¹Ord av predikeren, sønn av David, konge i Jerusalem.

¹Besede Propovednika, sinu Davidovega, kralja v Jeruzalemu.

²Bare tomhet, sier predikeren, bare idelig tomhet! Alt er tomhet.

²Ničemurnost nečimurna! pravi Propovednik; ničemurnost ničemurna, vse je ničemurno!

³Hvad vinning har mennesket av alt sitt strev, som han møier sig med under solen?

³Kaj ima dobička človek od vsega truda svojega, s katerim se trudi pod solncem?

⁴Slekt går, og slekt kommer, men jorden står evindelig.

⁴Rod mineva, rod prihaja, a zemlja vedno ostaja.

⁵Og solen går op, og solen går ned, og den haster tilbake til det sted hvor den går op.

⁵In solnce vzhaja in solnce zahaja in hiti k mestu svojemu, odkoder izhaja.

⁶Vinden går mot syd og vender sig mot nord; den vender og vender sig om under sin gang og begynner så atter sitt kretsløp.

⁶Veter gre proti poldnevu in se obrača proti polnoči in kroži in kroži, in krožitve svoje vedno ponavlja veter.

⁷Alle bekker løper ut i havet, men havet blir ikke fullt; til det sted som bekkene går til, dit går de alltid igjen.

⁷Vse reke teko v morje, in morje se ne prepolni; v kraj, kamor teko reke, tja vedno in vedno teko.

⁸Alle ting strever utrettelig, ingen kan utsi det; øiet blir ikke mett av å se, og øret blir ikke fullt av å høre.

⁸Vse stvari so trudapolne: človek ne more tega dopovedati; oko se ne nasiti gledanja, ne uho poslušanja.

⁹Det som har vært, er det som skal bli, og det som har hendt, er det som skal hende, og det er intet nytt under solen.

⁹Kar je bilo, bode zopet, in kar se je storilo, se bo zopet storilo, in nič novega ni pod solncem.

¹⁰Er det noget hvorom en vilde si: Se, dette er nytt - så har det vært til for lenge siden, i fremfarne tider som var før oss.

¹⁰Je li kaj, o čemer pravijo: Glej, to je novo? Zdavnaj je že bilo v vekih, ki so bili pred nami.

¹¹Det er ingen som minnes dem som har levd før, og heller ikke vil de som siden skal komme, leve i minnet hos dem som kommer efter.

¹¹Ni spomina prejšnjih rodov, in prihodnjim, ki še bodo, tudi ne bo spomina pri tistih, ki pozneje nastanejo.

¹²Jeg, predikeren, var konge over Israel i Jerusalem,

¹²Jaz, Propovednik, sem bil kralj nad Izraelom v Jeruzalemu.

¹³og jeg vendte min hu til å ransake og utgranske med visdom alt det som hender under himmelen; det er en ond plage, som Gud har gitt menneskenes barn å plage sig med.

¹³In obrnil sem srce svoje v to, da bi z modrostjo preiskoval in zasledoval vse, kar se godi pod nebom: težko opravilo, ki ga je naložil Bog sinom človeškim, da se ž njim ukvarjajo.

¹⁴Jeg sa alle de gjerninger som gjøres under solen, og se, alt sammen var tomhet og jag efter vind.

¹⁴Videl sem vse dejanje, ki se godi pod solncem, in glej, vse je ničemurnost in lovljenje vetra.

¹⁵Det som er kroket, kan ikke bli rett, og det som mangler, kan ingen regne med.

¹⁵Kar je krivo, se ne more zravnati, in česar ni, se ne more šteti.

¹⁶Jeg talte med mig selv i mitt indre og sa: Se, jeg har vunnet mig større og rikere visdom enn alle som har rådet over Jerusalem før mig, og mitt hjerte har skuet megen visdom og kunnskap.

¹⁶Govoril sem v srcu svojem in rekel: Glej, dobil sem veliko modrost in prekosil vse, ki so bili pred menoj v Jeruzalemu, in srce moje je videlo obilost modrosti in spoznanja.

¹⁷Og jeg vendte min hu til å kjenne visdommen og kjenne dårskap og uforstand, men jeg skjønte at også dette var jag efter vind.

¹⁷In obrnil sem srce svoje v to, da spoznam modrost in da spoznam nespamet in neumnost: spoznal sem, da je tudi to lovljenje vetra.Zakaj pri mnogi modrosti je mnogo nejevolje, in kdor množi znanje, množi bolečino.

¹⁸For hvor det er megen visdom, der er det megen gremmelse, og den som øker kunnskap, øker smerte.

¹⁸Zakaj pri mnogi modrosti je mnogo nejevolje, in kdor množi znanje, množi bolečino.