¹Da nu Sanballat hørte at vi bygget på muren, optendtes hans vrede; han blev yderlig forbitret og spottet jødene

¹In ko je slišal Sanbalat, da stavimo obzidje, mu to silno zamrzi in se razjezi ter zasmehuje Jude.

²og sa i nærvær av sine brødre og krigsfolket i Samaria: Hvad er det disse visne jøder gjør? Skal de ha lov til slikt? Skal de få ofre? Skal tro de vil få fullført verket idag? Skal tro de vil blåse liv i stenene fra grushaugene enda de alt er forbrent?

²In govori pred brati svojimi in pred vojsko v Samariji in reče: Kaj delajo ti slabotni Judje? Ali naj se jim to pripusti? Bodo li darovali? bodo li neki dan dokončali? hočejo li v življenje povrniti kamenje z grobljišča, ki je vendar sežgano?

³Og ammonitten Tobias, som stod ved siden av ham, sa: La dem bygge så meget de vil - bare en rev hopper op på deres stenmur, så river den den ned.

³Tobija Amonec, stoječ poleg njega, reče: Karkoli naj zidajo, če lisica pride nanj, poruši njih kameneni zid!

⁴Hør, vår Gud, hvorledes vi er blitt foraktet! La deres spott falle tilbake på deres eget hode, og la dem bli til rov i fangenskaps land!

⁴Poslušaj, o naš Bog, ker smo zaničevani, in obrni njih zasmehovanje njim na glavo ter izroči jih oplenjenju v deželi ujetništva!

⁵Dekk ikke over deres misgjerning, og la ikke deres synd bli utslettet for ditt åsyn! For de har krenket dig for bygningsmennenes ører.

⁵Ne zakrivaj njih krivice in ne izbriši njih greha izpred obličja svojega! Ker so te dražili v jezo spričo zidalcev. –

⁶Så bygget vi da på muren, og hele muren blev satt i stand til sin halve høide, og folket hadde godt mot på arbeidet.

⁶Mi pa smo zidali obzidje, in smo sklenili ves zid okrog do polovice višave, kajti ljudstvo je imelo pogum za delo.

⁷Men da Sanballat og Tobias og araberne og ammonittene og asdodittene hørte at vi holdt på med å utbedre Jerusalems murer, og at revnene tok til å fylles, blev de meget vrede.

⁷Ko pa so slišali Sanbalat in Tobija in Arabci in Amonci in Asdodci, da napreduje popravljanje zidovja jeruzalemskega in da že zazidavamo, kar je bilo razdrto, tedaj se silno razjeze.

⁸Og de sammensvor sig alle om å komme og stride mot Jerusalem og hindre folket i dets arbeid.

⁸In vsi se vkup zarote, da pojdejo bojevat se zoper Jeruzalem in delat zmešnjavo v njem.

⁹Men vi bad til vår Gud, og vi stilte ut vaktposter mot dem dag og natt av frykt for dem.

⁹Mi pa smo molili k Bogu svojemu in postavili stražo zoper nje, dan in noč, boječ se jih.

¹⁰Da sa jødene: Bærernes kraft svikter, og grushaugene er for store; vi makter ikke lenger å bygge på muren.

¹⁰In Juda reče: Moč je bremenarjem oslabela in groblje so še velike, tako da ne moremo zidati zidu.

¹¹Og våre motstandere sa: De må ikke få vite eller merke noget før vi står midt iblandt dem og hugger dem ned og således gjør ende på arbeidet.

¹¹Naši nasprotniki so pa rekli: Ne bodo zvedeli, ne videli, dokler ne pridemo mednje ter jih pobijemo, in tako ustavimo delo.

¹²Da nu de jøder som bodde i nærheten av dem, kom fra alle kanter og vel ti ganger sa til oss: I må vende tilbake til oss,

¹²Zgodi se pa, ko so prišli Judje, ki so poleg njih prebivali, in so nam dobro desetkrat povedali, od vseh krajev: Morate se vrniti k nam!

¹³da stilte jeg folket op på de laveste steder bak muren, på de åpne plasser; jeg stilte dem op efter deres ætter med sine sverd og spyd og buer.

¹³tedaj sem postavil na spodnje kraje prostora za zidom, na goljave, ljudstvo po njih rodovinah ž njih meči, sulicami in loki.

¹⁴Og da jeg så dem opstilt, gikk jeg frem og sa til de fornemme og forstanderne og til hele folket: Vær ikke redd dem, tenk på Herren, den store og forferdelige, og strid for eders brødre, eders sønner og døtre, eders hustruer og eders hjem!

¹⁴In ko sem vse ogledal, sem vstal in velel plemenitnikom in načelnikom in drugemu ljudstvu: Nikar se jih ne bojte, spominjajte se Gospoda, velikega in groznega, in bojujte se za brate svoje, za sinove in hčere svoje, za žene in hiše svoje!

¹⁵Da våre fiender hørte at vi hadde fått vite det, og at Gud hadde gjort deres råd til intet, vendte vi alle sammen tilbake til muren, hver til sitt arbeid.

¹⁵Ko so pa slišali sovražniki naši, da nam je bilo povedano, in je Bog uničil njih naklep, smo se vrnili vsi na zid, vsak k delu svojemu.

¹⁶Fra den dag arbeidet bare den ene halvdel av mine unge menn på verket, mens den andre halvdel av dem stod der med sine spyd, skjold, buer og brynjer, og høvdingene stod bakenfor hele Judas folk.

¹⁶In bilo je od tega dne, da je polovica mojih hlapcev opravljala delo, druga polovica pa je držala sulice in ščite, loke in oklepe, in poglavarji so stali za vso družino Judovo,

¹⁷De som bygget på muren, og bærerne med sine byrder, de arbeidet med sin ene hånd på verket, og med den andre holdt de sitt våben;

¹⁷ki je delala na zidu. In bremenarji so nakladali, vsak z eno roko delajoč, z drugo pa držeč orožje.

¹⁸hver av bygningsmennene hadde sitt sverd spent om sine lender mens de bygget; og basunblåseren stod ved siden av mig.

¹⁸In zidar je vsak imel meč pripasan k ledju, in tako so zidali. In trobentač je stal poleg mene.

¹⁹Og jeg sa til de fornemme og forstanderne og til hele folket: Arbeidet er stort og vidløftig, og vi er spredt på muren langt fra hverandre.

¹⁹In dejal sem plemenitnikom in načelnikom in drugemu ljudstvu: Dela je veliko in na široko in daleč smo narazen raztrošeni po zidu;

²⁰På det sted hvor I hører basunen lyder, der skal I samle eder hos oss. Vår Gud vil stride for oss.

²⁰na kateremkoli kraju zaslišite trobente glas, tja se zberite k nam. Bog naš se bo bojeval za nas!

²¹Så arbeidet vi da på verket mens halvdelen stod der med sine spyd, fra morgenrøden rant op til stjernene kom frem.

²¹Tako smo se trudili pri delu in polovica jih je držala sulice od jutranje zarje, dokler so zvezde prisvetile.

²²På samme tid sa jeg også til folket: Hver mann med sin tjener skal bli natten over inne i Jerusalem, så vi kan ha dem til vakt om natten og til arbeid om dagen.

²²Tudi sem velel tisti čas ljudstvu: Slednji ostani s hlapcem svojim čez noč v Jeruzalemu, da nam bodo po noči v stražo in po dne za delo!Niti jaz, ne bratje moji, ne možje na straži za mano, nihče ni slekel obleke, vsakemu je bilo orožje ob desnici.

²³Og hverken jeg eller mine brødre eller mine tjenere eller vaktmennene, som fulgte mig, kom av klærne; hver mann hadde sitt våben hos sig og vann.

²³Niti jaz, ne bratje moji, ne možje na straži za mano, nihče ni slekel obleke, vsakemu je bilo orožje ob desnici.