¹Men som medarbeidere formaner vi eder også at I ikke forgjeves må ta imot Guds nåde.

¹Aga olles kaasabilised me manitsemegi teid, et te Jumala armu ilmaasjata vastu ei võtaks,

²Han sier jo: På den tid som behaget mig, bønnhørte jeg dig, og på frelsens dag kom jeg dig til hjelp. Se, nu er en velbehagelig tid, se, nu er frelsens dag!

²ta ütleb ju: 'Ma olen sind kuulnud soodsal ajal ja aidanud sind päästepäeval.' Ennäe, nüüd on ülisoodus aeg! Ennäe, nüüd on päästepäev!

³Og vi gir ikke i noget stykke noget anstøt, forat ikke tjenesten skal bli lastet,

³Me ei anna mitte milleski põhjust komistamiseks, et seda ametit ei laimataks,

⁴men viser oss i alt som Guds tjenere: ved stort tålmod i trengsler, i nød, i angst,

⁴vaid näitame end Jumala abilistena kõiges: suures kannatlikkuses, ahistustes, hädades, kitsikustes,

⁵under slag, i fengsler, i oprør, i strengt arbeid, i nattevåk, i faste;

⁵hoopide all, vangis, mässudes, vaevanägemistes, valvamistes, paastumistes,

⁶ved renhet, ved skjønnsomhet, ved langmodighet, ved godhet, ved den Hellige Ånd, ved uskrømtet kjærlighet,

⁶puhtuses, tunnetuses, pikameelsuses, helduses, Pühas Vaimus, siiras armastuses,

⁷ved sannhets ord, ved Guds kraft, ved rettferds våben på høire og venstre side;

⁷tõe sõnas, Jumala väes, õiguse relvadega paremas ja vasakus käes,

⁸i ære og vanære, med ondt rykte og godt rykte, som forførere og dog sanndrue,

⁸aus ja häbis, laituse all ja kiituse all; kui eksitajad, ja siiski tõerääkijad;

⁹som ukjente og dog velkjente; som de som dør, og se, vi lever, som de som refses og dog ikke ihjelslåes,

⁹kui tundmatud, ent ometi tuntud; kui surijad - ja ennäe, me elame!; kui karistatud, aga mitte surmatud;

¹⁰som bedrøvede, men alltid glade, som fattige, som dog gjør mange rike, som de som intet har og dog eier alt.

¹⁰kui kurvad, aga ikka rõõmsad; kui vaesed, kes siiski paljusid rikkaks teevad; kui need, kellel ei ole midagi ja kelle päralt on kõik.

¹¹Vår munn er oplatt mot eder, I korintiere, vårt hjerte har utvidet sig.

¹¹Meie suu on teile avatud, korintlased, meie süda on avardunud.

¹²I har ikke trangt rum hos oss, men det er trangt i eders hjerte.

¹²Teil ei ole meie sees kitsas, vaid teil on kitsas teie oma südames.

¹³Men like for like - jeg taler som til barn - utvid også I eders hjerter!

¹³Ma ütlen teile kui lastele: Vastutasuks avarduge teiegi!

¹⁴Dra ikke i fremmed åk med vantro! for hvad samlag har rettferd med urett, eller hvad samfund har lys med mørke?

¹⁴Ärge hakake vedama võõras ikkes koos uskmatutega! Mis ühist on õigusel ja ülekohtul või mis osadust valgusel pimedusega?

¹⁵Og hvad samklang er det mellem Kristus og Belial, eller hvad lodd og del har en troende med en vantro?

¹⁵Mis kooskõla on Kristusel Beliariga või mis osa on usklikul uskmatuga?

¹⁶Og hvad enighet er det mellem Guds tempel og avguder? Vi er jo den levende Guds tempel, som Gud har sagt: Jeg vil bo iblandt dem og ferdes iblandt dem, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mitt folk.

¹⁶Kuidas sobib Jumala tempel kokku ebajumalatega? Meie oleme ju elava Jumala tempel, nõnda nagu Jumal on öelnud: 'Ma tahan nende seas elada ja käia ja olla nende Jumal, ja nemad on minu rahvas.

¹⁷Derfor, gå ut fra dem og skill eder fra dem, sier Herren, og rør ikke ved urent, så skal jeg ta imot eder,

¹⁷Seepärast minge ära nende keskelt ja eralduge neist,' ütleb Issand, 'ja ärge puudutage rüvedat, siis ma võtan teid vastu

¹⁸og jeg vil være eder en far, og I skal være mig sønner og døtre, sier Herren, den Allmektige.

¹⁸ja olen teile Isaks, ja teie olete mulle poegadeks ja tütardeks,' ütleb Kõigeväeline Issand.