¹Se min tjener, som jeg støtter, min utvalgte, som min sjel har velbehag i! Jeg legger min Ånd på ham, han skal føre rett* ut til hedningefolkene. / {* d.e. Guds lov; JES 42, 4.}

¹Glej, hlapec moj, ki ga podpiram, izvoljenec moj, ki je duši moji po volji: duha svojega sem del nanj, pravico bo oznanjal poganskim narodom.

²Han skal ikke skrike og ikke rope, og han skal ikke la sin røst høre på gaten.

²Vpil ne bo, ne hrupa napravljal, in glas njegov se ne bo čul po ulicah.

³Det knekkede rør skal han ikke knuse, og den rykende tande skal han ikke slukke; på rette måte skal han føre retten ut til dem.

³Trsta nalomljenega ne zlomi in tlečega stenja ne pogasi; po resnici bo oznanjeval pravico.

⁴Han skal ikke bli mødig, og hans kraft ikke bli knekket før han får grunnlagt retten på jorden; og på hans lov venter øene.

⁴Ne bo opešal, ne bo potrt, dokler ne ustanovi pravice na zemlji; in otoki bodo čakali nauka njegovega.

⁵Så sier Gud Herren, som skapte himmelen og utspente den, som bredte ut jorden med det som gror på den, som gir ånde til folket som bor på den, og ånd til dem som ferdes på den:

⁵Tako pravi Bog mogočni, Jehova, ki je ustvaril nebesa in jih razpel, ki je raztegnil zemljo ž njenim rastlinjem, ki daje dihanje ljudstvu, živečemu na njej, in duhá njim, ki hodijo po njej:

⁶Jeg, Herren, har kalt dig i rettferd og tatt dig ved hånden, og jeg vil verne dig og gjøre dig til en pakt for folket, til et lys for hedningene,

⁶Jaz, GOSPOD, sem te poklical v pravičnosti, in primem te za roko in te bom čuval, in dam te v zavezo ljudstvu, v svetlobo poganskim narodom,

⁷forat du skal åpne blinde øine, føre de bundne ut av fengslet og føre dem som sitter i mørke, ut av fangehuset.

⁷da odpreš slepe oči, da izvedeš iz zapora jetnike, iz ječe nje, ki sede v temi.

⁸Jeg er Herren, det er mitt navn, og jeg gir ikke nogen annen min ære eller de utskårne billeder min pris.

⁸Jaz sem GOSPOD, to je ime moje, in slave svoje ne dam drugemu, ne hvale svoje rezanim podobam.

⁹De ting som er forkynt tidligere, se, de er kommet, og nu forkynner jeg nye ting; før de spirer frem, lar jeg eder høre om dem.

⁹Prejšnje, glejte, se je zgodilo in novo naznanjam; preden nastane, vam napovedujem to.

¹⁰Syng Herren en ny sang, hans pris fra jordens ende, I som farer ut på havet, og alt som fyller det, I øer og I som bor der!

¹⁰Pojte GOSPODU novo pesem, hvalo njegovo od konca zemlje vi, ki se vozite po morju, in vse, kar je v njem, otoki in njih prebivalci!

¹¹Ørkenen og dens byer skal opløfte røsten, de teltbyer hvor Kedar* bor; de som bor på fjellet, skal juble, fra fjelltoppene skal de rope høit. / {* SLM 120, 5. JES 60, 7.}

¹¹Zaženo naj glas puščava in mesta njena, vasi, v katerih prebiva Kedar; pojo naj prebivalci skalnega kraja, s temena gorá naj vpijejo.

¹²De skal gi Herren ære og forkynne hans pris på øene.

¹²Dajo naj slavo GOSPODU in hvalo njegovo naj oznanjajo po otokih.

¹³Herren skal dra ut som en kjempe, som en krigsmann egge sin harme; han skal rope høit, ja skrike; mot sine fiender skal han vise sin makt.

¹³GOSPOD izide kakor junak, kakor mož bojevit zbudi gorečnost svojo, vpil bo in bojni krik zagnal, zoper sovražnike svoje se bo vedel junaško.

¹⁴Jeg har tidd fra eldgammel tid, jeg talte ikke, jeg holdt mig tilbake. Nu vil jeg skrike som den fødende kvinne, jeg vil puste og fnyse.

¹⁴Molčal sem dolgo časa, bil sem tih in se zdrževal; sedaj pa bom vpil kakor porodnica in sopihal in hkrati duškal.

¹⁵Jeg vil legge fjell og hauger øde og la alle deres urter tørke bort, og jeg vil gjøre elver til land og tørke ut sjøer.

¹⁵Opustošim gore in hribe in vso njih travo posušim in reke naredim v otoke in jezera posušim.

¹⁶Og jeg vil føre blinde på en vei de ikke kjenner; på stier de ikke kjenner, vil jeg la dem ferdes; jeg vil gjøre mørke steder for deres åsyn til lys og bakker til sletteland. Dette er de ting jeg vil gjøre, jeg vil visselig ikke la det være.

¹⁶In popeljem slepce po potu, ki ga ne poznajo, po stezah, ki so jim tuje, jim dam hoditi; temo pred njimi naredim v svetlobo in hribast kraj v ravan. Te reči storim in jih ne opustim.

¹⁷De skal vike tilbake og bli storlig til skamme de som setter sin lit til utskårne billeder, som sier til støpte billeder: I er våre guder.

¹⁷Umakniti se morajo, sramota jih oblije, kateri upajo v rezane podobe, kateri pravijo ulitim podobam: Vi ste bogovi naši.

¹⁸I døve, hør! Og I blinde, lukk øinene op og se!

¹⁸Oj glušci, poslušajte, in vi slepci, odprite oči, da vidite!

¹⁹Hvem er blind uten min tjener* og døv som det bud som jeg sender? Hvem er blind som min fortrolige venn, blind som Herrens tjener? / {* Israel.}

¹⁹Kdo je slep, če ne hlapec moj? in gluh kakor poslanec moj, ki ga pošiljam? Kdo je slep kakor on, ki je v miru z menoj, slep kakor hlapec GOSPODOV?

²⁰Du har sett meget, men du tar ikke vare på det, han har åpne ører, men han hører ikke.

²⁰Videl si mnogo, a ne meniš se za to; ušesa odpira, vendar ne sliši.

²¹Det er Herrens vilje å gjøre loven stor og herlig for sin rettferdighets skyld.

²¹GOSPOD je blagovolil zaradi pravičnosti svoje poveličati postavo in jo postaviti v čast.

²²Men det er et røvet og plyndret folk; de ligger alle sammen bundet i huler og skjult i fangehus; de blev røvet, og ingen reddet dem, de blev plyndret, og ingen sa: Gi tilbake!

²²A to je ljudstvo oplenjeno in oropano; vsi vkup so ujeti v luknjah in skrivajo se po ječah; v plen so, in nihče jih ne otimlje, ropanju so izročeni, in nihče ne pravi: Povrni jim!

²³Hvem blandt eder vil herefter vende øret til dette, gi akt og høre på det?

²³Kdo je med vami, ki bi nagnil ušesa za to, ki bi pazil in poslušal v prihodnje?

²⁴Hvem har overgitt Jakob til plyndring og Israel til røvere? Var det ikke Herren, han som vi syndet mot, og på hvis veier de ikke vilde vandre, og på hvis lov de ikke hørte?

²⁴Kdo je dal Jakoba v ropanje in Izraela njim, ki plenijo? Ali ne GOSPOD, zoper katerega smo grešili? Niso namreč hoteli hoditi po potih njegovih, in poslušali niso postave njegove.Zato je razlil čezenj jeze svoje srd in vojske silo; ali dasi ga je zažgala kroginkrog, ni spoznal, zapalila ga je, a ni mu seglo v srce.

²⁵Så utøste han over dem sin brennende vrede og en veldig krig; den satte dem i brand rundt omkring, men de forstod det ikke, den brente dem, men de la det ikke på hjerte.

²⁵Zato je razlil čezenj jeze svoje srd in vojske silo; ali dasi ga je zažgala kroginkrog, ni spoznal, zapalila ga je, a ni mu seglo v srce.