¹Se, Herren tømmer jorden og legger den øde; han omskifter dens skikkelse og adspreder dem som bor på den.

¹Ngaiin, TOUPAN lei a awngsakin, a sesak sina, a lumlet dinga, a omte a dalhsak sin hi.

²Da går det presten som folket, herren som trælen, fruen som trælkvinnen, selgeren som kjøperen, låntageren som långiveren, ågerkaren som hans skyldner.

²Huan, vantang tunga om bangin siampu tungah leng a om ding; bawipa tunga a om bangin a pu tungah leng a om ding; bawinu tung a om bangin a pi tungah leng a om ding; a leimi tunga a om bangin, a khawngmi tungahleng a om ding; leitawisakmi tunga a om bangin a kianga apung pemi tungah leng a om ding.

³Tømmes, ja tømmes skal jorden og plyndres, ja plyndres; for Herren har talt dette ord.

³Lei lah awnsak keuhkeuh inleh hih siat dimdemin a om ding; huai lah TOUPAN a chita ngala.

⁴Jorden sørger og visner bort; jorderike sykner og visner bort; de ypperste av dem som bor på jorden, sykner bort.

⁴Lei lah a kapin a tul a khovel lah bahin a tul a, leia mi tungnungte a bah uhi.

⁵Og jorden er vanhelliget under dem som bor på den; for de har krenket lovene, overtrådt budet, brutt den evige pakt.

⁵Lei lah a ommite nuaiah a buahkhinta; dan te ah a talek ua, thuseh lak a hihlamdang ua, khantawn thukhuna a tatlek jiak un.

⁶Derfor fortærer forbannelse jorden, og de som bor på den, må bøte; derfor brenner jordboerne, og det blir bare få mennesker igjen.

⁶Huaijiakin hamsiatin lei a ne khina, a ommite lah siam louh tansak in a omta uh: huaijiakin leia ommite lah a kanglum ua, mi tawm chik kia a om lai uh.

⁷Mosten visner, vintreet sykner bort; alle de som før var så hjerteglade, sukker nu.

⁷Uain thak lah a kapa, grepgui lah a baha, lungtang nuamte tengteng a mau uhi.

⁸Det er forbi med gleden ved trommenes lyd, det er slutt med de jublendes larm; det er forbi med gleden ved citarens klang.

⁸Khuangtate kipahna lah a daia, kaihging nuamsa ging lah a daita.

⁹De drikker ikke lenger vin under sang; besk er den sterke drikk for dem som drikker den.

⁹Lasa kawmin uai a dawm kei ding uh: ju lah a dawnmite adingin a kha mahmah ding.

¹⁰Nedbrutt er den øde by; stengt er hvert hus, så ingen kan gå inn.

¹⁰Buaina khopi chipsakin a omta: kuamah himhim a lut louhnba ding un in chih khakin a omta.

¹¹På gatene lyder klagerop over vinen; all glede er borte, landets fryd er blitt landflyktig.

¹¹Uain jiakin kongzingte ah kap husa a oma: nuamna tengteng mialsakin a oma, hiai gam nopna a gamgta.

¹²Tilbake i byen er bare ødeleggelse, og porten er slått i stumper og stykker.

¹²Khopi ah siatna nutsiatin a oma, a kulh kongkhak lah vuak siatin a omta.

¹³For således skal det gå til blandt folkene på jorden som når oliven slåes ned, som ved efterhøsten, når vinhøsten er forbi.

¹³Lei laitakah mi chih lakah hichiin a om sing ngala, olive sing vuak nunga gah a om lai sek bangin leh, grep loh nunga grep maih loh ding a om lai sek bang maiin.

¹⁴De*, de skal opløfte sin røst og rope med fryd; over Herrens herlighet jubler de fra havet. / {* de som er blitt igjen.}

¹⁴Huaiten a aw uh a suah ding ua, a kikou ding uh; TOUPA thupina jiakin tuipi akipanin ngaihtakin a kikou ding uh.

¹⁵Ær derfor Herren, I som bor i Østens land; ær Herrens, Israels Guds navn, I som bor på havets øer*! / {* Vesten.}

¹⁵Huaijiakin TOUPA tuh Suahlam ah pahtawi un.

¹⁶Fra jordens ytterste kant hører vi lovsanger: Ære være den Rettferdige! Men jeg sier: Jeg forgår, jeg forgår, ve mig! Røvere røver, ja, røvere røver og plyndrer.

¹⁶Kawlmong tawpa lasak i ja, Mi diktatte kiangah thupina om hen, chih la. Himahleh, ken bel, Ka gawng huaihuaia, ka tung gik hi! lepchiahtaka gamtammiten lepchiahtakin a hih uhi, ka chi a.

¹⁷Gru og grav og garn over dig, du som bor på jorden!

¹⁷Leia om aw, lauhuainate, kokhukte, thangte na tungah a om hi.

¹⁸Og det skal skje at den som flyr for den grufulle larm, skal falle i graven, og den som kommer op av graven, skal fanges i garnet; for slusene i det høie er åpnet, og jordens grunnvoller skjelver.

¹⁸Huchiin hichi ahi dinga, lauhuai husa akipana taipa tuh kokhukah a ke dinga; kokhuk sunga kipana pawtkhe toumi thangah a awk ding; tunglama tohlette lah honin a om ngalam lei kingaknate lah a ling hi.

¹⁹Jorden brister, ja, den brister; jorden revner, ja, den revner; jorden rystes, ja, den rystes.

¹⁹Lei lah a kitam gawp veka, lei lah hihmanin a om vek a, lei lah nak pitakin a ling hi.

²⁰Jorden skal rave som den drukne og svinges hit og dit som en hengekøi, og dens misgjerning skal gynge på den, og den skal falle og ikke reise sig mere.

²⁰Leilah mi zukham bangin a hoi dongdong dinga, bawkta hawt bangin a kihawt ding; a tatlekna lah a tungah giktakin a om ding a, huchiin a puk dinga, a thou nawnta kei ding hi.

²¹På den tid skal Herren hjemsøke himmelens hær i det høie og jordens konger nede på jorden;

²¹Huan, huai ni chiangin hichi ahi dinga, Toupan tunglama mi tungnung pawl lian pipite a gawt ding, leia lei kumpipate toh.

²²og de skal samles sammen som fanger i hulen og settes fast i fengslet, og langt om lenge skal de få sin straff.

²²Huan, hentate kokhuka pi khawma a om bang un huaite pi khawmin a om ding ua, suangkulha khum in a om ding uh, ni sawttak nungin gawt in a om ding uh.Huai hun chiangin tunga kha zum takin a om dinga, tunga ni zahlak takin a om ding; sepaihte TOUPA lah Zion tang leh Jerusalem khuaah leh, a upate maah, thupitakin lalin a om sing ngala.

²³Og månen skal blyges, og solen skamme sig; for Herren, hærskarenes Gud, er konge på Sions berg og i Jerusalem, og for hans eldstes øine er det herlighet.

²³Huai hun chiangin tunga kha zum takin a om dinga, tunga ni zahlak takin a om ding; sepaihte TOUPA lah Zion tang leh Jerusalem khuaah leh, a upate maah, thupitakin lalin a om sing ngala.