¹Da sa tisbitten Elias, en av dem som var flyttet inn i Gilead, til Akab: Så sant Herren, Israels Gud, lever, han hvis tjener jeg er: Det skal i disse år ikke komme dugg eller regn uten efter mitt ord.

¹In Elija, Tisbljan, iz prebivalcev Gileadskih, je govoril Ahabu: Kakor res živi Jehova, Bog Izraelov, ki stojim pred njega obličjem, ne bode ta leta ne rose, ne dežja, razen le po besedi moji!

²Og Herrens ord kom til ham, og det lød således:

²In beseda GOSPODOVA pride k njemu, veleč:

³Gå herfra og ta veien mot øst og skjul dig ved bekken Krit østenfor Jordan!

³Pojdi odtod in obrni se proti vzhodu ter se skrij pri potoku Keritu, ki teče proti Jordanu.

⁴Du skal drikke av bekken, og jeg har befalt ravnene å forsørge dig der.

⁴In iz potoka boš pil, krokarjem pa sem zapovedal, da te ondi žive.

⁵Så gikk han og gjorde som Herren hadde sagt; han gikk til bekken Krit østenfor Jordan og opholdt sig der,

⁵Šel je torej in storil po besedi GOSPODOVI; šel je in bival pri potoku Keritu, ki teče proti Jordanu.

⁶og ravnene kom til ham med brød og kjøtt om morgenen og med brød og kjøtt om aftenen, og han drakk av bekken.

⁶Krokarji pa so mu prinašali kruha in mesa zjutraj ter kruha in mesa zvečer, in iz potoka je pil.

⁷Men da det var gått en tid, blev bekken uttørret; for det kom ikke regn i landet.

⁷In zgodi se za nekoliko časa, da je potok usahnil, zakaj dežja ni bilo v deželi.

⁸Da kom Herrens ord til ham, og det lød således:

⁸In pride mu beseda GOSPODOVA, veleč:

⁹Stå op og gå til Sarepta, som hører til Sidon, og bli der! Jeg har befalt en enke der å forsørge dig.

⁹Vstani, pojdi v Sarepto pri Sidonu, in tam prebivaj; glej, zapovedal sem ondi ovdoveli ženi, da te oskrbuje.

¹⁰Han stod op og gikk til Sarepta, og da han kom til byporten, fikk han se en enke som gikk og sanket ved; han ropte på henne og sa: Hent mig litt vann i en skål, så jeg kan få drikke!

¹⁰Vstane torej in odide v Sarepto, in ko pride do mestnih vrat, glej, vdova je bila ondi in je pobirala dračje. In jo pokliče ter veli: Prinesi mi, prosim, malo vode v posodi, da pijem.

¹¹Da hun nu gikk for å hente det, ropte han efter henne og sa: Ta med et stykke brød til mig!

¹¹Ko ona gre, da prinese, pokliče za njo in veli: Prosim, prinesi mi tudi grižljaj kruha v roki svoji!

¹²Da sa hun: Så sant Herren din Gud lever: Jeg eier ikke en brødskive, men har bare en håndfull mel i krukken og litt olje i kruset, og nu går jeg her og sanker et par stykker ved for å gå hjem og lage det til for mig og min sønn, så vi kan ete det og så dø.

¹²Ona odvrne: Kakor res živi GOSPOD, Bog tvoj, nimam ničesar pečenega, samo prgišče moke v skrinji in malo olja v vrču, in glej, ravnokar sem nabrala malo dračja, da stopim noter in to pripravim sebi in sinu svojemu, da jeva in umrjeva.

¹³Men Elias sa til henne: Frykt ikke! Gå hjem og lag det til, som du har sagt! Lag bare først et lite brød til mig av det og kom ut til mig med det! Siden kan du så lage til noget for dig og din sønn.

¹³A Elija ji veli: Ne boj se! Pojdi in naredi, kakor si dejala, toda pripravi meni majhen kolač najprej ter mi ga prinesi in potem pripravi sebi in sinu svojemu.

¹⁴For så sier Herren, Israels Gud: Melkrukken skal ikke bli tom og oljekruset ikke fattes olje like til den dag Herren sender regn over jorden.

¹⁴Zakaj tako pravi GOSPOD, Bog Izraelov: Moka v skrinji ne bo pošla in olja v vrču ne bo zmanjkalo do dneva, ob katerem pošlje GOSPOD dež nad zemljo.

¹⁵Og hun gikk og gjorde som Elias hadde sagt, og de hadde mat, både han og hun og hennes hus, i lang tid;

¹⁵In je šla in naredila po besedi Elijevi. In je jedla, tudi on in ona in njena družina dosti dni.

¹⁶melkrukken blev ikke tom, og oljekrukken fattedes ikke olje, efter det ord som Herren hadde talt gjennem Elias.

¹⁶Moka v skrinji ni pošla in olja v vrču ni zmanjkalo po besedi GOSPODOVI, ki jo je bil govoril po Eliju.

¹⁷Men nogen tid efter hendte det at sønn til konen som eide huset, blev syk; og hans sykdom blev så svær at det til slutt ikke mere var livsånde i ham.

¹⁷Zgodi se pa po teh rečeh, da zboli sin tiste žene, hišne gospodinje, in bolezen mu je bila tako huda, da ni bilo več sape v njem.

¹⁸Da sa hun til Elias: Hvad har jeg med dig å gjøre, du Guds mann? Du er kommet til mig for å minne mig om min synd og la min sønn dø.

¹⁸In reče Eliju: Kaj je meni s teboj, mož Božji? Prišel si k meni, da spraviš v spomin krivico mojo in da umoriš sina mojega!

¹⁹Han svarte henne: Gi mig din sønn hit! Så tok han ham fra hennes fang og bar ham op på loftet, hvor han bodde, og la ham på sin seng.

¹⁹On pa veli: Daj mi sem sina svojega! In ga vzame iz njenega naročja ter ga odnese v zgornjo izbo, kjer je prebival, in ga položi na posteljo svojo.

²⁰Og han ropte til Herren og sa: Herre min Gud! Har du da også ført ulykke over denne enke hos hvem jeg bor som gjest, ved å la hennes sønn dø?

²⁰In kliče h GOSPODU in reče: O GOSPOD, Bog moj, si li celo tej vdovi, pri kateri gostujem, hudo storil, ko si umoril sina njenega?

²¹Så strakte han sig tre ganger bortover barnet og ropte til Herren og sa: Herre min Gud! La dette barns sjel vende tilbake til det!

²¹In se razprostre trikrat nad detetom in kliče h GOSPODU, rekoč: GOSPOD, Bog moj, prosim, naj se vrne tega dečka duša zopet vanj!

²²Og Herren hørte Elias' bønn, og barnets sjel vendte tilbake, så det blev levende igjen.

²²In GOSPOD je uslišal glas Elijev, in duša dečkova se je povrnila vanj, in je oživel.

²³Og Elias tok barnet og bar det fra loftet ned i huset og gav det til dets mor; og han sa: Se, din sønn lever.

²³In Elija vzame dečka ter ga prinese iz zgornje izbe doli v hišo in ga izroči materi njegovi; in Elija reče: Glej, sin tvoj živi!In žena reče Eliju: Sedaj sem spoznala, da si ti mož Božji in da beseda GOSPODOVA v ustih tvojih je resnica.

²⁴Da sa kvinnen til Elias: Nu vet jeg at du er en Guds mann, og at Herrens ord i din munn er sannhet.

²⁴In žena reče Eliju: Sedaj sem spoznala, da si ti mož Božji in da beseda GOSPODOVA v ustih tvojih je resnica.