1Hvorfor larmer hedningene og grunder folkene på det som fåfengt er?
1Miks paganad möllavad ja rahvad mõtlevad tühja?
2Jordens konger reiser sig, og fyrstene rådslår sammen mot Herren og mot hans salvede:
2Ilmamaa kuningad astuvad esile ja vürstid peavad üheskoos nõu Issanda ja tema võitud mehe vastu:
3La oss sprenge deres bånd og kaste deres rep av oss!
3'Kiskugem katki nende ahelad ja visakem enestelt ära nende köied!'
4Han som troner i himmelen, ler, Herren spotter dem.
4Kes taevas istub, naerab; Issand pilkab neid.
5Så taler han til dem i sin vrede, og i sin harme forferder han dem:
5Oma vihas ta kõneleb siis nendega ja oma raevus ta teeb neile hirmu:
6Og jeg har dog innsatt min konge på Sion, mitt hellige berg!
6'Aga mina olen seadnud oma kuninga Siionile, oma pühale mäele.'
7Jeg vil kunngjøre hvad fastsatt er: Herren sa til mig: Du er min sønn, jeg har født dig idag.
7- 'Ma annan teada Issanda otsuse; tema ütles minule: Sina oled mu Poeg, täna ma sünnitasin sinu.
8Begjær av mig! Så vil jeg gi dig hedningene til arv og jordens ender til eie.
8Küsi minult, ja ma annan paganad su pärandiks ning ilmamaa otsad su omandiks.
9Du skal knuse dem med jernstav; som en pottemakers kar skal du sønderslå dem.
9Sa peksad nad puruks raudkepiga, sa lööd nad katki nagu potissepa tehtud astjad.'
10Og nu, I konger, gå viselig frem! La eder advare, I dommere på jorden!
10Niisiis, teie, kuningad, saage mõistlikuks! Teie, ilmamaa kohtumõistjad, laske endid noomida!
11Tjen Herren med frykt og juble med beven!
11Teenige Issandat kartusega ja ilutsege värisemisega!
12Kyss* Sønnen, forat han ikke skal bli vred, og I gå til grunne på veien! For snart kunde hans vrede optendes. Salige er alle de som tar sin tilflukt til ham**. / {* d.e. hyld, 1SA 10, 1.} / {** SLM 34, 9; 84, 13.}
12Andke suud Pojale, et ta ei vihastaks ja teie ei hukkuks oma teel; sest tema viha süttib pea! Õndsad on kõik, kes tema juures pelgupaika otsivad.