde kunngjøre sin herlighets rikdom over miskunnhetens kar, som han forut hadde beredt til herlighet?

²³da obznani bogatstvo slave svoje na posudama milosrđa, koje unaprijed pripravi za slavu,

²⁴Og til å bli slike kalte han også oss, ikke bare av jøder, men også av hedninger,

²⁴na nama koje pozva ne samo između Židova nego i između pogana?

²⁵som han også sier hos Hoseas: Det som ikke er mitt folk, vil jeg kalle mitt folk, og henne som ikke er elsket, vil jeg kalle min elskede,

²⁵Tako i u Hošeji veli: Ne-narod moj prozvat ću narodom mojim i Neljubljenu ljubljenom.

²⁶og det skal skje: På det sted hvor det blev sagt til dem: I er ikke mitt folk, der skal de kalles den levende Guds barn.

²⁶Na mjestu gdje im je rečeno: Vi niste moj narod prozvat će se sinovi Boga živoga.

²⁷Og Esaias roper ut over Israel: Om tallet på Israels barn er som havets sand, så skal bare levningen bli frelst;

²⁷Izaija pak proglasuje o Izraelu: Zaista, sinova će Izraelovih brojem biti kao pijeska morskog - Ostatak će se spasiti;

²⁸for sitt ord skal Herren utføre og hastig fullbyrde på jorden.

²⁸jer riječ će ispuniti i uskoro izvršiti Gospodin na zemlji.

²⁹Og som Esaias forut har sagt: Hadde ikke den Herre Sebaot levnet oss en sæd, så var vi blitt som Sodoma og gjort like med Gomorra.

²⁹Tako je Izaija i prorekao: Da nam Gospodin nad Vojskama ne ostavi sjeme, ko Sodoma bismo bili i Gomori nalik.

³⁰Hvad skal vi da si? At hedninger som ikke søkte rettferdighet, de vant rettferdighet, men det var rettferdigheten av tro;

³⁰Što ćemo dakle reći? Da pogani koji nisu tražili pravednosti stekoše pravednost, pravednost po vjeri.

³¹Israel derimot, som søkte rettferdighetens lov, de vant ikke frem til denne lov.

³¹Izrael pak koji je tražio neki zakon pravednosti, nije do zakona dopro.

³²Hvorfor det? Fordi de ikke søkte den ved tro, men ved gjerninger; for de støtte an mot snublestenen,

³²Zašto? Jer nije tražio po vjeri, nego kao po djelima. Spotakoše se o kamen spoticanja,

³³som skrevet er: Se, jeg legger i Sion en snublesten og en anstøtsklippe; den som tror på ham, skal ikke bli til skamme.

³³kao što je pisano: Evo postavljam na Sionu kamen spoticanja i stijenu posrtanja. Ali tko u nj vjeruje, neće se postidjeti.