¹Dina, Jakobs datter med Lea, gikk engang ut for å se på landets døtre.

¹Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

²Og Sikem, som var sønn av hevitten Hemor, høvdingen i landet, så henne; og han tok henne og lå hos henne og krenket henne.

²så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;

³Men hans hjerte hang ved Dina, Jakobs datter, og han elsket piken og talte kjærlig til henne.

³men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

⁴Så sa Sikem til Hemor, sin far: La mig få denne pike til hustru!

⁴og Sikem sagde til sin Fader Hamor: "Skaf mig den Pige til Hustru!"

⁵Og Jakob fikk høre at han hadde vanæret Dina, hans datter; men hans sønner var med buskapen ute på marken, og Jakob tidde med det til de kom hjem.

⁵Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem.

⁶Men Hemor, Sikems far, gikk ut til Jakob for å tale med ham.

⁶Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

⁷Jakobs sønner kom hjem fra marken da de fikk høre om dette; og mennene gremmet sig og var harmfulle; for han* hadde gjort en skammelig gjerning mot Israel ved å ligge hos Jakobs datter. Slikt burde ikke skje. / {* Sikem.}

⁷Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

⁸Da talte Hemor med dem og sa: Min sønn Sikems hjerte henger ved eders datter; kjære, la ham få henne til hustru,

⁸Og Hamor talte med dem og sagde: "Min Søn Sikems Hjerte hænger ved eders Datter; giv ham hende til Hustru

⁹og inngå svogerskap med oss, gi oss eders døtre og ta I våre døtre!

⁹og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

¹⁰Bli boende hos oss! Landet skal stå åpent for eder; bo her og dra omkring og få eder eiendommer her!

¹⁰tag Ophold hos os, og Landet skal stå eder åbent; slå eder ned og drag frit omkring og saml eder Ejendom der!"

¹¹Og Sikem sa til hennes far og hennes brødre: La mig finne nåde for eders øine! Det I krever av mig, vil jeg gi eder.

¹¹Og Sikem sagde til hendes Fader og Brødre: "Måtte jeg finde Nåde for eders Øjne! Alt, hvad I kræver, vil jeg give

¹²Krev så meget I vil av mig i morgengave og andre gaver! Jeg skal gi det I vil ha; la mig bare få piken til hustru!

¹²forlang så høj en Brudesum og Gave, I vil; jeg giver, hvad I kræver, når I blot vil give mig Pigen til Hustru!"

¹³Da svarte Jakobs sønner Sikem og Hemor, hans far, med svikefulle ord, fordi han hadde vanæret deres søster Dina,

¹³Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina,

¹⁴og sa til dem: Det kan vi ikke gjøre, å gi vår søster til en mann som har forhud; det vilde være en skam for oss.

¹⁴og sagde til dem: "Vi er ikke i Stand til at give vor Søster til en uomskåren Mand, thi det holder vi for en Skændsel.

¹⁵Bare på det vilkår vil vi være eder til vilje, at I blir som vi, og alt mannkjønn hos eder lar sig omskjære.

¹⁵Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

¹⁶Da vil vi gi eder våre døtre og gifte oss med eders døtre og bo hos eder, så vi blir ett folk.

¹⁶i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;

¹⁷Men dersom I ikke vil høre på oss og la eder omskjære, da tar vi vår søster og drar bort.

¹⁷men hvis I ikke vil høre os og lade eder omskære, så tager vi vor Datter og drager bort"

¹⁸Og de syntes godt om deres ord, både Hemor og Sikem, Hemors sønn.

¹⁸Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

¹⁹Og den unge mann drygde ikke med å gjøre dette, for han var glad i Jakobs datter, og han var den som hadde mest å si i sin fars hus.

¹⁹og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus

²⁰Så gikk Hemor og hans sønn Sikem til porten i sin by, og de talte til mennene i byen og sa:

²⁰og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By:

²¹Disse menn vil gjerne være venner med oss og vil bo her i landet og dra omkring her, og landet er jo vidt nok for dem; vi vil gifte oss med deres døtre og gi dem våre døtre.

²¹"Disse Mænd er os velsindede; lad dem bosætte sig og drage frit om her i Landet, der er jo Plads nok til dem i Landet; deres Døtre vil vi tage til Hustruer og give dem vore Døtre til Hustruer!

²²Men bare på det vilkår vil mennene være oss til vilje og bo hos oss og bli til ett folk med oss, at alt mannkjønn iblandt oss lar sig omskjære, likesom de selv er omskåret.

²²Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne.

²³Deres buskap og deres gods og alle deres kløvdyr, blir ikke alt det vårt når vi bare er dem til vilje, så de blir boende hos oss?

²³Deres Hjorde og deres Gods og alt deres Kvæg bliver jo dog vort; lad os derfor føje dem, så de kan blive boende hos os!"

²⁴Og de gjorde som Hemor og hans sønn Sikem vilde, alle som hørte hjemme i hans by; og alt mannkjønn, alle som hørte hjemme i hans by, blev omskåret.

²⁴Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

²⁵Men på den tredje dag, da de var syke av sine sår, da tok Jakobs to sønner, Simeon og Levi, Dinas brødre, hver sitt sverd, og de kom uforvarende over byen og slo alt mannkjønn ihjel.

²⁵Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, og slog alle Mændene ihjel

²⁶Også Hemor og Sikem, hans sønn, slo de ihjel med sverdets egg, og de tok Dina ut av Sikems hus og drog bort.

²⁶og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

²⁷Jakobs sønner kom over de drepte og plyndret byen, fordi deres søster var blitt vanæret.

²⁷Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

²⁸De tok deres småfe og storfe og deres asener, både det som var i byen, og det som var på marken.

²⁸deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig,

²⁹Og alt deres gods og alle deres barn og deres kvinner førte de bort som bytte, og alt annet som var i husene.

²⁹og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

³⁰Da sa Jakob til Simeon og Levi: I har gjort mig en stor sorg! I har ført mig i vanrykte hos landets innbyggere, Kana'anittene og ferisittene; jeg råder jo bare over en liten flokk, og samler de sig imot mig, kommer de til å slå mig ihjel, sa både jeg og mitt hus går til grunne.

³⁰Men Jakob sagde til Simeon og Levi: "I styrter mig i Ulykke ved at lægge mig for Had hos Landets Indbyggere, Kana'anæerne og Perizziterne; thi jeg råder kun over få Folk; samler de sig mod mig og slår mig, så er det ude med mig og mit Hus!"

³¹Men de svarte: Skulde han da få gjøre med vår søster som med en skjøge?

³¹Men de svarede: "Skal han behandle vor Søster som en Skøge!"