¹Derfor, la og oss, da vi har så stor en sky av vidner omkring oss, avlegge alt som tynger, og synden som henger så fast ved oss, og med tålmodighet løpe i den kamp som er oss foresatt,

¹Zatorej tudi mi, ker imamo tak oblak prič okrog sebe, vrzimo raz sebe vsako breme in greh, ki nas lahko oklene, in tecimo s potrpežljivostjo v naloženem nam boju,

²idet vi ser på troens ophavsmann og fullender, Jesus, han som for den glede som ventet ham, led tålmodig korset, uten å akte vanæren, og nu sitter på høire side av Guds trone.

²ozirajoč se v začetnika in dovrševalca vere, v Jezusa, ki je za namenjeno mu veselje pretrpel križ, ne meneč se za sramoto, in je sedel na desnico Božjega prestola.

³Ja, gi akt på ham som tålmodig har lidt en slik motsigelse av syndere, så I ikke skal gå trett og bli motløse i eders sjeler!

³Pomislite vendar nanj, ki je prestal od grešnikov toliko nasprotovanja proti sebi, da ne omagate, pešajoč v dušah svojih.

⁴Ennu har I ikke gjort motstand like til blodet i eders kamp mot synden,

⁴Niste se še do krvi ustavljali v boju z grehom,

⁵og I har glemt den formaning som taler til eder som til barn: Min sønn! akt ikke Herrens tukt ringe, og bli ikke motløs når du refses av ham;

⁵in pozabili ste tolažbe, ki govori z vami kakor s sinovi: „Sin moj, ne preziraj strahovanja Gospodovega in ne omaguj, ko te kara.

⁶for den Herren elsker, den tukter han, og han hudstryker hver sønn som han tar sig av.

⁶Kogar namreč ljubi Gospod, tega strahuje in tepe vsakega sina, katerega sprejema“.

⁷Det er for tuktens skyld at I tåler lidelser; Gud gjør med eder som med sønner. For hvem er den sønn som hans far ikke tukter?

⁷Ako trpite, je vam v odgojo. Bog se vam kaže kakor otrokom; kajti kje je sin, ki ga ne bi strahoval oče?

⁸Men er I uten tukt, som alle har fått sin del av, da er I uekte barn, og ikke sønner.

⁸Ako ste pa brez strahovanja, ki so ga deležni postali vsi, torej ste nezakonski otroci in ne sinovi.

⁹Dessuten: våre kjødelige fedre hadde vi til optuktere, og vi hadde ærefrykt for dem; skal vi da ikke meget mere være lydige mot åndenes Fader, så vi får leve?

⁹Dalje, ako smo imeli telesne roditelje, ki so nas strahovali, in smo se jih bali, ali se ne bomo mnogo bolj pokorili Očetu duhov, da bomo živeli?

¹⁰For hine tuktet oss for nogen få dager efter sitt tykke, men han tukter til vårt gagn, forat vi skal få del i hans hellighet.

¹⁰Oni so nas namreč strahovali za malo dni, kakor se jim je prav zdelo, ta pa nam v korist, da bodemo deležni svetosti njegove.

¹¹All tukt synes vel, mens den står på, ikke å være til glede, men til sorg; men siden gir den dem som derved er blitt opøvd, rettferdighets salige frukt.

¹¹Vsako strahovanje seveda se nam za sedaj ne zdi veselje, ampak žalost, pozneje pa daje njim, ki jih je vadilo, miru poln sad pravičnosti.

¹²Derfor, rett de hengende hender og de maktløse knær,

¹²Zato „dvignite omagujoče roke in šibeča se kolena“,

¹³og gjør rette stier for eders føtter, forat ikke det halte skal komme rent i ulag, men heller må bli helbredet!

¹³in „ravne tire delajte svojim nogam“, da se hromo še bolj ne pohabi, temuč ozdravi.

¹⁴Jag efter fred med alle og efter helliggjørelse; for uten helliggjørelse skal ingen se Herren.

¹⁴Iščite miru z vsemi in posvečenja, brez katerega ne bo nihče videl Gospoda;

¹⁵Og gi akt på at ikke nogen viker tilbake fra Guds nåde, at ikke nogen bitter rot skal vokse op og volde men, og mange bli smittet ved den,

¹⁵pazite, da se kdo ne odvrne od milosti Božje in da ne požene kaka korenina bridkosti in ne dela napotja in jih mnogo ne skruni;

¹⁶at ikke nogen er en horkarl eller en vanhellig som Esau, som for en eneste rett mat solgte sin førstefødselsrett.

¹⁶da ne bode kdo nečistnik ali skrunilec svetega kakor Ezav, ki je za eno jed prodal prvorojenstvo svoje.

¹⁷I vet jo at han og senere, da han vilde arve velsignelsen, blev avvist - for han fant ikke rum for bot - enda han søkte den med tårer.

¹⁷Kajti veste, da je bil tudi, ko je hotel pozneje zadobiti blagoslov, zavržen (ni dosegel namreč izpremene misli), dasi ga je želel s solzami.

¹⁸For I er ikke kommet til et fjell som en kan ta på med hender, og til brennende ild og til skodde og mørke og uvær,

¹⁸Kajti niste pristopili k dotakljivi gori in h gorečemu ognju in k oblačju in temi in nevihti

¹⁹og til basunlyd og røst av ord, slik at de som hørte den, bad at der ikke måtte tales mere til dem;

¹⁹in k trombe donenju in glasu besed, katerega poslušalci so prosili, da se jim nobena beseda več ne govori

²⁰for de kunde ikke bære dette bud: Om det så bare er et dyr som rører ved fjellet, skal det stenes,

²⁰(niso namreč mogli prenesti ukaza: „Tudi če se žival dotakne gore, bodi s kamenjem pobita“,

²¹og så fryktelig var synet at Moses sa: Jeg er forferdet og skjelver.

²¹in tako strašna je bila prikazen, da je Mojzes rekel: V strahu sem in trepetu):

²²Men I er kommet til Sions berg og den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til englenes mange tusener,

²²temuč pristopili ste h gori Sionu in k mestu Boga živega, Jeruzalemu nebeškemu, k nebrojni množici angelov,

²³til høitidsskaren og menigheten av de førstefødte, som er opskrevet i himlene, og til dommeren, som er alles Gud, og til de fullendte rettferdiges ånder,

²³k velikemu zborovanju in cerkvi prvorojencev, zapisanih v nebesih, in k Bogu, sodniku vseh, in k duhovom pravičnih, ki so dosegli popolnost,

²⁴og til Jesus, mellemmann for en ny pakt, og til oversprengningens blod, som taler bedre enn Abels.

²⁴in k sredniku nove zaveze, Jezusu, in h krvi pokropljenja, ki govori boljše kakor Abelova.

²⁵Se til at I ikke avviser ham som taler! For slapp ikke hine fri, de som avviste ham som talte på jorden, hvor meget mindre skal da vi slippe om vi vender oss bort fra ham som taler fra himmelen!

²⁵Glejte, da se ne branite govorečega; kajti če niso ubežali kazni oni, ki so se branili njega, ki je oznanjal Božje ukaze na zemlji, veliko manj ubežimo mi, ako se obračamo od njega, ki govori z nebes.

²⁶Hans røst rystet dengang jorden; men nu har han lovt og sagt: Ennu en gang vil jeg ryste ikke bare jorden, men også himmelen.

²⁶Glas njegov je potresel zemljo tedaj, sedaj pa je obljubil, govoreč: „Še enkrat potresem ne samo zemlje, ampak tudi nebo“.

²⁷Men det ord: Ennu en gang, gir til kjenne en omskiftelse av de ting som rystes, fordi de er skapt, så de ting som ikke rystes, skal bli ved.

²⁷To: „še enkrat“ pomeni premembo tistega, kar je bilo potreseno kakor kaj narejenega, da ostane, kar je nepotreseno.

²⁸Derfor, da vi får et rike som ikke kan rystes, så la oss være takknemlige og derved tjene Gud til hans velbehag, med blygsel og frykt!

²⁸Zato, ker prejemamo kraljestvo nepotresljivo, imejmo milost, po kateri služimo po volji Bogu, s svetim strahom in grozo;kajti tudi „naš Bog je ogenj, ki uničuje“.

²⁹For vår Gud er en fortærende ild.

²⁹kajti tudi „naš Bog je ogenj, ki uničuje“.