¹Og Salomo inngikk svogerskap med Farao, Egyptens konge; han tok Faraos datter til ekte og førte henne inn i Davids stad inntil han blev ferdig med å bygge både sitt eget hus og Herrens hus og muren rundt omkring Jerusalem.

¹In Salomon je sklenil svaštvo s Faraonom, egiptovskim kraljem, vzemši hčer Faraonovo; in pripeljal jo je v mesto Davidovo, dokler ni dozidal hiše svoje in hiše GOSPODOVE in zidu okoli Jeruzalema.

²Folket ofret dengang bare på haugene; for på den tid var det ennu ikke bygget noget hus for Herrens navn.

²Ali ljudstvo je darovalo na višavah, ker ni bilo hiše sezidane imenu GOSPODOVEM do teh dni.

³Salomo elsket Herren, så han fulgte sin far Davids forskrifter; dog ofret han på haugene og brente røkelse der.

³In Salomon je ljubil GOSPODA živeč po postavah Davida, očeta svojega, samo da je daroval in kadilo žgal na višavah.

⁴Og kongen drog til Gibeon* for å ofre der; for der var den ypperste offerhaug. Tusen brennoffer ofret Salomo på alteret der. / {* der var på den tid tabernaklet; arken var i Jerusalem.}

⁴Šel pa je Salomon v Gibeon, da bi ondi daroval, kajti to je bila velika višava; tisoč žgalnih daritev je daroval Salomon na ondotnem oltarju.

⁵I Gibeon åpenbarte Herren sig for Salomo i en drøm om natten; Gud sa: Bed om det du vil jeg skal gi dig!

⁵V Gibeonu se je GOSPOD prikazal Salomonu v sanjah po noči; in Bog je dejal: Prosi, kaj naj ti dam.

⁶Salomo svarte: Du har vist stor miskunnhet mot din tjener David, min far, efterdi han vandret for ditt åsyn i sannhet og i rettferdighet og i hjertets opriktighet mot dig, og denne store miskunnhet vedblev du stadig å vise ham og gav ham en sønn som skulde sitte på hans trone, således som det er idag.

⁶In Salomon reče: Ti si izkazal hlapcu svojemu Davidu, očetu mojemu, veliko milost, po tem, da je živel pred obličjem tvojim v resnici, v pravičnosti in poštenosti srca s teboj; in si mu ohranil to milost veliko, da si mu dal sina, da bi sedel na prestolu njegovem, kakor se danes vidi.

⁷Nu har du da, Herre min Gud, gjort din tjener til konge i min far Davids sted; men jeg er bare en ungdom og vet ikke hvorledes jeg skal bære mig at i ett og alt.

⁷In sedaj, GOSPOD, Bog moj, si storil hlapca svojega za kralja namesto Davida, očeta mojega, jaz pa sem majhen deček, ne vem, kako hoditi ven in kako hoditi noter.

⁸Og din tjener står her midt iblandt ditt folk, det som du har utvalgt, et folk som er så stort at det ikke kan regnes eller telles, så stort er det.

⁸In hlapec tvoj je sredi ljudstva tvojega, ki si ga izvolil, ki je ljudstvo veliko in se ne more prešteti, ne popisati zavoljo množine.

⁹Så gi da din tjener et hørsomt hjerte til å dømme ditt folk, til å skille mellem godt og ondt! For hvem kunde ellers dømme dette ditt folk som er så tallrikt?

⁹Daj torej hlapcu svojemu razumno srce, da more soditi ljudstvo tvoje in razpoznavati dobro in zlo; kajti kdo je zmožen soditi temu množnemu ljudstvu tvojemu?

¹⁰Herren syntes godt om at Salomo hadde bedt om denne ting.

¹⁰In dobra je bila ta beseda v očeh Gospodovih, da je Salomon prosil take reči.

¹¹Og Gud sa til ham: Efterdi du har bedt om denne ting og ikke bedt om et langt liv og ikke bedt om rikdom og heller ikke om dine fienders død, men har bedt om forstand til å akte på hvad rett er,

¹¹In Bog mu reče: Ker si prosil te reči in nisi prosil sebi dolgega življenja, tudi ne bogastva zase, niti smrti svojih sovražnikov, marveč si prosil zase razumnosti, da znaš zasliševati pravde:

¹²så vil jeg gjøre som du beder: Jeg vil gi dig et vist og forstandig hjerte, så det ikke har vært din like før og ikke vil komme din like efter dig.

¹²glej, storil sem po besedi tvoji: dal sem ti srce modro in razumno, da ni bilo tebi enakega pred teboj in tudi za teboj enak ne vstane.

¹³Og det du ikke har bedt om, vil jeg og gi dig, både rikdom og ære, så det ikke skal være din like blandt kongene alle dine dager.

¹³Pa tudi česar nisi prosil, sem ti dal, bogastva in slave, da ne bode tebi enakega med kralji vse tvoje žive dni.

¹⁴Og dersom du vil vandre på mine veier, så du holder mine lover og mine bud, som din far David gjorde, så vil jeg gi dig et langt liv.

¹⁴In ako boš hodil po mojih potih, izpolnjujoč moje postave in zapovedi, kakor je hodil oče tvoj David, podaljšam tvoje dni.

¹⁵Da våknet Salomo, og han skjønte at det var en drøm. Og da han kom til Jerusalem, trådte han frem for Herrens pakts-ark og ofret brennoffer og bar frem takkoffer og gjorde et gjestebud for alle sine tjenere.

¹⁵In Salomon se prebudi, in glej, sanje so bile; in pride v Jeruzalem ter se postavi pred skrinjo zaveze Gospodove in daruje žgalne in mirovne daritve in napravi gostovanje vsem svojim hlapcem.

¹⁶På den tid kom det to skjøger og trådte frem for kongen.

¹⁶Tedaj sta prišli dve ženski, nečistnici, h kralju in stopili predenj.

¹⁷Og den ene kvinne sa: Hør på mig, herre! Jeg og denne kvinne bodde i samme hus, og jeg fødte et barn i huset hos henne.

¹⁷In prva reče: Prosim, gospod moj, jaz in ta žena prebivava v eni hiši, in porodila sem pri njej v hiši.

¹⁸Og den tredje dag efterat jeg hadde født, fødte også denne kvinne et barn. Der var vi nu sammen; det var ingen fremmed hos oss i huset; bare vi to var i huset.

¹⁸In tretji dan po mojem porodu je porodila tudi ona; in bili sva skupaj ter ni bilo tujca z nama v hiši, sami dve sva bili v hiši.

¹⁹Om natten døde sønnen til denne kvinne fordi hun hadde ligget på ham;

¹⁹In te žene sin je umrl po noči, ker ga je poležala.

²⁰og hun stod op midt om natten og tok min sønn fra min side, mens din tjenerinne sov, og hun la ham ved sin barm, og sin egen sønn som var død, la hun ved min barm.

²⁰In vstane opolnoči in vzame sina mojega od moje strani, ko je spala dekla tvoja, ter ga položi v naročje svoje, svojega mrtvega sina pa položi meni v naročje.

²¹Da jeg så stod op om morgenen for å gi min sønn die, fikk jeg se at han var død; men da jeg om morgenen så nøiere på ham, da var det ikke min sønn, den som jeg hadde født.

²¹In ko vstanem proti jutru, da bi podojila sina svojega, glej, mrtev je bil; ali ko ga bolj skrbno pogledam za jutra, glej, ni bil moj sin, ki sem ga bila porodila.

²²Da sa den andre kvinne: Nei, den som lever, er min sønn, og den som er død, er din. Men den første sa: Nei, den som er død, er din sønn, og den som lever, er min. Således talte de mens de stod for kongen.

²²In druga žena reče: Ni tako, ampak moj sin je živ, in tvoj sin je mrtev. Ta pa odvrne: Nikar, ampak mrtvi je tvoj, živi pa moj. Tako sta se prepirali pred kraljem.

²³Da sa kongen: Den ene sier: Denne som lever, er min sønn, og den som er død, er din. Og den andre sier: Nei, den som er død, er din sønn, og den som lever, er min.

²³Tedaj reče kralj: Ta pravi: Ta je moj sin, ki živi, in mrtvi je tvoj; in druga pravi: Nikar, ampak tvoj sin je mrtev, moj pa živi.

²⁴Så sa kongen: Hent mig et sverd! Og de kom med et sverd og bar det frem for kongen.

²⁴Veli kralj: Prinesite mi meč! In prineso pred kralja meč.

²⁵Da sa kongen: Hugg det levende barn i to stykker og gi den ene halvdel til den ene og den andre halvdel til den andre!

²⁵Kralj pa veli: Razdelite živo dete na dvoje in dajte tej polovico ter polovico oni!

²⁶Da sa den kvinne som var mor til det levende barn, til kongen - for hennes hjerte brente for hennes barn - hun sa: Hør på mig, herre! Gi henne det levende barn og drep det for all ting ikke! Men den andre sa: Hverken jeg eller du skal ha det; hugg bare til!

²⁶Tedaj izpregovori žena, katere je bilo živo dete, kajti njeno srce se je genilo nad njenim otrokom, in reče kralju: Prosim, gospod moj, dajte ji živo dete in nikar ga ne usmrtite! Druga pa reče: Ne bodi ne moje, ne tvoje, razdeli naj se!

²⁷Da tok kongen til orde og sa: Gi henne det levende barn og drep det ikke! Hun er dets mor.

²⁷Tedaj odgovori kralj in veli: Dajte oni živo dete, nikar ga ne umorite! ona je mati njegova.In slišal je ves Izrael sodbo, ki jo je razsodil kralj, in bali so se kralja, kajti videli so, da je modrost Božja v njem, da bi delil pravico.

²⁸Hele Israel fikk høre om den dom kongen hadde felt, og de hadde ærefrykt for kongen; for de så at Guds visdom var i hans hjerte, så at han dømte rett.

²⁸In slišal je ves Izrael sodbo, ki jo je razsodil kralj, in bali so se kralja, kajti videli so, da je modrost Božja v njem, da bi delil pravico.