¹Flytt bort, I Benjamins barn, ut av Jerusalem, og støt i basun i Tekoa og reis op et tegn over Bet-Hakkerem! For ulykke truer fra nord med stor ødeleggelse.

¹Bežite na varno, otroci Benjaminovi, izsredi Jeruzalema in v Tekoi trobite na trombo in proti Bet-keremu vzdignite znamenje; kajti nesreča grozi od severa in velika stiska.

²Den fagre og forkjælede, Sions datter, gjør jeg til intet.

²Hčer sionsko, lepo in nežno, izničim.

³Til henne skal hyrder komme med sine hjorder; de slår op telt mot henne rundt omkring, de beiter av hver sitt stykke.

³K njej bodo hodili pastirji s čredami svojimi; šatore bodo stavili proti njej kroginkrog, vsak popase svoj prostor.

⁴Innvi eder til krig mot henne! Stå op og la oss dra op om middagen! Ve oss! For dagen heller, og aftenens skygger blir lange.

⁴„Na vojsko se pripravljajte proti njej! Vstanite in idimo gori že opoldne!... Gorje nam! ker dan je minil, ker nagnile so se sence večerne!

⁵Stå op og la oss dra op om natten, og la oss ødelegge hennes palasser!

⁵Vstanite in idimo gori še po noči in pokončajmo njene palače!“

⁶For så sier Herren, hærskarenes Gud: Fell trær og kast op en voll mot Jerusalem! Det er byen som skal hjemsøkes; den er aldeles full av undertrykkelse i sitt indre.

⁶Kajti tako je velel GOSPOD vojnih krdel: Sekajte les in napravite nasip zoper Jeruzalem! Prav to mesto je treba obiskati; kolikršno je, zgolj zatiranje je v njem.

⁷Som en brønn lar sitt vann velle ut, således lar den sin ondskap velle ut; vold og ødeleggelse høres i den, sår og slag er alltid for mitt åsyn.

⁷Kakor voda teče iz vodnjaka, tako teče iz njega hudobija; silovitost in pustošenje se čuje v njem; pred obličjem mojim je vedno bridkost in uboj.

⁸La dig advare, Jerusalem, så ikke min sjel skal vende sig fra dig, så jeg ikke skal gjøre dig til en ørken, til et ubygget land!

⁸Daj se posvariti, o Jeruzalem, da se ne odtrga duša moja od tebe, da te ne naredim pustega, za deželo brez prebivalcev!

⁹Så sier Herren, hærskarenes Gud: En efterhøst skal de holde på det som er blitt igjen av Israel, likesom på et vintre.* Rekk atter og atter ut din hånd, likesom vinhøsteren til rankene! / {* Herrens ord til fienden.}

⁹Tako pravi GOSPOD nad vojskami: Paberkovali bodo kakor po trtah ostanke Izraelove. Izteguj zopet roko kakor trgač po rozgah! –

¹⁰Hvem skal jeg tale og vidne for, så de hører? Se, deres øre er uomskåret, så de ikke kan gi akt; se, Herrens ord er blitt til spott blandt dem, de liker det ikke;

¹⁰Komu naj govorim in pričujem, da bi slišali? Glej, neobrezano je njih uho in ne morejo biti pozorni; glej, beseda GOSPODOVA jim je v zasmehovanje, ne vesele se je.

¹¹men jeg er fylt av Herrens vrede, jeg er trett av å holde den hos mig.* Utøs den over barnet på gaten og over de unge menns fortrolige krets! Ja, både mann og kvinne skal rammes, både den gamle og den eldgamle, / {* Herrens ord til profeten.}

¹¹Zato sem poln srda GOSPODOVEGA, utrujen sem od zadržavanja. Izlij ga nad otroke po ulicah in nad druščino mladeničev; kajti tudi mož z ženo bosta zadeta, starček in prileten mož;

¹²og deres hus skal gå over til andre, og likeså deres marker og deres hustruer; for jeg vil rekke ut min hånd mot landets innbyggere, sier Herren.

¹²in njih hiše preidejo v last drugim z njivami in ženami vred. Kajti iztegnem roko svojo nad prebivalce tiste dežele, govori GOSPOD.

¹³For både små og store søker alle sammen urettferdig vinning; både profet og prest gjør alle sammen svik,

¹³Zakaj od največjega do najmanjšega izmed njih so vsi vdani dobičku; in od proroka do duhovnika, kar jih je, delajo krivično.

¹⁴og de læger mitt folks skade på lettferdig vis, idet de sier: Fred! Fred! Og det er dog ingen fred.

¹⁴In hčeri ljudstva mojega zdravijo rano prav lahkomiselno, govoreč: Mir, mir! dasi ni miru.

¹⁵De skal bli til skamme, for de har gjort vederstyggelige ting. De hverken skammer sig eller kjenner til blygsel; derfor skal de falle blandt dem som faller; på den tid jeg hjemsøker dem, skal de snuble, sier Herren.

¹⁵Ali jih je bilo sram, ko so delali gnusobo? Ne, sram jih ni nikakor in zardeti ne znajo. Zato padejo med padajočimi; zgrudijo se tisti čas, ko jih obiščem, pravi GOSPOD.

¹⁶Så sa Herren: Stå på veiene og se til, og spør efter de gamle stier, spør hvor veien går til det gode, og vandre på den! Så skal I finne hvile for eders sjeler. Men de sa: Vi vil ikke vandre på den.

¹⁶Tako pravi GOSPOD: Stopite na pota in glejte ter poprašujte po starih stezah, katera je pot dobrega, in hodite po njej, in najdete pokoj dušam svojim. Ali pravijo: Nočemo hoditi po njej.

¹⁷Og jeg satte vektere over eder og sa: Gi akt på basunens lyd! Men de sa: Vi vil ikke gi akt.

¹⁷In postavil sem čuvaje nad vas, veleče: Pazite na glas trobente! A rekli so: Nočemo paziti.

¹⁸Derfor hør, I hedningefolk, og vit, du menighet, hvad som skjer iblandt dem!

¹⁸Zato poslušajte, o narodi, in spoznaj, občina, kaj se godi med njimi!

¹⁹Hør, du jord: Se, jeg lar ulykke komme over dette folk, frukten av deres onde råd; for på mine ord har de ikke gitt akt, og min lov har de forkastet.

¹⁹Poslušaj, o zemlja! Glej, jaz pripeljem nesrečo nad to ljudstvo, njih misli sad; kajti niso pazili na besede moje in postavo mojo so zavrgli.

²⁰Hvad skal jeg med virak fra Sjeba og med den beste kalmus fra et fjernt land? Eders brennoffer er ikke til velbehag for mig, og eders slaktoffer vil jeg ikke ha.

²⁰Čemu mi kadilo, ki prihaja iz Sabe, in dišeči trst predragi iz daljne dežele? Žgalne daritve vaše niso prijetne in žrtve vaše mi niso ljube.

²¹Derfor sier Herren så: Se, jeg setter støtestener for dette folk, og både fedre og barn skal snuble over dem; granne med granne skal omkomme.

²¹Zato je rekel GOSPOD tako: Glej, jaz naredim temu ljudstvu spotike, ob katere se bodo hkratu spotikali očetje in sinovi, sosed in prijatelj njegov, in poginejo.

²²Så sier Herren: Se, et folk kommer fra landet i nord, et stort folk skal bryte op fra jordens ytterste ende.

²²Tako pravi GOSPOD: Glej, ljudstvo prihaja iz severne dežele in narod velik se vzdiguje od krajev zemlje!

²³Bue og spyd holder de i hånden; de er grusomme og skåner ingen; deres røst bruser som havet, og på hester kommer de ridende, rustet som krigsmenn, mot dig, Sions datter!

²³Za lok in sulico prijemljejo, krvoločni so in brez usmiljenja; glas njih šumi kakor morje in na konjih jezdijo; vsakdo je pripravljen zoper tebe, hči sionska, kakor mož na vojsko.

²⁴Vi har hørt ryktet om det, våre hender er blitt kraftløse; angst har grepet oss, smerter som den fødende kvinnes.

²⁴Slišali smo glas o njem, omahnile so nam roke, groza nas je obšla, bolečina kakor porodnico.

²⁵Gå ikke ut på marken og vandre ikke på veien! For fienden har sverd, det er redsel rundt omkring.

²⁵Ne hodi na polje in na potu ne postajaj, kajti meč ima sovražnik, strah je kroginkrog!

²⁶Mitt folks datter! Omgjord dig med sekk og velt dig i aske, hold sorg som over det eneste barn, bitter veklage! Brått kommer ødeleggeren over oss.

²⁶O hči ljudstva mojega, opaši se z raševino, valjaj se po pepelu, kakor po edinorojencu žaluj, jokaj prebridko! kajti nagloma pride razdejalec zoper nas.

²⁷Til en prøver har jeg satt dig blandt mitt folk, til en fast borg, forat du skal kjenne og prøve deres vei.

²⁷Postavil sem te za izkuševalca in za trdnjavo med svojim ljudstvom, da spoznavaš in preiskuješ njih pot.

²⁸De er alle sammen de stridigste gjenstridige, de går omkring som baktalere, de er kobber og jern; de gjør alle det som er til skade.

²⁸Vsi so trdovratni uporniki, pohajajo z obrekovanjem; jekleni so in železni, popačeno ravnajo vsi.

²⁹Blåsebelgen er opbrent av ilden, blyet er fortært; forgjeves har de smeltet og smeltet, og de onde er ikke skilt ut.

²⁹Žari se meh, ogenj pokončava svinec; zaman tope in tope: zakaj hudobni se nočejo izločiti.Srebro zavrženo jih bodo imenovali, kajti GOSPOD jih je zavrgel.

³⁰Vraket sølv kalles de; for Herren har vraket dem.

³⁰Srebro zavrženo jih bodo imenovali, kajti GOSPOD jih je zavrgel.