¹Og Jakob kalte sine sønner til sig og sa: samle eder, så vil jeg forkynne eder hvad som skal hende eder i de siste dager*. / {* den tid da spådommene blir opfylt.}

¹Ja Jaakob kutsus oma pojad enese juurde ning ütles: 'Tulge kokku, siis ma kuulutan teile, mis teiega sünnib tulevasil päevil!

²Kom sammen og hør, I Jakobs sønner, hør på Israel, eders far!

²Kogunege ja kuulge, Jaakobi pojad, võtke kuulda Iisraeli, oma isa!

³Ruben, min førstefødte er du, min kraft og min styrkes første frukt, høiest i ære og størst i makt.

³Ruuben, sina oled mu esmasündinu, mu rammu ja sigitusjõu esikpoeg, väljapaistev väärikuselt ja väljapaistev võimult.

⁴Du bruser over som vannet, du skal intet fortrin ha; for du steg op på din fars leie; da vanhelliget du det - i min seng steg han op!

⁴Veena oled sa vooganud - esikohale sa ei jää, sest sa tõusid oma isa sängi! Sel korral sa rüvetasid selle, sina, kes tõusid mu voodile.

⁵Simeon og Levi er brødre, voldsvåben er deres sverd.

⁵Vennaksed Siimeon ja Leevi, nende noad on vägivalla riistad.

⁶Møt ikke i deres hemmelige råd, min sjel, ta ikke del i deres sammenkomster, min ære*! For i sin vrede slo de menn ihjel, og i sin selvrådighet skamskar de okser. / {* sjel.}

⁶Nende nõusse ei astu mu hing, nende seltsiga ei liitu mu süda. Sest oma vihas nad tapsid mehi ja meelevallatuses halvasid härgi.

⁷Forbannet være deres vrede, for den var vill, og deres grumhet, for den var hård! Jeg vil kaste dem omkring i Jakob og sprede dem i Israel.

⁷Olgu neetud nende kange viha ja nende metsik raev! Ma jaotan nad Jaakobis ja hajutan Iisraelis!

⁸Juda - dig skal dine brødre prise, din hånd skal være på dine fienders nakke, for dig skal din fars sønner bøie sig.

⁸Juuda, sind ülistavad su vennad. Sinu käsi on su vaenlaste turjal, sind kummardavad su isa pojad.

⁹En ung løve er Juda; fra rov er du steget op, min sønn! Han legger sig ned, han hviler som en løve, som en løvinne; hvem våger å vekke ham?

⁹Juuda on lõvikutsikas - saagi kallalt, mu poeg, oled tõusnud. Ta on heitnud maha, ta lebab nagu lõvi, nagu metsik lõvi - kes julgeks teda äratada?

¹⁰Ikke skal kongespir vike fra Juda, ikke herskerstav fra hans føtter, inntil fredsfyrsten kommer, og folkene blir ham lydige.

¹⁰Ei lahku valitsuskepp Juudast ega sau tema jalgelt, kuni tuleb Juuda poeg Siilo, ja teda võtavad rahvad kuulda.

¹¹Han binder til vintreet sitt unge asen og til den edle ranke sin aseninnes fole; han tvetter i vin sitt klædebon og i druers blod sin kjortel.

¹¹Ta seob oma eesli viinapuu külge, hea viinapuu külge oma eeslivarsa; ta peseb oma kuube veiniga ja oma vammust viinamarjade verega.

¹²Dunkle er hans øine av vin, og hvite hans tenner av melk.

¹²Ta silmad on veinist hämused ja hambad piimast valged.

¹³Sebulon - ved havets strand skal han bo, ved stranden hvor skibene lander; hans side er vendt mot Sidon.

¹³Sebulon elab mererannal, ta saab laevade rannikuks ja tema selg on pööratud Siidoni poole.

¹⁴Issakar er et sterktbygget asen, som hviler mellem sine hegn.

¹⁴Issaskar on kondine eesel, kes lebab sadulakorvide vahel.

¹⁵Og han så at hvilen var god, og at landet var fagert; da bøide han sin rygg under byrden og blev en ufri træl.

¹⁵Kui ta nägi head hingamispaika ja meeldivat maad, ta langetas oma turja koormat kandma ja sai tööorjaks.

¹⁶Dan skal dømme sitt folk, han som de andre Israels stammer.

¹⁶Daan mõistab kohut oma rahvale, üks Iisraeli suguharu on temagi.

¹⁷Dan skal være en slange på veien, en huggorm på stien, som biter hesten i hælene, så rytteren faller bakover.

¹⁷Daan on madu teel, rästik raja peal, kes salvab hobuse kandu, nõnda et ratsanik kukub selili.

¹⁸Efter din frelse bier jeg, Herre!

¹⁸Ma ootan päästet sinult, Issand!

¹⁹Gad - en fiendeflokk hugger inn på ham, men han hugger dem i hælene.

¹⁹Gaad - röövjõugud ründavad teda, aga ta ise ründab neid, olles neil kannul.

²⁰Fra Aser kommer fedmen, hans mat, og lekre retter som for konger har han å gi.

²⁰Aaserilt tuleb rammus roog ja temal on anda kuninglikke maiuspalu.

²¹Naftali er en lekende hind; liflig er ordet han taler.

²¹Naftali on nobe emahirv, kes toob kuuldavale ilusaid sõnu.

²²Et ungt frukttre er Josef, et ungt frukttre ved kilden; grenene skyter ut over muren.

²²Joosep on viljapuu poeg, viljapuu poeg allikal, oksad ulatuvad üle müüri.

²³Og de egger ham og skyter på ham, de forfølger ham - de pileskyttere.

²³Ammukütid ahistavad teda, ründavad ja rõhuvad teda,

²⁴Men fast står han der med sin bue, og hans hender og armer er raske - ved Jakobs Veldiges hender, fra ham, fra hyrden, Israels klippe,

²⁴aga tema amb jääb kindlaks ja ta käsivarred on nõtked Jaakobi Vägeva abiga, Karjase, Iisraeli Kalju nime abiga,

²⁵fra din fars Gud, og han hjelpe dig, fra den Allmektige, og han velsigne dig med velsignelser fra himmelen der oppe, med velsignelser fra dypet der nede, med brysters og morslivs velsignelser!

²⁵su isa Jumala abiga, kes sind aidaku, Kõigeväelise abiga, kes sind õnnistagu õnnistustega ülalt taevast, õnnistustega all asuvast põhjaveest, õnnistustega emarindadest ja üskadest!

²⁶Din fars velsignelser stiger høit op over mine forfedres velsignelser, de når op til de evige høiders grense; de skal komme over Josefs hode, over hans isse, han som er høvding blandt sine brødre.

²⁶Su isa õnnistused ületavad igaveste mägede õnnistused, ürgsete küngaste ihaldusväärsed annid. Need tulgu Joosepi pea peale, oma vendade vürsti pealaele!

²⁷Benjamin er en glupende ulv; om morgenen eter han op rov, og om aftenen deler han ut hærfang.

²⁷Benjamin on kiskjalik hunt. Hommikul ta sööb saaki ja õhtul jaotab röövitut.'

²⁸Alle disse er Israels stammer, tolv i tallet, og således var det deres far talte til dem; han velsignet dem, hver av dem velsignet han med den velsignelse som tilkom ham.

²⁸Need kõik olid Iisraeli suguharud, neid oli kaksteist, ja see oli, mis nende isa neile rääkis, kui ta neid õnnistas: ta õnnistas igaüht temale kohase õnnistusega.

²⁹Og han bød dem og sa til dem: Jeg samles nu til mitt folk; begrav mig hos mine fedre i hulen på hetitten Efrons mark,

²⁹Ja ta käskis neid ning ütles neile: 'Mind koristatakse mu rahva juurde. Matke mind mu isade juurde koopasse, mis on hett Efroni väljal,

³⁰i hulen på Makpela-marken, østenfor Mamre i Kana'ans land, den mark som Abraham kjøpte av hetitten Efron til eiendoms-gravsted.

³⁰sellesse koopasse, mis on Makpela väljal Mamre kohal Kaananimaal, mille Aabraham ostis koos väljaga hett Efronilt pärushauaks.

³¹Der begravde de Abraham og Sara, hans hustru, der begravde de Isak og Rebekka, hans hustru, og der begravde jeg Lea,

³¹Sinna on maetud Aabraham ja tema naine Saara, sinna on maetud Iisak ja tema naine Rebeka, ja sinna ma olen matnud Lea.

³²på den mark og i den hule der som blev kjøpt av Hets barn.

³²Väli ja seal olev koobas on hettidelt ostetud.'

³³Da Jakob var ferdig med de pålegg han vilde gi sine sønner, trakk han føttene op i sengen; og han opgav sin ånd og blev samlet til sine fedre.

³³Kui Jaakob oli oma poegadele käsu andnud, siis ta sirutas voodis oma jalad välja ja heitis hinge; ja ta koristati oma rahva juurde.