¹Dette er det ord som kom til Jeremias om alle de jøder som bodde i Egyptens land, dem som bodde i Migdol og i Tahpanhes og i Memfis og i landet Patros:

¹Beseda, ki je prišla Jeremiju zoper vse Jude, ki so prebivali v deželi egiptovski, stanujoč v Migdolu in Tahpanhesu in Nofu in v deželi Patroški, rekoč:

²Så sier Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud: I har sett all den ulykke jeg har latt komme over Jerusalem og over alle Judas byer, og se, nu er de en ørken, og det er ingen som bor i dem,

²Tako pravi GOSPOD nad vojskami, Bog Izraelov: Vi ste videli vso tisto nesrečo, ki sem jo pripeljal nad Jeruzalem in nad vsa mesta Judova, tako da so, glej, puščava današnji dan, nihče ne prebiva v njih;

³for det onde som de gjorde, så de vakte min harme, da de gikk avsted og brente røkelse og dyrket andre guder, som de ikke kjente, hverken de eller I eller eders fedre.

³zavoljo njih hudobnosti, ki so jo počenjali, da bi me dražili, ko so hodili kadit in častit tuje bogove, ki jih niso poznali ne oni, ne vi ali očetje vaši.

⁴Og jeg sendte alle mine tjenere, profetene, til eder tidlig og sent og sa: Gjør ikke denne vederstyggelige ting som jeg hater!

⁴Ko sem pa k vam pošiljal vse služabnike svoje, proroke, od ranega jutra in neprenehoma, govoreč: Ne delajte vendar te gnusobe, ki jo sovražim!

⁵Men de hørte ikke og la ikke øret til, så de vendte om fra sin ondskap og holdt op med å brenne røkelse for andre guder.

⁵vendar niso poslušali in niso nagnili ušesa svojega, da bi se izpreobrnili od hudobnosti svoje, da bi ne kadili tujim bogovom.

⁶Da blev min harme og vrede utøst, og den brente i Judas byer og på Jerusalems gater, og de blev til en ørken, til en ødemark, som det sees på denne dag.

⁶Zato se je razlila togota in jeza moja, in vnela se je v mestih Judovih in po ulicah jeruzalemskih, da so bile opustošene, zapuščene, kakor so dandanašnji.

⁷Og nu sier Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud, så: Hvorfor gjør I så stor en ondskap mot eder selv, så mann og kvinne, barn og diebarn utryddes for eder av Judas midte, så det ikke levnes eder nogen rest,

⁷Sedaj pa pravi tako GOSPOD, Bog nad vojskami, Bog Izraelov: Zakaj počenjate to veliko hudobnost zoper svoje duše, da bi pokončali moža in ženo, otroka in dojenca iz Jude, da si ne zapustite več ostankov?

⁸og vekker min harme ved eders henders gjerninger, ved å brenne røkelse for andre guder i Egyptens land, dit I har draget for å bo der - så de* skal bli utryddet for eder, og I bli til en forbannelse og til spott blandt alle jordens folkeslag? / {* mann og kvinne o.s.v.; JER 44, 7.}

⁸Dražite me z deli svojih rok, kadeč tujim bogovom v deželi Egiptovski, kamor ste prišli prebivat, da bi pokončali sebe in bi postali kletev in sramota pri vseh narodih na zemlji!

⁹Har I glemt eders fedres onde gjerninger og Judas kongers onde gjerninger og dets kvinners onde gjerninger og eders egne onde gjerninger og eders kvinners onde gjerninger, det de gjorde i Juda land og på Jerusalems gater?

⁹Ali ste mar pozabili hudobnosti očetov svojih in hudobnosti kraljev Judovih in hudobnosti njih žen in svoje hudobnosti in hudobnosti žen svojih, ki so jih počenjali v deželi Judovi in po ulicah jeruzalemskih?

¹⁰Til denne dag er de ikke blitt ydmyket, og de frykter ikke og lever ikke efter min lov og mine bud, som jeg har forelagt eder og eders fedre.

¹⁰Niso bili potrti do tega dne in niso se bali, tudi niso hodili po postavi in po naredbah mojih, ki sem jih del pred oči vam in očetom vašim.

¹¹Derfor sier Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud, så: Se, jeg vender mitt åsyn imot eder til det onde, og jeg vil utrydde hele Juda.

¹¹Zatorej pravi tako GOSPOD nad vojskami, Bog Izraelov: Glej, jaz obrnem obličje svoje proti vam v hudo, da iztrebim vse Judove.

¹²Og jeg vil ta dem som er blitt igjen av Juda, dem som satte sig fore å dra til Egyptens land for å bo der, og de skal alle omkomme, i Egyptens land skal de falle; ved sverd og ved hunger skal de omkomme; både små og store skal dø ved sverd og ved hunger, og de skal bli til en ed, til en forferdelse og en forbannelse og til spott.

¹²In vzamem ostanke Judove, ki so obrnili obličje svoje, da pojdejo v deželo Egiptovsko prebivat, in uničeni bodo vsi, padli bodo v deželi Egiptovski: meč, lakota jih uniči, od najmanjšega do največjega pomrjo po meču in lakoti; in bodo v preklinjanje in strmenje, v kletev in sramoto.

¹³Og jeg vil hjemsøke dem som bor i Egyptens land, likesom jeg hjemsøkte Jerusalem, med sverd, med hunger og med pest.

¹³Kajti kaznoval bom nje, ki prebivajo v deželi Egiptovski, kakor sem kaznoval Jeruzalem z mečem, lakoto in kugo;

¹⁴Og av dem som er blitt tilbake av Juda, av dem som er kommet for å bo der i Egyptens land, skal ingen slippe unda og bli igjen, så han kommer tilbake til Juda land, som de stunder efter å komme tilbake til for å bo der; for ingen skal komme tilbake igjen uten nogen få undslopne.

¹⁴tako da ga ne bode izmed ostankov Judovih, ki so šli v deželo Egiptovsko prebivat, ki bi ušel ali ostal in bi se povrnil v deželo Judovo, kamor jih vleče hrepenenje, da se smejo povrniti in prebivati tam; kajti ne povrnejo se, razen nekoliko ubežnikov.

¹⁵Da svarte de Jeremias alle de menn som visste at deres kvinner brente røkelse for andre guder, og alle kvinnene som stod der i en stor flokk, og alt folket som bodde i Egyptens land, i Patros, og de sa:

¹⁵Odgovore pa Jeremiju vsi možje, ki so vedeli, da njih žene kade tujim bogovom, in vse ženske, ki jih je tu stala velika množica, in vse ljudstvo prebivajočih v deželi Egiptovski v Patrosu in reko:

¹⁶Vi vil ikke høre på dig i det du har talt til oss i Herrens navn,

¹⁶Kar se tiče besede, ki si jo nam oznanil v imenu GOSPODOVEM, ne bomo te poslušali nikakor;

¹⁷men vi vil gjøre alt det som vi har lovt med vår munn; vi vil brenne røkelse for himmelens dronning og utøse drikkoffer for henne, likesom vi har gjort, vi og våre fedre, våre konger og våre høvdinger, i Judas byer og på Jerusalems gater. Da blev vi mettet med brød, og det gikk oss vel, og ingen ulykke rammet oss.

¹⁷ampak gotovo storimo, kar koli pride iz naših ust, kadeč kraljici nebeški in darujoč ji pitne daritve, kakor smo delali mi in očetje naši, kralji in knezi naši v mestih Judovih in po ulicah jeruzalemskih. Takrat smo imeli obilo kruha in bili smo veseli in hudega nismo izkusili.

¹⁸Men fra den tid vi holdt op med å brenne røkelse for himmelens dronning og utøse drikkoffer for henne, har vi manglet alt, og ved sverd og hunger er vi omkommet.

¹⁸Odkar pa smo nehali kaditi nebeški kraljici in ji darovati pitne daritve, pogrešamo vsega in meč in lakota nas pokončujeta.

¹⁹Og når vi brente røkelse for himmelens dronning og utøste drikkoffer for henne, mon det da var uten våre menns vitende og vilje at vi laget kaker for henne og dyrket henne og utøste drikkoffer for henne?

¹⁹Ko smo pa kadile nebeški kraljici in ji darovale pitne daritve, ali ji brez vednosti svojih mož delamo kolače, da jo počastimo, in ji darujemo pitne daritve?

²⁰Da sa Jeremias til alt folket, til mennene og til kvinnene og til alt folket som hadde svart ham:

²⁰A Jeremija reče vsemu ljudstvu, možem in ženam in vsemu ljudstvu, ki so mu tako odgovorili, in veli:

²¹Det at I har brent røkelse i Judas byer og på Jerusalems gater, I og eders fedre, eders konger og eders høvdinger og landets folk, mon Herren ikke har kommet det i hu og tenkt på det?

²¹Tistega kadila, ki ste ga palili v mestih Judovih in po ulicah jeruzalemskih vi in očetje vaši, kralji in knezi vaši in ljudstvo dežele, ali se ga ni spomnil GOSPOD in ni li mu prišlo v misli?

²²Og Herren kunde ikke mere tåle det for eders onde gjerningers skyld, for de vederstyggeligheters skyld som I gjorde, og så blev eders land til en ørken og en ødemark og til en forbannelse, så ingen bor der, som det sees på denne dag.

²²In GOSPOD ni mogel tega več trpeti zavoljo hudobnosti vaših del, zavoljo gnusob, ki ste jih delali. Zato je dežela vaša postala puščava, stvar strmenja in preklinjanja, brez prebivalcev, kakor je dan današnji.

²³Fordi I brente røkelse og syndet mot Herren og ikke hørte på Herrens røst og ikke levde efter hans lov og bud og vidnesbyrd, derfor rammet denne ulykke eder, som det sees på denne dag.

²³Zato ker ste kadili in ker ste grešili zoper GOSPODA in niste poslušali glasu GOSPODOVEGA in niste živeli po njegovi postavi in po naredbah in pričevanjih njegovih: zato vas je zadela ta nesreča, kakor je dan današnji.

²⁴Og Jeremias sa til alt folket og til alle kvinnene: Hør Herrens ord, alle I av Juda som er i Egyptens land!

²⁴Še reče Jeremija vsemu ljudstvu in vsem ženam: Poslušajte besedo GOSPODOVO, vsi Judovi, ki ste v deželi Egiptovski:

²⁵Så sier Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud: I og eders kvinner, I talte med eders munn og fullbyrdet det med eders hender, og I sa: Vi vil holde de løfter som vi har gjort: å brenne røkelse for himmelens dronning og utøse drikkoffer for henne. Hold bare eders løfter og opfyll dem!

²⁵Tako pravi GOSPOD nad vojskami, Bog Izraelov: Vi in žene vaše ste govorili z usti svojimi in svojeročno ste to dopolnili, ko ste rekli: Gotovo izpolnimo obljube svoje, ki smo jih obljubili, da bomo kadili kraljici nebeški in ji darovali pitne daritve. Torej le opravljajte obljube svoje in vsekakor izpolnjujte obljube svoje!

²⁶Hør derfor Herrens ord, alle I av Juda som bor i Egyptens land: Se, jeg har svoret ved mitt store navn, sier Herren: Sannelig, mitt navn skal ikke mere nevnes i nogen jødisk manns munn i hele Egyptens land, så han sier: Så sant Herren, Israels Gud, lever!

²⁶Zato poslušajte besedo GOSPODOVO, vsi Judje, ki prebivate v deželi Egiptovski: Glejte, jaz sem prisegel pri svojem velikem imenu, pravi GOSPOD, da se ne bo nikdar več imenovalo ime moje z usti katerega moža judovskega v vsej deželi Egiptovski, da bi rekel: Kakor res živi GOSPOD!

²⁷Se, jeg våker over dem til det onde og ikke til det gode, og hver mann av Juda som er i Egyptens land, skal omkomme ved sverd og ved hunger, inntil de er tilintetgjort.

²⁷Glej, jaz čujem nad njimi v hudo, a ne v dobro; in vse može Judove, ki so v deželi Egiptovski, končata meč in lakota, dokler ne poginejo.

²⁸Og de som undkommer fra sverdet, skal vende tilbake fra Egyptens land til Juda land, en liten flokk, og alle de som er blitt igjen av Juda, som er kommet til Egyptens land for å bo der, skal få merke hvis ord skal stå ved makt, mitt eller deres.

²⁸In kateri ubeže meču, se vrnejo iz dežele Egiptovske v deželo Judovo, neznatni po številu. In izkusi ves ostanek Judov, kolikor jih je šlo v deželo Egiptovsko, da bi tam prebivali, čigava beseda obvelja, moja ali njihna.

²⁹Og dette, sier Herren, skal være tegnet for eder på at jeg vil hjemsøke eder på dette sted, så I skal vite at mine ord om eder skal stå ved makt til ulykke for eder:

²⁹In to vam bodi znamenje, govori GOSPOD, da vas bom kaznoval na tem kraju, da bi vedeli, da res obveljajo besede moje zoper vas v hudo.Tako pravi GOSPOD: Glej, jaz dam Faraona Hofra, kralja egiptovskega, v roko sovražnikov njegovih in v pest njim, ki mu strežejo po življenju, kakor sem dal Zedekija, kralja Judovega, v roko Nebukadnezarja, kralja babilonskega, sovražnika njegovega in ki mu je stregel po življenju.

³⁰Så sier Herren: Se, jeg gir Egyptens konge Farao Hofra i hans fienders hånd og i deres hånd som står ham efter livet, likesom jeg har gitt Judas konge Sedekias i Babels konge Nebukadnesars hånd, som var hans fiende og stod ham efter livet.

³⁰Tako pravi GOSPOD: Glej, jaz dam Faraona Hofra, kralja egiptovskega, v roko sovražnikov njegovih in v pest njim, ki mu strežejo po življenju, kakor sem dal Zedekija, kralja Judovega, v roko Nebukadnezarja, kralja babilonskega, sovražnika njegovega in ki mu je stregel po življenju.