¹En bønn av profeten Habakuk; efter Sjigjonot*. / {* SLM 7, 1.}

¹Molitev proroka Habakuka, z godbo na strune.

²Herre, jeg har hørt budskapet om dig, jeg er forferdet. Herre, din gjerning* - kall den til live før mange år er lidd, ja, kunngjør den før mange år er lidd! I din vrede komme du i hu å forbarme dig! / {* HAB 1, 5; 2, 2 fg.}

²GOSPOD, slišal sem tvoje poročilo in se bojim; GOSPOD, ožívi delo svoje sredi let, sredi let daj, da bo očitno; v jezi se spominjaj usmiljenja!

³Gud kommer fra Teman, den Hellige fra Paran-fjellet. Sela. Hans prakt dekker himmelen, og jorden er full av hans herlighet.

³Bog prihaja s Temana in Svetnik z gore Parana. (Sela.) Veličastvo njegovo pokriva nebesa in zemlja je polna hvale njegove.

⁴En glans som solens lys bryter frem, stråler omgir ham, og i dem er hans makt skjult.

⁴In svetloba nastaja kakor solnčna luč; žarki se mu iskré iz roke, in ondi je skrita njegova moč.

⁵Pest går frem for hans åsyn, og sott følger hans fottrin.

⁵Pred njim gre kuga in tik za njim pomor.

⁶Han stiger frem og ryster jorden; han ser op og får folkene til å skjelve; de evige fjell sprenges i stykker, de eldgamle hauger synker sammen; hans gang er som i eldgammel tid.

⁶Postal je in potresel je zemljo, pogledal je in ustrašil narode; in razdrobile so se večne gore, starodavni hribi so se pogreznili; pota njegova so večna.

⁷Jeg ser Kusans telter i sorg, teltteppene i Midians land bever.

⁷V bridkosti sem videl šatore Kušanove, tresle so se preproge šatorov v deželi Madianovi.

⁸Harmes du, Herre, på elvene, er din vrede optendt mot dem, eller din harme mot havet, siden du farer frem på dine hester, på dine seierrike vogner?

⁸Jezen li je GOSPOD nad rekami? je li mar jeza tvoja nad rekami, srd tvoj nad morjem, da jezdiš na svojih konjih, na vozovih zveličalnih?

⁹Bar og naken er din bue - dine eder til stammene, ditt ord*! - Sela. Til elver kløver du jorden. / {* blir nu synlig fullbyrdet.}

⁹Gol, pripravljen je lok tvoj. Šibe v strahovanje si prisegel z besedo svojo. (Sela.) Zemljo si razklal z rekami.

¹⁰Fjellene ser dig og bever, vannstrømmer styrter frem; avgrunnen lar sin røst høre, den løfter sine hender mot det høie.

¹⁰Videle so te gore in se tresle; usula se je ploha, brezno je grmelo, visoko je vzdigovalo roke svoje.

¹¹Sol og måne treder inn i sin bolig for lyset av dine piler, som farer frem, for glansen av ditt lynende spyd.

¹¹Solnce in mesec sta stopila v svoje bivališče ob luči tvojih pšic, ko so frčale, ob svetlosti tvoje kliskajoče se sulice.

¹²I harme skrider du frem over jorden, i vrede treder du folkene ned.

¹²V togoti si stopal po zemlji, v srdu si teptal narode.

¹³Du drar ut til frelse for ditt folk, til frelse for din salvede; du knuser taket på den ugudeliges* hus, du avdekker grunnvollen like til halsen. Sela. / {* kaldeerkongens.}

¹³Izšel si v rešenje svojega ljudstva, v rešenje maziljenca svojega; razbil si glavo iz hiše brezbožneža, odgrnivši ga od tal do vratu. (Sela.)

¹⁴Du gjennemborer med hans* eget spyd hodene på hans skarer, som stormer frem for å sprede mig og gleder sig likesom de skulde til å opete en arming i lønndom. / {* den ugudeliges; HAB 3, 13.}

¹⁴Prebodel si z lastnimi mu sulicami glave njegovih vojščakov, ki so prihruli kakor vihar, da bi me razkropili; njih veselje je bilo požreti ubožca na skrivnem.

¹⁵Du farer gjennem havet med dine hester, gjennem en haug av store vann.

¹⁵Na morje si stopil s konji svojimi, med roj velikih vodá.

¹⁶Jeg hørte det*; da bevet mitt indre, ved lyden dirret mine leber; det kommer råttenhet i mine ben, og jeg bever hvor jeg står, fordi jeg rolig må bie på nødens dag, bie på at han drar op mot folket, han som skal trenge det. / {* HAB 3, 2.}

¹⁶Slišal sem to, in treslo se mi je telo; ustne moje so trepetale ob tistem glasu; trhloba mi je prešinila kosti in tresem se na svojem mestu: da naj počivam ob dnevi stiske, kadar pride zoper ljudstvo tisti, ki ga hoče napasti.

¹⁷For fikentreet springer ikke ut, og vintrærne bærer ikke, oljetreets frukt slår feil, og markene gir ingen føde; han* har utryddet fårene av kveen, og det finnes ikke fe i fjøsene. / {* kaldeeren.}

¹⁷Kajti smokva ne bo cvetla in pridelka ne bode nič na trtah, oljkova rast bo varala in žitno polje ne donese užitka, iz ograje izgine drobnica in govedi ne bo nič v hlevih:

¹⁸Men jeg vil fryde mig i Herren, jeg vil juble i min frelses Gud.

¹⁸a jaz se bom vendar radoval v GOSPODU, veselil se bom, da je Bog rešenje moje.Jehova, Gospod, je moja moč, on dela, da so moje noge kakor jelenje, in stori, da bom hodil po višavah svojih. Načelniku godbe, na moje strune.

¹⁹Herren, Israels Gud, er min kraft, han gjør mine føtter som hindenes og lar mig skride frem over mine høider. Til sangmesteren, med min strengelek.

¹⁹Jehova, Gospod, je moja moč, on dela, da so moje noge kakor jelenje, in stori, da bom hodil po višavah svojih. Načelniku godbe, na moje strune.