¹Se, Herren tømmer jorden og legger den øde; han omskifter dens skikkelse og adspreder dem som bor på den.

¹Vaata, Issand laastab maa ja rüüstab selle, paiskab segi selle pinna ja pillutab elanikud.

²Da går det presten som folket, herren som trælen, fruen som trælkvinnen, selgeren som kjøperen, låntageren som långiveren, ågerkaren som hans skyldner.

²Ja nagu rahvaga, nõnda sünnib preestriga, nagu sulasega, nõnda ta isandaga, nagu teenijaga, nõnda ta emandaga, nagu ostjaga, nõnda müüjaga, nagu laenuandjaga, nõnda laenajaga, nagu võlausaldajaga, nõnda võlgnikuga.

³Tømmes, ja tømmes skal jorden og plyndres, ja plyndres; for Herren har talt dette ord.

³Maa laastatakse täiesti ja riisutakse sootuks, sest Issand on öelnud selle sõna.

⁴Jorden sørger og visner bort; jorderike sykner og visner bort; de ypperste av dem som bor på jorden, sykner bort.

⁴Maa leinab, laostub, ilmamaa närbub, laostub, maa rahva ülikud rammestuvad.

⁵Og jorden er vanhelliget under dem som bor på den; for de har krenket lovene, overtrådt budet, brutt den evige pakt.

⁵Maa on rüvetunud oma elanike all, sest need on üle astunud Seadusest, muutnud seadlusi, murdnud igavese lepingu.

⁶Derfor fortærer forbannelse jorden, og de som bor på den, må bøte; derfor brenner jordboerne, og det blir bare få mennesker igjen.

⁶Seepärast neelab needus maa ja selle elanikud peavad kandma oma süüd; seepärast kahaneb maa elanike hulk ja vähe inimesi jääb järele.

⁷Mosten visner, vintreet sykner bort; alle de som før var så hjerteglade, sukker nu.

⁷Vein leinab, viinapuu kuivab, ägavad kõik, kes olid südamest rõõmsad.

⁸Det er forbi med gleden ved trommenes lyd, det er slutt med de jublendes larm; det er forbi med gleden ved citarens klang.

⁸Lõpeb trummide lõbu, lakkab hõiskajate lärm, kaob kandle rõõm.

⁹De drikker ikke lenger vin under sang; besk er den sterke drikk for dem som drikker den.

⁹Enam ei jooda lauldes veini, vägijook on joojale kibe.

¹⁰Nedbrutt er den øde by; stengt er hvert hus, så ingen kan gå inn.

¹⁰Tühi linn purustatakse, kõik kojad suletakse, sissepääsu ei ole.

¹¹På gatene lyder klagerop over vinen; all glede er borte, landets fryd er blitt landflyktig.

¹¹Tänavail karjutakse veini järele, kõik rõõm kaob, maa lust lahkub.

¹²Tilbake i byen er bare ødeleggelse, og porten er slått i stumper og stykker.

¹²Linna jääb häving ja värav taotakse puruks.

¹³For således skal det gå til blandt folkene på jorden som når oliven slåes ned, som ved efterhøsten, når vinhøsten er forbi.

¹³Sest nõnda peab sündima keset maad, rahvaste keskel, otsekui õlipuu raputus, otsekui järelnoppimine pärast viinamarjalõikuse lõppu.

¹⁴De*, de skal opløfte sin røst og rope med fryd; over Herrens herlighet jubler de fra havet. / {* de som er blitt igjen.}

¹⁴Need seal tõstavad häält, rõkatavad rõõmust, Issanda ülevuse tõttu hõiskavad lääne poolt:

¹⁵Ær derfor Herren, I som bor i Østens land; ær Herrens, Israels Guds navn, I som bor på havets øer*! / {* Vesten.}

¹⁵'Seepärast austage ka ida pool Issandat, mere saartel Issanda, Iisraeli Jumala nime.'

¹⁶Fra jordens ytterste kant hører vi lovsanger: Ære være den Rettferdige! Men jeg sier: Jeg forgår, jeg forgår, ve mig! Røvere røver, ja, røvere røver og plyndrer.

¹⁶Maa äärest kuuleme kiituslaule: 'Austus õigele!' Aga mina ütlen: Kadu mulle, kadu mulle! Häda mulle, petised petavad, jah, petised petavad petise kombel!

¹⁷Gru og grav og garn over dig, du som bor på jorden!

¹⁷Pelg, püügiauk ja püüdepael on su ees, maa elanik.

¹⁸Og det skal skje at den som flyr for den grufulle larm, skal falle i graven, og den som kommer op av graven, skal fanges i garnet; for slusene i det høie er åpnet, og jordens grunnvoller skjelver.

¹⁸Kes siis põgeneb peletushüüu eest, langeb püügiauku; aga kes tuleb püügiaugust välja, selle püüab püüdepael. Sest kõrguse luugid avanevad ja maa alused vappuvad.

¹⁹Jorden brister, ja, den brister; jorden revner, ja, den revner; jorden rystes, ja, den rystes.

¹⁹Maa põrub põrmuks, maa lõheneb lõhki, maa kõigub kõvasti.

²⁰Jorden skal rave som den drukne og svinges hit og dit som en hengekøi, og dens misgjerning skal gynge på den, og den skal falle og ikke reise sig mere.

²⁰Maa vaarub tugevasti, joobnu sarnaselt, ja vangub otsekui vahionn. Tema üleastumine lasub raskesti ta peal, ta langeb ega tõuse enam.

²¹På den tid skal Herren hjemsøke himmelens hær i det høie og jordens konger nede på jorden;

²¹Sel päeval nuhtleb Issand kõrguse väehulki kõrgel ja maa kuningaid maa peal.

²²og de skal samles sammen som fanger i hulen og settes fast i fengslet, og langt om lenge skal de få sin straff.

²²Need kogutakse kokku, kogutakse vangidena auku, suletakse vangitorni ja hulga aja pärast nuheldakse neid.

²³Og månen skal blyges, og solen skamme sig; for Herren, hærskarenes Gud, er konge på Sions berg og i Jerusalem, og for hans eldstes øine er det herlighet.

²³Siis on kuul häbi ja päike häbeneb, sest vägede Issand on kuningas Siioni mäel ja Jeruusalemmas, ja tema vanemate ees paistab auhiilgus.