¹Og han begynte atter å lære ved sjøen, og meget folk samlet sig om ham, så han gikk ut i en båt og satt i den ute på sjøen, og alt folket var på land ved sjøen.

¹In zopet začne učiti ob morju. In zbere se pri njem tako velika množica, da mora stopiti v ladjo in sedeti v njej na morju; in vsa množica se razpostavi kraj morja po tleh.

²Og han lærte dem meget i lignelser, og sa til dem idet han lærte:

²In mnogo jih je učil v prilikah in jim pravil v poučevanju svojem:

³Hør! Se, en såmann gikk ut for å så,

³Poslušajte! Glej, sejalec gre sejat.

⁴og det skjedde da han sådde, da falt noget ved veien; og fuglene kom og åt det op.

⁴In zgodi se, ko seje, da pade nekaj zrnja poleg ceste, in prilete ptice in ga pozobljejo.

⁵Og noget falt på stengrunn, hvor det ikke hadde meget jord; og det kom snart op, fordi det ikke hadde dyp jord,

⁵A drugo pade na skalnata tla, kjer nima veliko prsti, in precej požene, ker nima globoke zemlje.

⁶og da solen gikk op, blev det avsvidd, og da det ikke hadde rot, visnet det.

⁶Ko pa vzide solnce, uvene, in ker nima korenine, usahne.

⁷Og noget falt blandt torner; og tornene skjøt op og kvalte det, og det bar ikke frukt.

⁷In drugo pade v trnje, in trnje vzraste in ga uduši, in ne prinese sadu.

⁸Og noget falt i god jord; og det bar frukt som vokste og blev stor, og det bar inntil tretti fold og seksti fold og hundre fold.

⁸In drugo pade na dobro zemljo, in prinaša sad, ki raste in se množi in rodi po tridesetero in po šestdesetero in po stotero.

⁹Og han sa til dem: Den som har ører å høre med, han høre!

⁹In reče: Kdor ima ušesa, da sliši, naj sliši!

¹⁰Og da han var blitt alene, spurte de tolv og de andre som var med ham, om lignelsene.

¹⁰In ko je bil sam, ga vprašajo tisti, ki so bili pri njem z dvanajsterimi, po prilikah.

¹¹Og han sa til dem: Eder er Guds rikes hemmelighet gitt, men til hine som er utenfor, sies det alt sammen i lignelser,

¹¹In jim reče: Vam je dana skrivnost kraljestva Božjega, onim pa, ki so zunaj, se vse godi v prilikah,

¹²forat de skal se og se og ikke skjelne, og høre og høre og ikke forstå, forat de ikke skal omvende sig og få forlatelse.

¹²da „gledajoč vidijo, pa ne spoznajo, ter poslušajoč slišijo, pa ne razumejo: da se ne bi kdaj izpreobrnili, in bilo bi jim odpuščeno“.

¹³Og han sa til dem: Forstår I ikke denne lignelse? Hvorledes skal I da skjønne alle lignelsene?

¹³In jim reče: Ne umete li te prilike? In kako boste vse prilike umeli?

¹⁴Såmannen sår ordet.

¹⁴Sejalec seje besedo.

¹⁵Men de ved veien er de som ordet blir sådd i, og når de har hørt det, kommer straks Satan og tar bort ordet som er sådd i dem.

¹⁵Ti so pa, ki so poleg ceste: kjer se seje beseda, in ko jo slišijo, precej pride satan in vzame besedo, ki je posejana vanje.

¹⁶Og på samme måte de som såes på stengrunn; det er de som straks tar imot ordet med glede når de får høre det,

¹⁶In enako so ti, pri katerih je posejano na skalnata tla: ko slišijo besedo, jo precej z veseljem sprejmo;

¹⁷og de har ikke rot i sig, men holder bare ut til en tid; blir det så trengsel eller forfølgelse for ordets skyld, da tar de straks anstøt.

¹⁷pa nimajo korenine v sebi, temuč so nestanovitni; ko potem nastane stiska ali preganjanje zaradi besede, se precej pohujšajo.

¹⁸Og andre igjen er de som såes blandt torner; det er de som hører ordet,

¹⁸In drugi so, pri katerih je posejano v trnje: tisti, ki besedo slišijo,

¹⁹og verdens bekymringer og rikdommens forførelse og attrå efter de andre ting kommer inn og kveler ordet, og det blir uten frukt.

¹⁹pa skrbi tega sveta in slepilo bogastva in želje po drugih rečeh se prikradejo in zaduše besedo in ostane brez sadu.

²⁰Og dette er de som er sådd i den gode jord: de som hører ordet og tar imot det og bærer frukt, tretti fold og seksti fold og hundre fold.

²⁰In ti so, pri katerih je na dobro zemljo posejano: ki besedo poslušajo in sprejemajo ter prinašajo sad, trideseteren, šestdeseteren in stoteren.

²¹Og han sa til dem: Kommer vel lyset inn for å settes under en skjeppe eller under en seng? Kommer det ikke for å settes i staken?

²¹In jim reče: Se li mar prinaša sveča, da se postavi pod mernik ali pod posteljo? A ne, da se postavi na svečnik?

²²For intet er skjult uten at det skal åpenbares, heller ikke blir noget dulgt uten for å komme for dagen.

²²Kajti nič ni skritega, kar se ne bi razodelo, in nič ni tako skrivnega, da ne bi prišlo na svetlo.

²³Om nogen har ører å høre med, han høre!

²³Če ima kdo ušesa, da sliši, naj sliši!

²⁴Og han sa til dem: Akt på hvad I hører! Med det samme mål som I måler med, skal eder måles igjen, og enn mere skal gis eder.

²⁴In jim reče: Pomislite, kaj slišite! S kakršno mero merite, se odmeri vam in še pridene se vam.

²⁵For den som har, ham skal gis, og den som ikke har, fra ham skal endog tas det han har.

²⁵Kajti kdor ima, se mu bo dalo, a kdor nima, se mu odvzame tudi to, kar ima.

²⁶Og han sa: Med Guds rike er det således som når et menneske kaster sæden i jorden

²⁶In reče: Tako je s kraljestvom Božjim, kakor če človek vrže seme v zemljo,

²⁷og sover og står op, natt og dag, og sæden spirer frem og blir høi, uten at han selv vet av det.

²⁷in spi in vstaja po noči in po dnevi, in seme poganja in raste, da on ne ve kako.

²⁸Av sig selv bærer jorden grøde: først strå, så aks, så fullt korn i akset.

²⁸Zemlja sama od sebe rodi sad: najprej steblo, potem klas, potem polno pšenico v klasu.

²⁹Men når grøden er moden, sender han straks sigden ut, fordi høsten er forhånden.

²⁹Ko pa sad dozori, precej pošlje srp, kajti prišla je žetev.

³⁰Og han sa: Hvad skal vi ligne Guds rike med, eller hvad lignelse skal vi bruke om det?

³⁰In reče: S čim naj primerjamo kraljestvo Božje? ali v kakšni priliki naj ga upodobimo?

³¹Det er likesom sennepskornet, som er mindre enn alt annet frø på jorden når det såes i jorden;

³¹Ono je kakor gorčično zrno, ki je, ko se vseje v zemljo, manjše od vseh semen na zemlji,

³²og når det er sådd, vokser det op og blir større enn alle maturter og skyter store grener, så at himmelens fugler kan bygge rede under dets skygge.

³²a ko je vsejano, raste in postane večje od vseh zelišč, in poganja velike veje, da morejo ptice nebeške gnezditi pod senco njegovo.

³³Og i mange sådanne lignelser talte han ordet til dem, så meget som de kunde høre,

³³In v mnogih takih prilikah jim je govoril besedo, v kolikor so jo mogli poslušati.

³⁴og uten lignelse talte han ikke til dem; men i enrum utla han alt sammen for sine disipler.

³⁴Brez prilike pa jim ni govoril, a na samem je učencem svojim razlagal vse.

³⁵Og samme dag, da det var blitt aften, sa han til dem: La oss fare over til hin side!

³⁵In jim reče tisti dan, ko se je zvečerilo: Prepeljimo se na oni kraj.

³⁶Og de lot folket fare, og tok ham med sig i båten som han var; men også andre båter var i følge med ham.

³⁶In pusté množico ter ga vzemo s seboj, kakor je bil v ladji; tudi druge ladjice so bile ž njim.

³⁷Og det kom en sterk stormvind, og bølgene slo inn i båten, så at den holdt på å fylles.

³⁷Kar nastane velik vihar, in valovi so se zaganjali v ladjo, da se je že napolnjevala.

³⁸Og han lå og sov bak i båten på en hodepute; og de vekket ham og sa til ham: Mester! bryr du dig ikke om at vi går under?

³⁸In on je bil na krmi, speč na blazini; in ga zbude in mu reko: Učenik, ali ti nič ni mar, da pogibljemo?

³⁹Og han stod op og truet vinden, og til sjøen sa han: Ti, vær stille! Og vinden la sig, og det blev blikkstille.

³⁹In prebudivši se, zapreti vetru in reče morju: Umolkni, pomiri se! In preneha veter, in nastane velika tihota.

⁴⁰Og han sa til dem: Hvorfor er I så redde? Hvorledes kan I være så vantro?

⁴⁰In jim reče: Kaj ste tako plašni? ali še nimate vere?In velik strah jih obide, in govore med seboj: Kdo vendar je ta, da sta mu celo veter in morje pokorna?

⁴¹Og de blev storlig forferdet, og sa til hverandre: Hvad er dette for en, som både vinden og sjøen er lydige?

⁴¹In velik strah jih obide, in govore med seboj: Kdo vendar je ta, da sta mu celo veter in morje pokorna?