1Og du, stem i en klagesang over Israels fyrster
1"Viritä valitusvirsi, laula Israelin ruhtinaista
2og si: Hvad er din mor? En løvinne. Mellem løver hvilte hun; blandt unge løver opfødde hun sine unger.
2näin: -- Mikä olikaan äitisi! Naarasleijona leijonien joukossa. Se lepäsi nuorten urosten keskellä pentujensa kanssa.
3Og hun opfostret en av sine unger*; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker. / {* Joakas.}
3Yhtä poikastaan se ennen muita vaali, ja siitä kasvoi komea leijona, se oppi saalistamaan ja raatelemaan, ihmisiäkin se söi.
4Men hedningefolk fikk høre om ham; i deres grav blev han fanget, og de førte ham med neseringer til Egyptens land.
4Mutta kansat saivat kuulla siitä, ja se pyydystettiin kuoppaan ja vietiin nenärenkaasta taluttaen Egyptin maahan.
5Da hun så at hun hadde ventet forgjeves, at hennes håp var gått til grunne, tok hun en annen av sine unger* og gjorde ham til en ung løve. / {* Jojakin.}
5Kun emo näki, ettei toivoa ollut, että odotus oli turhaa, se otti toisen poikasistaan ja kasvatti sen.
6Han gikk omkring blandt løver; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker.
6Poika käyskenteli urosten joukossa, ja siitä kasvoi komea leijona. Se oppi saalistamaan ja raatelemaan, ihmisiäkin se söi.
7Han voldtok deres enker og ødela deres byer, og landet og alt det der var, blev forferdet ved lyden av hans brøl.
7Se tuhosi heidän palatsinsa, repi hajalle kaupungit. Kaikki maan asukkaat vapisivat, kun se ärjyi.
8Da satte folkene fra landskapene rundt omkring sitt garn op imot ham og spente det ut over ham; han blev fanget i den grav de hadde gravd.
8Mutta kansat kokosivat joukkonsa, kaikkialta tuli väkeä, ja sen tielle viritettiin ansaverkot, se pyydystettin kuoppaan.
9Så satte de ham med krok i nesen i et bur og førte ham til kongen i Babel; der satte de ham i en fast borg, forat hans røst ikke mere skulde høres på Israels fjell.
9Se sai kaulaansa kahleet ja nenäänsä renkaan, ja se vietiin Babylonian kuninkaan luo ja teljettiin luolaan, ettei sen ääntä enää kuultaisi Israelin vuorilla.
10Mens du levde i ro, var din mor som et vintre plantet ved vann; fruktbart og fullt av grener var det, fordi det hadde meget vann.
10Sinun äitisi oli kuin viiniköynnös, veden äärelle istutettu. Se kantoi hedelmää ja vihannoi, olihan sillä vettä.
11Og det fikk sterke grener, tjenlige til herskerspir, og hevet sig høit op mellem skyene, og det falt i øinene ved sin høide og sine mange ranker.
11Siihen kasvoi vankkoja oksia, valtikaksi kelpaavia, ja sen runko kohosi pilvien keskeen. Se näkyi kauas, niin korkea se oli, niin tuuhea ja vihanta.
12Da blev det rykket op i harme og kastet til jorden, og østenvinden tørket bort dets frukt; dets sterke grener blev revet av og tørket bort; ild fortærte dem.
12Mutta vihaisesti se temmattiin irti ja viskattiin maahan, ja kuuma aavikkotuuli kuivetti sen, siitä revittiin hedelmät, ja sen vankat oksat kuivettuivat ja joutuivat tuleen.
13Og nu er det plantet i ørkenen, i et tørt og tørstende land.
13Nyt se on istutettu autiomaahan, vettä janoavaan hietikkoon.
14Og det gikk ut ild fra dets kvistede gren*; den fortærte dets frukt, og det er ikke mere nogen sterk gren på det til herskerspir. Dette er en klagesang, og til en klagesang skal det bli. / {* d.e. fra Sedekias; ESK 17, 13 fg.}
14Sen oksistosta lähti liikkeelle tuli, joka söi versot ja hedelmät. Enää siinä ei ole vankkaa oksaa, ei valtikkapuuta." Valitusvirreksi tämä oli tehty, ja valitusvirsi tästä tuli.