¹Da nu alle amoritter-kongene som bodde på vestsiden av Jordan, og alle kana'anitter-kongene som bodde ved havet, hørte at Herren hadde latt Jordans vann tørke bort foran Israels barn inntil vi var kommet over, da blev deres hjerte fullt av angst, og de hadde ikke lenger mot til å møte Israels barn.

¹Ko so pa slišali vsi kralji Amorejcev, ki so bili na tej strani Jordana proti zahodu, in vsi kralji Kanaancev, ki so bivali ob morju, kako je posušil GOSPOD jordanske vode pred sinovi Izraelovimi, dokler niso prešli, jim je skopnelo srce in jim ni ostalo nič poguma, zaradi sinov Izraelovih.

²På denne tid sa Herren til Josva: Gjør dig stenkniver og omskjær atter Israels barn, for annen gang!

²Tisti čas veli GOSPOD Jozuetu: Naredi si kamenenih nožev, in obreži zopet sinove Izraelove vdrugič.

³Da gjorde Josva sig stenkniver og omskar Israels barn ved Ha'aralot-haugen*. / {* forhudenes haug.}

³In naredil si je Jozue kamenenih nožev in obrezal sinove Izraelove ob Hribu neobreze.

⁴Grunnen til at Josva omskar dem, var denne: Alt det folk som drog ut av Egypten - alle mennene, alle krigsfolkene - var død i ørkenen på veien fra Egypten.

⁴To pa je vzrok, zakaj jih je obrezal Jozue: vse ljudstvo, ki je šlo iz Egipta, kar jih je bilo moških, sposobnih za vojsko, so pomrli v puščavi po poti, ko so šli iz Egipta.

⁵Alt det folk som drog ut, var omskåret; men alt det folk som var født i ørkenen på veien fra Egypten, var ikke blitt omskåret.

⁵In ljudstvo vse, ki je izšlo, je bilo obrezano; toda vse ljudstvo, kar se ga je rodilo v puščavi ob potovanju po odhodu iz Egipta, ni bilo obrezano.

⁶For i firti år vandret Israels barn i ørkenen, inntil alt folket - krigsfolkene som drog ut av Egypten - var utdød; de hørte ikke på Herrens røst, derfor svor Herren at han ikke vilde la dem se det land Herren hadde tilsvoret deres fedre å ville gi oss, et land som flyter med melk og honning.

⁶Zakaj sinovi Izraelovi so hodili štirideset let po puščavi, dokler ni poginil ves tisti narod, vojaški možje, ki so bili odšli iz Egipta, zato ker niso poslušali GOSPODOVEGA glasu; katerim je prisegel GOSPOD, da jim ne da videti dežele, ki je zanjo prisegel GOSPOD njih očetom, da nam jo da, deželo, v kateri teče mleko in med.

⁷Men deres barn, som han hadde latt vokse op i deres sted, dem omskar Josva; for de hadde forhud, da de ikke var blitt omskåret på veien.

⁷A njih otroke, ki jih je Gospod postavil na njih mesto, je obrezal Jozue; kajti bili so neobrezani, ker jih nihče ni obrezoval na poti.

⁸Da hele folket således var blitt omskåret, holdt de sig i ro der hvor de var i leiren, til de blev friske igjen.

⁸In ko so končali obrezo vsega naroda, so ostali utaborjeni na svojem mestu, dokler niso ozdraveli.

⁹Og Herren sa til Josva: Idag har jeg veltet av eder skammen fra Egypten. Siden har dette sted vært kalt Gilgal* like til denne dag. / {* avveltning.}

⁹In GOSPOD reče Jozuetu: Danes sem odvalil z vas sramoto Egipčanov; zato se je imenovalo tisto mesto Gilgal [T. j. odval.] do tega dne.

¹⁰Mens Israels barn lå i leir ved Gilgal, holdt de påske den fjortende dag i måneden om aftenen på Jerikos ødemarker.

¹⁰In ko so sinovi Izraelovi taborili v Gilgalu, so praznovali pasho štirinajsti dan meseca proti večeru, na poljanah Jerihovih.

¹¹Og dagen efter påsken åt de av landets grøde; usyret brød og ristet korn åt de den dag.

¹¹In jedli so od starega žita te dežele drugi dan po pashi, opresne kruhe in opraženo zrnje v isti dan.

¹²Og mannaen hørte op dagen efter*, for nu åt de av landets grøde; Israels barn fikk ikke mere manna, men de åt det år av det som var avlet i Kana'ans land. / {* nemlig efter påsken.}

¹²In mana je preminila drugi dan, ko so jedli od žita tiste dežele, in Izraelovi sinovi niso več dobili mane, ampak jedli so od pridelkov Kanaanske dežele tisto leto.

¹³Mens Josva var ved Jeriko, hendte det at han løftet op sine øine og fikk se en mann som stod foran ham med et draget sverd i sin hånd; og Josva gikk bort til ham og sa: Hører du til oss eller til våre fiender?

¹³Zgodi se pa, ko je bil Jozue pri Jerihu, da povzdigne oči in gleda, in glej, nasproti mu stoji mož s potegnjenim mečem v roki. In Jozue gre k njemu in mu reče: Si li ti naš ali naših sovražnikov?

¹⁴Han svarte: Nei, jeg er høvdingen over Herrens hær; nu er jeg kommet. Da falt Josva på sitt ansikt til jorden og tilbad og sa til ham: Hvad har min herre å si til sin tjener?

¹⁴On reče: Ne, temuč knez sem vojske GOSPODOVE; sedaj sem prišel. In Jozue pade z obličjem na tla in moli ter mu reče: Kaj pravi gospod moj svojemu hlapcu?In knez vojske GOSPODOVE veli Jozuetu: Sezuj obuvalo z nog svojih, zakaj mesto, ki stojiš na njem, je sveto. In Jozue stori tako.

¹⁵Og høvdingen over Herrens hær sa til Josva: Dra skoen av din fot! For det sted du står på, er hellig. Og Josva gjorde så.

¹⁵In knez vojske GOSPODOVE veli Jozuetu: Sezuj obuvalo z nog svojih, zakaj mesto, ki stojiš na njem, je sveto. In Jozue stori tako.