¹For selv vet I, brødre, om den inngang vi fikk hos eder, at den ikke er blitt uten frukt;

¹Saj sami veste, bratje, za naš prihod k vam, da ni bil prazen:

²men enda vi forut hadde lidt og var blitt mishandlet i Filippi, som I vet, fikk vi dog frimodighet i vår Gud til å tale Guds evangelium til eder under megen strid.

²temuč, dasi smo trpeli prej in smo bili zasramovani, kakor veste, v Filipih, osrčili smo se v Bogu našem, da govorimo k vam evangelij Božji v mnogem boju.

³For vår forkynnelse kommer ikke av villfarelse eller av urenhet eller med svik;

³Kajti opominjanje naše ni iz zmotnjave, ne iz nečistosti, ne v zvijači,

⁴men likesom vi av Gud er aktet verdige til at evangeliet blev oss betrodd, således taler vi, ikke som de som vil tekkes mennesker, men Gud, som prøver våre hjerter.

⁴temuč kakor nas je Bog za vredne spoznal izročiti nam evangelij, tako govorimo; ne da bi bili ljudem po volji, ampak Bogu, ki presoja srca naša.

⁵For hverken kom vi nogensinne med smigrende ord, som I vet, eller med skalkeskjul for havesyke, Gud er vårt vidne,

⁵Kajti s prilizljivo besedo nismo nastopili nikdar, kakor veste, niti s kako pretvezo za lakomnost, Bog je priča;

⁶heller ikke søkte vi ære av mennesker, hverken av eder eller av andre, enda vi hadde kunnet kreve ære som Kristi apostler;

⁶tudi nismo iskali slave od ljudi, ne od vas, ne od drugih, dasi bi bili lahko imenitni kakor apostoli Kristusovi.

⁷men vi var milde iblandt eder: likesom en mor varmer sine barn ved sitt bryst,

⁷Ampak bili smo krotki sredi vas, kakor pač dojka goji otroke svoje:

⁸således vilde vi gjerne i inderlig kjærlighet til eder gi eder ikke bare Guds evangelium, men og vårt eget liv, fordi I var blitt oss kjære.

⁸prav tako, milo hrepeneč po vas, nas je bila volja, ne samo podati vam evangelij Božji, ampak tudi duše svoje, ker smo si vas jako priljubili.

⁹I minnes jo, brødre, vårt strev og vår møie: under arbeid natt og dag, for ikke å falle nogen av eder til byrde, forkynte vi Guds evangelium for eder.

⁹Saj se spominjate, bratje, truda našega in težave: ker noč in dan smo delali, da bi ne bili nadležni komu izmed vas, ko smo vam oznanjali evangelij Božji.

¹⁰I er vidner, og Gud med, hvor hellig og rettferdig og ulastelig vi ferdedes iblandt eder, I troende,

¹⁰Vi ste priče, pa tudi Bog, kako sveto in pravično in brez graje smo se vedli do vas, ki verujete;

¹¹likesom I vet hvorledes vi formante hver og en av eder, som en far sine barn, og la eder på hjerte

¹¹da smo, kakor veste, slehernega izmed vas kakor oče otroke svoje opominjali, izpodbujali in rotili,

¹²og bad eder inderlig å vandre verdig for Gud, som har kalt eder til sitt rike og sin herlighet.

¹²da živite dostojno Boga, ki vas kliče v svoje kraljestvo in slavo.

¹³Og derfor takker også vi Gud uavlatelig for at da I fikk det Guds ord vi forkynte, tok I imot det, ikke som et menneske-ord, men, som det i sannhet er, som et Guds ord, som og viser sig virksomt i eder som tror.

¹³Zato tudi mi zahvaljujemo Boga neprestano, da ste, prejemši od nas besedo oznanila Božjega, jo sprejeli ne kot besedo človeško, ampak, kakor je resnično, kot besedo Božjo, ki tudi deluje v vas verujočih.

¹⁴For I, brødre, er blitt efterfølgere av de Guds menigheter som er i Kristus Jesus i Judea, idet og I har lidt det samme av eders egne landsmenn som de har lidt av jødene,

¹⁴Zakaj vi ste postali, bratje, posnemalci cerkva Božjih, ki so v Judeji v Kristusu Jezusu, ker ste tudi vi isto trpeli od lastnih rojakov, kakor tudi oni od Judov;

¹⁵som og slo den Herre Jesus og profetene ihjel og forfulgte oss og ikke tekkes Gud og står alle mennesker imot,

¹⁵ti so i Gospoda Jezusa umorili i proroke in nas pregnali, in Bogu niso prijetni in vsem ljudem so zoprni;

¹⁶idet de hindrer oss fra å tale til hedningene, så de kan bli frelst, forat de alltid må fylle sine synders mål. Dog, vreden har endelig nådd dem!

¹⁶nam branijo govoriti poganom, da bi se zveličali, da tako vsekdar napolnijo mero grehov svojih. Prišla pa je nadnje jeza Božja do konca.

¹⁷Men da vi, brødre, hadde vært skilt fra eder en kort stund, med vårt åsyn, ikke med hjertet, gjorde vi oss i vår store lengsel så meget mere umak for å få se eders åsyn,

¹⁷Mi pa, bratje, osiroteli za vami za nekaj časa, po obličju, ne po srcu, smo si tolikanj bolj prizadevali videti obličje vaše z mnogim hrepenenjem.

¹⁸fordi vi gjerne vilde komme til eder - jeg, Paulus, både én gang og to ganger - men Satan hindret oss.

¹⁸Zato smo hoteli priti k vam, jaz Pavel enkrat, dvakrat, a branil nam je satan.

¹⁹For hvem er vel vårt håp eller vår glede eller vår hederskrans? er ikke også I det for vår Herre Jesu åsyn ved hans komme?

¹⁹Kajti kdo je naše upanje, ali veselje, ali slave venec? Ali ne tudi vi pred Gospodom našim Jezusom Kristusom o prihodu njegovem?Vi ste zares slava naša in veselje.

²⁰I er jo vår ære og vår glede.

²⁰Vi ste zares slava naša in veselje.