1Når Efra'im talte, blev alle redde; han raget høit op i Israel; da førte han skyld over sig ved å dyrke Ba'al og døde.
1Ko je Efraim govoril, je napravljal strah; povzdignil se je v Izraelu. Ali ko se je pregrešil z Baalom, je umrl.
2Og nu blir de ved å synde og gjøre sig støpte billeder av sitt sølv, avguder efter sin egen forstand, alle sammen håndverkeres arbeid; sådanne er det de taler til - mennesker som ofrer, kysser kalver!
2Še vedno nakladajo greh na greh in si delajo ulite podobe iz srebra, malike po svojem razumu. Delo umetnikov je vse to; prav o teh pravijo: Ljudje, ki darujejo, poljubljajo teleta!
3Derfor skal de bli som en morgensky, lik duggen som tidlig svinner bort, lik agner som vinden fører bort fra treskeplassen, og som røk fra et røkfang.
3Zatorej bodo kakor jutranji oblak in kakor rosa, ki hitro izgine, kakor pleve, ki jih vihar pobere z gumna, in kakor dim iz dimnika.
4Men jeg er Herren din Gud fra Egyptens land, og nogen annen Gud enn mig kjenner du ikke, og nogen annen frelser finnes det ikke.
4Jaz pa sem GOSPOD, Bog tvoj, od dežele Egiptovske doslej; in ne poznaš nobenega boga razen mene in ni ga razen mene rešitelja.
5Det var jeg som sørget for dig i ørkenen, i det brennhete land.
5Poznal sem te v puščavi, v deželi velike suhote.
6Fordi deres beite var godt, blev de mette; og da de blev mette, ophøiet de sig i sitt hjerte, og så glemte de mig.
6Ko so se pasli, so se nasitili, nasitili so se in njih srce se je povzdignilo; zato so me pozabili.
7Da blev jeg mot dem som en løve; som en leopard lurer jeg ved veien;
7Tako sem jim postal enak levu; kakor pard prežim ob potu;
8jeg vil møte dem som en bjørn som ungene er tatt fra, og sønderrive deres hjertes dekke*; jeg vil fortære dem som en løvinne; markens ville dyr skal sønderslite dem. / {* d.e. deres bryst.}
8planem nadnje kakor medvedka, ki so ji vzeli mladiče, in raztrgam zaklep njih srca, in tedaj jih požrem kakor lev; poljske zveri jih raztrgajo.
9Det er blitt til din ødeleggelse, Israel, at du har satt dig op imot mig, jeg som er din hjelp.
9Tvoja poguba je, o Izrael, da si zoper mene, zoper pomoč svojo.
10Hvor er da din konge, at han skulde kunne frelse dig i alle dine byer, og dine dommere, om hvem du sa: Gi mig en konge og fyrster?
10Kje je sedaj kralj tvoj, da te reši po vseh mestih tvojih, in kje so sodniki tvoji, ki si rekel o njih: Daj mi kralja in kneze!
11Jeg gir dig en konge i min vrede, og jeg tar ham bort igjen i min harme.
11Dal sem ti kralja v jezi svoji in sem ga vzel v srdu svojem.
12Efra'ims misgjerning er samlet i en pung, hans synd er gjemt.
12Zvezana je krivica Efraimova, shranjen njegov greh.
13Veer som hos en fødende kvinne skal komme over ham. Han er en uforstandig sønn; når tiden er der, kommer han ikke frem i modermunnen.
13Bolečina kakor porodnice pridejo nanj; on je nespameten sin; kajti kadar je čas, ne pride v porod.
14Av dødsrikets vold vil jeg fri dem ut, fra døden vil jeg forløse dem. Død! Hvor er din pest? Dødsrike! Hvor er din sott? Anger er skjult for mine øine*. / {* jeg angrer ikke hvad jeg har lovt; 4MO 23, 19.}
14Iz oblasti pekla [Hebr. šeol.] jih rešim, iz smrti jih odkupim. Kje je tvoj pomor, o smrt? kje je, pekel, tvoja poguba? Kesanje je skrito mojim očem.
15For han brer frukt*, der han står blandt sine brødre; men det kommer en østenvind, et Herrens vær, som drar op fra ørkenen, og hans brønn blir tom, og hans kilde tørkes ut; den** røver den hele skatt av kostelige ting. / {* 1MO 48, 19; 49, 22.} {** østenvinden, d.e. assyrerne; HSE 4, 19.}
15Čeprav je Efraim sadovit med brati svojimi, vendar pride vzhodni veter, veter GOSPODOV se vzdigne od puščave, in vir njegov usahne in njegov studenec se posuši. On opleni zakladnico vseh dragotin.Samarija se bo pokorila za krivdo svojo, ker se je uprla zoper svojega Boga; popadajo pod mečem, njih otroke raztrupajo in njih noseče razparajo.
16Samarija se bo pokorila za krivdo svojo, ker se je uprla zoper svojega Boga; popadajo pod mečem, njih otroke raztrupajo in njih noseče razparajo.