¹Da kom Gud Noah i hu og alle de ville dyr og alt feet som var med ham i arken; og Gud lot en vind fare over jorden, og vannet falt.

¹Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;

²Og det store dyps kilder og himmelens sluser lukkedes, og regnet fra himmelen stanset.

²Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,

³Og vannet vek efterhånden tilbake fra jorden, og vannet begynte å ta av, da hundre og femti dager var gått.

³og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.

⁴Og i den syvende måned, på den syttende dag i måneden, blev arken stående på Ararat-fjellene.

⁴På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,

⁵Og vannet tok mere og mere av inntil den tiende måned; i den tiende måned, på den første dag i måneden, kom fjelltoppene til syne.

⁵og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.

⁶Og da firti dager var gått, åpnet Noah vinduet på arken som han hadde gjort,

⁶Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,

⁷og sendte ut en ravn; den fløi frem og tilbake, inntil vannet var tørket bort av jorden.

⁷og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.

⁸Så sendte han en due ut fra sig for å se om vannet var sunket bort fra jordens overflate.

⁸Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;

⁹Men duen fant ikke noget hvilested for sin fot, og den kom tilbake til ham i arken, for det stod vann over hele jorden. Da rakte han ut sin hånd og tok den inn til sig i arken.

⁹men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.

¹⁰Så bidde han ennu syv dager til og sendte så atter duen ut av arken.

¹⁰Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;

¹¹Og duen kom til ham ved aftenstid, og se, den hadde et friskt oljeblad i nebbet; da skjønte Noah at vannet var sunket bort fra jorden.

¹¹ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.

¹²Men han bidde ennu syv dager til; så sendte han duen ut, og da kom den ikke tilbake til ham mere.

¹²Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.

¹³I det seks hundre og første år, i den første måned, på den første dag i måneden, var vannet tørket bort fra jorden. Da tok Noah taket av arken; og han så ut, og se, jorden var tørr.

¹³I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.

¹⁴Og i den annen måned, på den syv og tyvende dag i måneden, var jorden aldeles tørr.

¹⁴På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.

¹⁵Da talte Gud til Noah og sa:

¹⁵Da sagde Gud til Noa:

¹⁶Gå ut av arken, du og din hustru og dine sønner og dine sønners hustruer med dig.

¹⁶"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner

¹⁷Alle de dyr som er hos dig, alt kjød, både fuglene og feet og alt krypet som rører sig på jorden, skal du føre ut med dig, og de skal vrimle på jorden og være fruktbare og bli mange på jorden.

¹⁷og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"

¹⁸Så gikk han ut, og hans sønner og hans hustru og hans sønners hustruer med ham.

¹⁸Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;

¹⁹Alle dyrene, alt krypet og alle fuglene, alt som rører sig på jorden, gikk ut av arken, hvert efter sitt slag.

¹⁹og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.

²⁰Og Noah bygget Herren et alter, og han tok av alle de rene dyr og av alle de rene fugler og ofret brennoffer på alteret.

²⁰Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.

²¹Og Herren kjente den velbehagelige duft. Og Herren sa i sitt hjerte: Jeg vil aldri mere forbanne jorden for menneskets skyld; for menneskehjertets tanker er onde fra ungdommen av; og jeg vil aldri mere drepe alt levende, som jeg nu har gjort.

²¹Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!

²²Herefter skal, så lenge jorden står, sæd og høst, og frost og hete, og sommer og vinter, og dag og natt aldri høre op.

²²Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"