¹Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

¹Kas sa tead kaljukitsede poegimisaega, kas valvad hirvede sünnitust?

²når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

²Kas sa loed nende tiinuskuid ja tead aega, millal nad poegivad,

³Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

³kui nad kõveraks tõmbudes vasikaid heites oma ihuviljast vabanevad?

⁴Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

⁴Nende vasikad kosuvad, kasvavad avaral aasal, lähevad ära ega tule tagasi nende juurde.

⁵Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

⁵Kes on sebra lahti lasknud ja kes on valla päästnud metseesli köidikud,

⁶De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

⁶kellele ma olen seadnud koduks lagendiku ja elukohaks soolakõrbe?

⁷Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

⁷Ta naerab linna kära, sundija kisa ta ei kuule.

⁸Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

⁸Ta uitab mägedel, oma karjamaal, ja otsib kõike, mis aga haljas on.

⁹det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

⁹Kas metshärg tahab sind teenida? Kas ta jääb ööseks su sõime juurde?

¹⁰Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

¹⁰Kas sa saad metshärja siduda köiega vaole? Kas ta äestab su järel orumaad?

¹¹Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

¹¹Kas sa võid loota tema peale, kuigi ta rammult on suur, ja jätta oma töö tema hooleks?

¹²Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

¹²Kas sa usud, et ta toob tagasi ja kogub su seemne rehealusesse?

¹³Kan du binde villoksen med rep til furen*? Vil den harve dalene efter dig? / {* d.e. tvinge den til å følge plogfuren.}

¹³Jaanalinnu tiivad lehvivad rõõmsasti, aga ons need tiivad ja suled tegusad?

¹⁴Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

¹⁴Sest ta jätab ju oma munad maa peale ja laseb neid liivas soojeneda,

¹⁵Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

¹⁵unustades, et jalg võib need purustada ja metsloom tallata.

¹⁶Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

¹⁶Ta on oma poegade vastu vali, nagu ei olekski need ta omad; see pole tema mure, et ta vaev võiks olla asjatu.

¹⁷Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

¹⁷Sest Jumal on teda lasknud unustada tarkuse ega ole jaganud temale mõistust.

¹⁸og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

¹⁸Aga kui ta siis üles kargab, ta naerab hobust ja ratsanikku.

¹⁹Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

¹⁹Kas sina annad hobusele jõu, ehid ta kaela lakaga?

²⁰For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

²⁰Kas sina paned ta hüppama nagu rohutirtsu? Tema võimas nooskamine on kohutav.

²¹Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

²¹Ta kaabib orus ja tunneb rõõmu, ta läheb jõuliselt relvadele vastu.

²²Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

²²Ta naerab hirmu, ta ei kohku ega tagane mõõga eest.

²³Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

²³Ta kohal kõliseb nooletupp, piigitera ja viskoda.

²⁴Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

²⁴Ta kihutab tuhinal ja hoogsasti ega püsi paigal, kui sarv hüüab.

²⁵Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

²⁵Siis kui puhutakse sarve, hirnub tema: iihahaa! Juba kaugelt haistab ta võitlust, pealikute kisa ja hõikeid.

²⁶Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

²⁶Kas sinu mõistuse abil lendab kull kõrgele, laotab oma tiibu lõuna poole?

²⁷Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

²⁷Kas sinu käsul kerkib kotkas kõrgustesse ja teeb oma pesa kõrgele?

²⁸Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

²⁸Ta elab ja ööbib kalju peal, kaljuserval ja ligipääsmatus paigas.

²⁹Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

²⁹Sealt ta luurab saaki ja ta silmad näevad kaugele.

³⁰Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden?

³⁰Ta pojad rüübivad verd, ja kus on mahalööduid, seal on temagi.'

³¹Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut.

³²Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine.

³³Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den.

³⁴Og Herren blev ved å svare Job og sa:

³⁵Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette!

³⁶Da svarte Job Herren og sa:

³⁷Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn.

³⁸En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.