¹Ve dig, du ødelegger, som selv ikke er blitt ødelagt, og du røver som ingen har røvet noget fra! Når du er ferdig med å ødelegge, skal du bli ødelagt; når du har sluttet med å røve, skal andre røve fra dig.

¹Gorje ti, pokončevalec, ki sam nisi bil pokončan, in tebi, nezvestnik, zoper katerega niso delali nezvesto! Brž ko dovršiš pokončevanje, bodo tebe pokončali, brž ko nehaš ravnati nezvesto, se bo delalo nezvesto proti tebi. –

²Herre, vær oss nådig! På dig bier vi; vær vår arm hver morgen, ja vår frelse i nødens tid!

²O GOSPOD, stóri nam milost! tebe čakamo: bodi svojim rama sleherno jutro in rešenje naše ob času stiske! –

³For tordenrøsten flyr folkene; når du reiser dig, spredes hedningene.

³Od donečega glasu tvojega beže ljudstva, če se ti vzdigneš, razkrope se narodi.

⁴Og eders bytte sankes, likesom skaveren* sanker; som gresshoppene springer, springer de efter det. / {* gresshoppen; JOE 1, 4.}

⁴In pobere se vaš plen, kakor pobira kobilica; kakor skače kobilica, bodo skakali nanj.

⁵Ophøiet er Herren, for han bor i det høie; han fyller Sion med rett og rettferdighet.

⁵Vzvišen je GOSPOD, kajti prebiva na višavi; napolnil je Sion s sodbo in pravičnostjo.

⁶Og det skal komme trygge tider for dig, en fylde av frelse, av visdom og kunnskap; Herrens frykt skal være dets* skatt. / {* Israels.}

⁶In vernost [Ali: stanovitnost.] bode v tvojih časih, obilost rešenja, modrosti in znanja; strah GOSPODOV bo zaklad Izraelov.

⁷Se, deres løvehelter* skriker der ute, fredsbudene gråter sårt. / {* 2SA 23, 20.}

⁷Glej, njih junaki vpijejo zunaj, poslanci miru jokajo bridko.

⁸Allfarveiene er øde, det er ingen veifarende mere - han* har brutt pakten**, foraktet byene***, ikke aktet noget menneske. / {* Sankerib.} / {** 2KG 18, 14 fg. 17 fg.} / {*** HAB 1, 10.}

⁸Ceste so zapuščene, popotnik več ne hodi. Prelomil je zavezo, zaničeval je mesta, zmenil se ni za človeka.

⁹Landet visner og sykner bort; Libanon står skamfull og visner; Saron er som den øde mark, og Basan og Karmel ryster løvet av.

⁹Žaluje, hira dežela; Libanon se sramuje in vene; Saron je kakor puščava in Basan in Karmel stresata perje svoje.

¹⁰Nu vil jeg stå op, sier Herren, nu vil jeg reise mig, nu vil jeg ikke lenger bli sittende.

¹⁰Sedaj vstanem, reče GOSPOD, sedaj se vzdignem, sedaj bom povišan.

¹¹I skal være svangre med strå og føde halm; eders fnysen er en ild som skal fortære eder.

¹¹Spočenjate suho travo, rodili boste strnišče; dih vaš je ogenj, ki vas pokonča.

¹²Og folkeslag skal bli brent til kalk, de skal bli lik avskårne tornekvister som opbrennes med ild.

¹²In ljudstva bodo kakor žgano apno in kakor trnje porezano, ki se žge v ognju.

¹³Hør I som er langt borte, hvad jeg har gjort, og kjenn min styrke, I som er nær!

¹³Čujte, ki ste daljni, kaj sem storil, in kateri ste bližnji, spoznajte mogočnost mojo!

¹⁴Syndere bever på Sion, skjelving har grepet de gudløse: Hvem kan bo ved en fortærende ild? Hvem kan bo ved evige bål?

¹⁴Preplašeni so grešniki na Sionu, trepet se je polastil hinavcev: Kdo izmed nas more bivati s požrešnim ognjem? kdo izmed nas more bivati z večno žerjavico?

¹⁵Den som vandrer i rettferdighet og taler det som rett er, den som forakter det som vinnes ved urett og vold, den som ryster sine hender så han ikke rører ved gaver, som stopper sitt øre til for ikke å høre på blodråd, og som lukker sine øine for ikke å se på det som ondt er,

¹⁵Kdor hodi pravično in govori pošteno, kdor zaničuje dobiček po zvijači, kdor stresa roke svoje, da ne prejme podkupila, kdor si maši uho, da ne sliši naklepov o prelitju krvi, in zatiska oči, da ne vidi zlega:

¹⁶han skal bo på høie steder, fjellfestninger er hans borg; sitt brød skal han få, vannet skal ikke slippe op for ham.

¹⁶ta bo prebival v krajih previsokih, skalni branik bode grad njegov, kruh njegov se mu bo dajal, vode mu ne bodo usehnile. –

¹⁷Dine øine skal skue kongen i hans herlighet, de skal se et vidstrakt land.

¹⁷Kralja v lepoti njegovi bodo videle tvoje oči, gledale bodo deželo daleč razprostranjeno.

¹⁸Ditt hjerte skal tenke tilbake på redselen: Hvor er han som skrev op? Hvor er han som veide pengene? Hvor er han som teller tårnene?

¹⁸Srce tvoje bo preudarjalo strahoto: Kje je cenilec davkov? kje pretehtovalec? kje stolpov nadzornik?

¹⁹Det ville folk skal du ikke se mere, folket med det vanskelige sprog som en ikke skjønner, med den stammende tunge som en ikke forstår.

¹⁹Ljudstva drznega ne boš videl, ljudstva s preglobokim govorom, da bi ga umel, tuje govorice, ki je ni razumeti.

²⁰Se på Sion, våre høitidsstevners by! Dine øine skal se Jerusalem som en trygg bolig, som et telt som ikke flyttes, hvis peler aldri rykkes op, og hvis snorer aldri brister.

²⁰Poglej Sion, mesto slavnostnih zborov naših! Oči tvoje bodo videle Jeruzalem, mirno prebivališče, šator, ki se ne bo prenašal več, ki se mu nikoli noben klin ne izruje in nobena vrv nikdar ne potrga –

²¹Men der skal vi ha Herren, den Veldige, i stedet for brede elver og strømmer; ingen roskute skal gå der, intet mektig krigsskib fare der.

²¹marveč tam bode GOSPOD z nami, Veličastni, – kraj širokih rek in potokov, kamor ne pride ladja z vesli in velik brod ne bo plul skozi.

²²For Herren er vår dommer, Herren er vår lovgiver, Herren er vår konge, han skal frelse oss.

²²Zakaj GOSPOD je naš sodnik, GOSPOD postavodajec naš, GOSPOD kralj naš, on nas bo rešil.

²³Slappe henger dine* taug, de støtter ikke masten, de holder ikke seilet utspent - da deles røvet bytte i mengde, endog de lamme røver og plyndrer. / {* fiendens.}

²³Rahlo visé vrvi tvoje, ne drže postavljenega jadrnika, ne morejo razpeti jader. Tedaj se razdeli plen velikega ropa, še hromi bodo grabili plen.In noben prebivalec ne poreče: Bolan sem! Ljudstvu, ki v njem prebiva, bo odpuščena krivica.

²⁴Og ingen innbygger skal si: Jeg er syk. Det folk som bor der, har fått sin misgjerning forlatt.

²⁴In noben prebivalec ne poreče: Bolan sem! Ljudstvu, ki v njem prebiva, bo odpuščena krivica.