¹Da sa Salomo: Herren har sagt at han vil bo i mulmet;

¹Tedaj reče Salomon: Jehova je rekel, da bo prebival v mrakoti.

²og nu har jeg bygget et hus til bolig for dig, et sted hvor du kan bo til evig tid.

²A jaz sem ti zgradil hišo v prebivališče, stan tebi za sedež na veke!

³Så vendte kongen sig om og velsignet hele Israels menighet, mens hele Israels menighet stod.

³In kralj obrne obličje in blagoslovi ves zbor Izraelov; in ves zbor Izraelov je stal.

⁴Han sa: Lovet være Herren, Israels Gud, som med sin munn talte med David, min far, og med sin hånd har opfylt det han lovte da han sa:

⁴In reče: Hvaljen bodi GOSPOD, Bog Izraelov, ki je obljubil z usti svojimi Davidu, očetu mojemu, in z roko svojo je to izpolnil, govoreč:

⁵Fra den dag jeg førte mitt folk ut av Egyptens land, har jeg ikke utvalgt nogen by blandt alle Israels stammer, så der skulde bygges et hus til bolig for mitt navn, heller ikke har jeg utvalgt nogen mann til å være fyrste over mitt folk Israel;

⁵Od dne, ko sem odpeljal ljudstvo svoje iz dežele Egiptovske, nisem izvolil nobenega mesta iz vseh rodov Izraelovih, da se v njem zgradi hiša, ki naj bi v njej bilo ime moje; tudi nisem izvolil nikogar, da bodi vojvoda ljudstvu mojemu Izraelu;

⁶men jeg utvalgte Jerusalem til bolig for mitt navn, og jeg utvalgte David til å råde over mitt folk Israel.

⁶ali izvolil sem Jeruzalem, da bodi v njem moje ime, in izvolil sem Davida, da bodi nad ljudstvom mojim Izraelom.

⁷Og David, min far, hadde i sinne å bygge et hus for Herrens, Israels Guds navn.

⁷Bilo pa je na srcu Davidu, očetu mojemu, da zgradi hišo imenu GOSPODA, Boga Izraelovega.

⁸Men Herren sa til David, min far: At du har hatt i sinne å bygge et hus for mitt navn, det har du gjort vel i;

⁸Ali GOSPOD je rekel Davidu, očetu mojemu: Ker ti je bilo na srcu, sezidati hišo mojemu imenu, si dobro storil, da si to imel v srcu.

⁹men du skal ikke bygge huset; din sønn som skal utgå av dine lender, han skal bygge huset for mitt navn.

⁹Vendar pa ti ne boš zidal tiste hiše, temuč sin tvoj, ki pride iz ledja tvojega, ta bo zgradil hišo mojemu imenu.

¹⁰Og Herren opfylte det ord han hadde talt, og jeg er trådt i min far Davids sted og har tatt sete på Israels trone, således som Herren hadde sagt, og jeg har bygget huset for Herrens, Israels Guds navn.

¹⁰In GOSPOD je vzdržal besedo svojo, ki jo je govoril: kajti jaz sem nastopil na očeta svojega Davida mestu in sedim na prestolu Izraelovem, kakor je bil GOSPOD obljubil, in zgradil sem hišo imenu Jehove, Boga Izraelovega.

¹¹Og der har jeg satt arken, hvori Herrens pakt er, den pakt som han gjorde med Israels barn.

¹¹In vanjo sem postavil skrinjo, v kateri je zaveza GOSPODOVA, ki jo je sklenil s sinovi Izraelovimi.

¹²Så trådte Salomo frem foran Herrens alter midt for hele Israels menighet og bredte ut sine hender.

¹²In stopi pred oltar GOSPODOV vpričo vsega zbora Izraelovega in razprostre roke

¹³For han hadde gjort en forhøining av kobber, fem alen lang og fem alen bred og tre alen høi, og satt den midt i gården; på den stod han nu. Og han falt på kne midt for hele Israels menighet og bredte ut sine hender mot himmelen

¹³(naredil je bil namreč Salomon bronast oder, pet komolcev dolg in pet komolcev širok in tri komolce visok, in ga je postavil sredi dvorišča; in nanj stopivši, poklekne na kolena pred vsem zborom Izraelovim in razprostre roke proti nebu)

¹⁴og sa: Herre, Israels Gud! Det er ingen Gud som du, hverken i himmelen eller på jorden, du som holder din pakt og bevarer din miskunnhet mot dine tjenere, når de vandrer for ditt åsyn av alt sitt hjerte,

¹⁴in reče: O GOSPOD, Bog Izraelov, tebi ni enakega Boga v nebesih ali na zemlji, ki hraniš zavezo in milost hlapcem svojim, ki hodijo pred obličjem tvojim z vsem srcem svojim;

¹⁵du som har holdt det du lovte din tjener David, min far; du lovte det med din munn, og med din hånd har du opfylt det, som det viser sig idag.

¹⁵ki si ohranil hlapcu svojemu Davidu, očetu mojemu, kar si mu bil obljubil. Z usti svojimi si govoril in z roko svojo si to izpolnil, kakor se danes vidi.

¹⁶Så hold nu og, Herre, Israels Gud, det du lovte din tjener David, min far, da du sa: Det skal aldri fattes en mann av din ætt til å sitte på Israels trone for mitt åsyn, så sant dine barn akter på sin vei og vandrer efter min lov, som du har vandret for mitt åsyn.

¹⁶In sedaj, GOSPOD, Bog Izraelov, ohrani hlapcu svojemu Davidu, očetu mojemu, kar si mu bil obljubil, govoreč: Ne bo ti zmanjkalo pred obličjem mojim moža, ki bo sedel na prestolu Izraelovem, samo če pazijo sinovi tvoji na pot svojo, da hodijo po moji postavi, kakor si ti hodil pred menoj.

¹⁷Så la nu, Herre, Israels Gud, det ord bli sannhet som du har talt til din tjener David!

¹⁷Sedaj torej, GOSPOD, Bog Izraelov, naj se uresniči beseda tvoja, ki si jo govoril hlapcu svojemu Davidu.

¹⁸Men bor da Gud virkelig hos menneskene på jorden? Se, himlene og himlenes himler rummer dig ikke; hvor meget mindre da dette hus som jeg har bygget!

¹⁸Toda prebiva li v istini Bog z ljudmi na zemlji? Glej, nebo in nebes nebesa te ne morejo obseči, koliko manj ta hiša, ki sem jo sezidal!

¹⁹Men du vil allikevel vende dig til din tjeners bønn og til hans ydmyke begjæring, Herre min Gud, og høre på det rop og den bønn som din tjener bærer frem for ditt åsyn,

¹⁹Vendar se ozri na molitev svojega hlapca in na njegovo prošnjo, GOSPOD, Bog moj, da poslušaš vpitje in molitev, ki jo moli hlapec tvoj pred teboj:

²⁰så dine øine må være oplatt mot dette hus dag og natt - det sted hvorom du har sagt at du vil la ditt navn bo der - så du hører på den bønn som din tjener beder, vendt mot dette sted.

²⁰da bodo oči tvoje odprte proti tej hiši po dne in po noči, proti mestu, o katerem si rekel, da postaviš tam ime svoje, da uslišiš molitev, ki jo bo molil hlapec tvoj na tem mestu.

²¹Du vil høre på din tjeners og ditt folk Israels ydmyke begjæringer, som de bærer frem, vendt mot dette sted; du vil høre dem fra det sted hvor du bor, fra himmelen; du vil høre og tilgi.

²¹Poslušaj torej prošnjo hlapca svojega in ljudstva svojega Izraela, ki jo bodo prosili, obrnjeni proti temu mestu, poslušaj na mestu prebivanja svojega, v nebesih, in ko poslušaš, odpuščaj!

²²Når nogen synder mot sin næste, og de krever en ed av ham og lar ham sverge, og han så kommer inn og sverger foran ditt alter i dette hus,

²²Ako se kdo pregreši zoper bližnjega svojega in se mu naloži prisega, da se zaveže s prisego, in ta prisega pride pred tvoj oltar v tej hiši:

²³så vil du høre fra himmelen og gripe inn og hjelpe dine tjenere til deres rett, så du gjengjelder den skyldige og lar hans gjerninger komme over hans eget hode, og dømmer den rettferdige rettferdig og lar ham få efter sin rettferdighet.

²³ti poslušaj v nebesih in stóri, da se pravica zgodi hlapcem tvojim s tem, da obsodiš krivičnega ter mu spraviš pot njegov na glavo, pravičnega pa opravičiš in mu poplačaš po pravičnosti njegovi.

²⁴Når ditt folk Israel blir slått av fienden fordi de synder mot dig, men de så vender om og bekjenner ditt navn og beder til dig og bønnfaller om nåde for ditt åsyn i dette hus,

²⁴Kadar bo ljudstvo tvoje izraelsko poraženo pred sovražnikom, ker so grešili zoper tebe, pa se zopet obrnejo in pripoznajo tvoje ime in bodo molili in ponižno prosili pred teboj v tej hiši:

²⁵så vil du høre det fra himmelen og forlate ditt folk Israels synd og føre dem tilbake til det land du har gitt dem og deres fedre.

²⁵ti poslušaj v nebesih in odpusti greh ljudstva svojega, Izraela, ter jih zopet pripelji v deželo, ki si jo dal njim in njih očetom.

²⁶Når himmelen lukkes, så det ikke kommer regn, fordi de synder mot dig, og de så beder, vendt mot dette sted, og bekjenner ditt navn og vender om fra sin synd, fordi du ydmyker dem,

²⁶Kadar se zapre nebo, da ne bo dežja, ker so grešili zoper tebe, pa bodo molili, obrnjeni proti temu kraju, in pripoznavali tvoje ime in se izpreobrnejo od grehov svojih, ker si jih ponižal:

²⁷så vil du høre det i himmelen og forlate dine tjeneres og ditt folk Israels synd, fordi du vil lede dem til den gode vei de skal vandre, og du vil la det regne over ditt land, som du har gitt ditt folk til arv.

²⁷ti poslušaj v nebesih in odpusti greh hlapcev svojih in ljudstva svojega, Izraela, da jih učiš dobro pot, po kateri naj hodijo, in pošlješ dežja deželi svoji, ki si jo dal ljudstvu svojemu v dediščino.

²⁸Når det kommer hungersnød i landet, når det kommer pest, når det kommer brand og rust på kornet, gresshopper og gnagere, når deres fiender trenger inn i deres land og kringsetter deres byer, når det kommer nogen plage eller nogen sykdom -

²⁸Kadar bode v deželi lakota, kadar pride kuga ali snet ali strupena rosa, kobilice ali gosenice; ko jih bodo sovražniki oblegali v deželi njih mest; katerakoli pridi nadloga, katerakoli bolezen:

²⁹hver gang da noget menneske eller hele ditt folk Israel bærer frem nogen bønn eller ydmyk begjæring, fordi de hver for sig kjenner sitt hjertes plage og lidelse som har rammet dem, og de så breder ut sine hender mot dette hus,

²⁹kakršnokoli molitev in prošnjo bo molil kdo ali vse ljudstvo tvoje izraelsko, kadar spozna vsakteri svojo kazen in svojo nadlogo in iztegne roke proti tej hiši:

³⁰så vil du høre det fra himmelen, der hvor du bor, og du vil tilgi og gi hver mann efter alle hans gjerninger, fordi du kjenner hans hjerte - for du alene kjenner menneskenes hjerte -

³⁰ti poslušaj v nebesih, v mestu prebivanja svojega, in odpusti in vsakemu povrni po vsem življenju njegovem, kakor spoznaš srce njegovo (zakaj ti, edini ti poznaš srca otrok človeških),

³¹så de må frykte dig og vandre på dine veier alle de dager de lever i det land du har gitt våre fedre.

³¹da bi se te bali in hodili po potih tvojih, dokler žive v deželi, ki si jo dal njih očetom.

³²Også om en fremmed, en som ikke er av ditt folk Israel, men kommer fra et fjernt land for ditt store navns og din sterke hånds og din utrakte arms skyld - kommer og beder, vendt mot dette hus,

³²Ako pa tudi inostranec, ki ni iz ljudstva tvojega, Izraela, pride iz daljne dežele zaradi imena tvojega velikega in zaradi močne roke tvoje in iztegnjene rame tvoje; ko torej pridejo in bodo molili proti tej hiši:

³³så vil du høre fra himmelen, der hvor du bor, og gjøre alt som den fremmede roper til dig om, så alle jordens folk må lære å kjenne ditt navn og frykte dig likesom ditt folk Israel og forstå at det er ditt navn det nevnes med dette hus som jeg har bygget.

³³ti poslušaj v nebesih, v mestu prebivanja svojega, in stóri vse, za kar te kliče inostranec; da spoznajo vsa ljudstva na zemlji tvoje ime, da bi se te bali kakor ljudstvo tvoje, Izrael, ter da se prepričajo, da se imenuje ta hiša, ki sem jo zgradil, po imenu tvojem.

³⁴Når ditt folk drar ut i krig mot sine fiender på den vei du sender dem, og de så beder til dig, vendt mot denne stad som du har utvalgt, og det hus jeg har bygget for ditt navn,

³⁴Kadar pojde ljudstvo tvoje v vojno zoper sovražnike svoje, po kateremkoli potu jih pošlješ, in bodo molili k tebi, ozirajoč se proti temu mestu, ki si ga izvolil, in proti hiši, ki sem jo zgradil imenu tvojemu:

³⁵så vil du fra himmelen høre deres bønn og ydmyke begjæring og hjelpe dem til deres rett.

³⁵ti poslušaj v nebesih njih molitev in prošnjo ter se potegni za njih pravdo.

³⁶Når de synder mot dig - for det er intet menneske som ikke synder - og du vredes på dem og gir dem i fiendens vold, og de som tar dem til fange, fører dem bort til et annet land, fjernt eller nær,

³⁶Kadar se pregreše zoper tebe (kajti ni ga človeka, ki ne greši) in se razsrdiš nad njimi in jih izročiš sovražniku, da jih ujete peljejo v deželo daljno ali bližnjo:

³⁷men de så tar sig det til hjerte i det land hvor de holdes fanget, og omvender sig og bønnfaller dig om nåde i sitt fangenskaps land og sier: Vi har syndet, vi har gjort ille og vært ugudelige,

³⁷ako pa se premislijo v deželi, kamor so bili odpeljani v ujetništvo, in se izpreobrnejo in te ponižno prosijo v deželi ujetništva svojega, govoreč: Grešili smo, krivično smo delali, brezbožno smo ravnali!

³⁸og de omvender sig til dig av alt sitt hjerte og av all sin sjel i det land som de er bortført til og holdes fanget i, og de beder, vendt mot sitt land, som du har gitt deres fedre, og den stad du har utvalgt, og det hus jeg har bygget for ditt navn,

³⁸ako se k tebi povrnejo iz vsega srca svojega in iz vse duše svoje v deželi ujetništva svojega, kamor so jih ujete odpeljali, in molijo, ozirajoč se proti deželi svoji, ki si jo dal njih očetom, in mestu, ki si ga izvolil, in proti hiši, ki sem jo zgradil imenu tvojemu:

³⁹så vil du fra himmelen, der hvor du bor, høre deres bønn og ydmyke begjæringer og hjelpe dem til deres rett og forlate ditt folk hvad de har syndet mot dig.

³⁹ti poslušaj v nebesih, v mestu prebivanja svojega, njih molitev in prošnjo ter se potegni za njih pravdo, in odpusti ljudstvu svojemu, ki je grešilo zoper tebe.

⁴⁰Så la nu, min Gud, dine øine være oplatt og dine ører merke på den bønn som bedes på dette sted!

⁴⁰Sedaj torej, Bog moj, prosim, naj bodo odprte oči tvoje in pazijo naj ušesa tvoja na molitev, ki se opravlja na tem mestu.

⁴¹Reis dig nu, Herre Gud, og kom til ditt hvilested, du og din styrkes ark! La dine prester, Herre Gud, klæ sig i frelse og dine fromme glede sig i det gode!

⁴¹Sedaj torej vstani, o GOSPOD Bog, pridi v počivališče svoje, ti in skrinja moči tvoje! Duhovniki tvoji, o GOSPOD Bog, naj bodo oblečeni z zveličanjem, in svetniki tvoji naj se vesele dobrote!O GOSPOD, Bog, ne zavrni obličja maziljenca svojega! Spominjaj se dobrot, obljubljenih Davidu, hlapcu svojemu!

⁴²Herre Gud! Vis ikke din salvedes åsyn tilbake, kom i hu den rike miskunnhet som du har lovt David, din tjener!

⁴²O GOSPOD, Bog, ne zavrni obličja maziljenca svojega! Spominjaj se dobrot, obljubljenih Davidu, hlapcu svojemu!