¹På den fire og tyvende dag i samme måned samlet Israels barn sig og holdt faste, klædd i sekk og med jord strødd på sine hoder.

¹A štiriindvajseti dan tega meseca so se zbrali sinovi Izraelovi s postom in v žalni obleki in s prstjo na glavi.

²Og Israels ætt skilte sig fra alle fremmede og stod så frem og bekjente sine synder og sine fedres misgjerninger.

²In seme Izraelovo se je ločilo od vseh otrok tujcev, in ustopili so se in pripoznavali grehe svoje in očetov svojih kriva dejanja.

³Så blev de stående på sin plass mens det blev lest op for dem av Herrens, deres Guds lovbok en fjerdedel av dagen, og en annen fjerdedel av dagen avla de bekjennelse og tilbad Herren sin Gud.

³In stali so na mesto svojem in so brali v knjigi postave GOSPODA, svojega Boga, četrti del dne. In drugi četrti del dne so pripoznavali in se poklanjali GOSPODU, svojemu Bogu.

⁴Josva og Bani, Kadmiel, Sebanja, Bunni, Serebja, Bani og Kenani trådte op på levittenes forhøining, og de ropte med høi røst til Herren sin Gud.

⁴Nato stopijo na stopnice levitov Jesua, Bani, Kadmiel, Sebanija, Buni, Serebija, Bani in Kenani, in so vpili z velikim glasom h GOSPODU, svojemu Bogu.

⁵Og levittene Josva og Kadmiel, Bani, Hasabneja, Serebja, Hodia, Sebanja og Petahja sa: Stå op og lov Herren eders Gud fra evighet til evighet! Ja, lovet være ditt herlige navn, som er ophøiet over all lov og pris!

⁵In leviti: Jesua, Kadmiel, Bani, Hasabneja, Serebija, Hodija, Sebanija in Petahija so dejali: Vstanite in hvalite GOSPODA, svojega Boga, od vekomaj do vekomaj! In hvaljeno bodi ime slave tvoje, ki je vzvišeno nad vsako hvalo in proslavo.

⁶Du alene er Herren, du har gjort himlene, himlenes himler og all deres hær, jorden og alt som er på den, havene og alt som er i dem, og du holder det alt sammen i live, og himmelens hær tilbeder dig.

⁶Ti si GOSPOD, ti edini! Ti si naredil nebo, nebesa nebes in vso njih vojsko, zemljo in vse, kar je na njej, morja in karkoli je v njih, in ti jim vsem vzdržuješ obstanek; in vojske nebeške te molijo.

⁷Det var du, Herre Gud, som utvalgte Abram og førte ham ut fra kaldeernes Ur og gav ham navnet Abraham.

⁷Ti si Jehova, Bog, ki si izvolil Abrama ter ga pripeljal iz Ura Kaldejcev, in dal si mu ima Abraham.

⁸Og du fant hans hjerte trofast mot dig, og du gjorde den pakt med ham at du vilde gi hans ætt kana'anittenes, hetittenes, amorittenes og ferisittenes og jebusittenes og girgasittenes land; og du holdt ditt ord, for du er rettferdig.

⁸In našel si srce njegovo zvesto pred seboj ter sklenil ž njim zavezo, da mu daš deželo Kanaancev, Hetejcev, Amorejcev, Ferizejcev, Jebusejcev in Girgasejcev, da jo daš semenu njegovemu, in si vzdržal besede svoje, zakaj ti si pravičen.

⁹Du så våre fedres nød i Egypten, og du hørte deres rop ved det Røde Hav,

⁹Ti si videl nadlogo očetov naših v Egiptu in slišal njih vpitje ob Rdečem morju;

¹⁰og du gjorde tegn og undergjerninger med Farao og alle hans tjenere og alt folket i hans land; for du visste at de hadde faret overmodig frem mot dem, og du vant dig et stort navn, som det kan sees på denne dag.

¹⁰in storil si znamenja in čudeže nad Faraonom in nad vsemi hlapci njegovimi in nad vsem ljudstvom dežele njegove, zakaj vedel si, da so prevzetno ravnali proti njim; in si sebi storil ime, kakor je današnji dan.

¹¹Du kløvde havet for dem, og de gikk midt igjennem havet på det tørre; du kastet deres forfølgere i dypet, så de sank som sten i de veldige vann.

¹¹Razklal si morje pred njimi, da so šli sredi morja po suhem; njih preganjalce pa si vrgel v globočine, kakor kamen v silne vode.

¹²Du ledet dem i en skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten for å Iyse for dem på den vei de skulde gå.

¹²In vodil si jih v oblakovem stebru po dne in v ognjenem stebru po noči, da bi jim svetil na poti, ki so po njej šli.

¹³Du steg ned på Sinai berg og talte med dem fra himmelen; du gav dem rette befalinger og trygge lover, gode forskrifter og bud.

¹³In prišel si doli na goro Sinaj in govoril si ž njimi iz nebes ter jim dal pravične sodbe in zakone resnične ter dobre postave in zapovedi;

¹⁴Du kunngjorde dem din hellige sabbat; du gav dem bud og forskrifter og lover gjennem din tjener Moses.

¹⁴in znano si jim storil sveto soboto svojo in jim zapovedal zapovedi in postave in zakon po Mojzesu, hlapcu svojem.

¹⁵Du gav dem brød fra himmelen når de hungret, og lot vann komme frem av klippen for dem når de tørstet, og du bød dem å dra inn og ta det land i eie som du med opløftet hånd hadde svoret at du vilde gi dem.

¹⁵In kadar so bili lačni, si jim dajal kruha iz nebes in izpeljal si zanje vodo iz skale, ko so bili žejni, in si jim velel, naj gredo posest deželo, za katero si s povzdignjeno roko prisegel, da jim jo daš.

¹⁶Men de, våre fedre, var overmodige og hårdnakkede og hørte ikke på dine bud.

¹⁶Ali oni, očetje naši, so ravnali prevzetno in postali so trdovratni in niso poslušali zapovedi tvojih

¹⁷De vilde ikke høre og kom ikke i hu de undergjerninger du hadde gjort for dem, men var hårdnakkede og valgte sig en høvding og vilde i sin gjenstridighet vende tilbake til sin trældom; men du er en Gud som tilgir, nådig og barmhjertig, langmodig og rik på miskunnhet, og du forlot dem ikke.

¹⁷in so se branili poslušati in se niso spominjali čudovitih del tvojih, ki si jih storil med njimi, temuč v trdovratnosti svoji in v uporu svojem so si postavili glavarja, da bi se vrnili v sužnost svojo. Ali ti si Bog mnogega odpuščanja, milostiv in poln usmiljenja, počasen v jezi in obilen v milosti, ti jih nisi zapustil.

¹⁸Ja, de støpte sig endog en kalv og sa: Dette er din Gud, som førte dig op fra Egypten. Og de gjorde sig skyldige i store bespottelser.

¹⁸Ko so si celo naredili ulito tele in rekli: To je tvoj Bog, ki te je izpeljal iz Egipta, in so počenjali grozno zasmehovanje Boga,

¹⁹Men du - i din store barmhjertighet forlot du dem ikke i ørkenen; skystøtten vek ikke fra dem om dagen, men ledet dem på veien, ei heller vek ildstøtten fra dem om natten, men lyste for dem på den vei de skulde gå.

¹⁹ti jih vendar nisi zapustil v mnogoterem usmiljenju svojem v puščavi: oblakov steber se ni umaknil iznad njih po dne, da bi jih vodil po poti, ne ognjeni steber po noči, da bi jim svetil na pot, po kateri naj gredo.

²⁰Du gav dem din gode Ånd til å lære dem; du nektet ikke deres munn din manna, og du gav dem vann når de tørstet.

²⁰Ti si tudi dal dobrega duha svojega, da jih poučuje, in njih ustom nisi odrekel mane svoje, in dajal si jim vode, ko so bili žejni.

²¹I firti år forsørget du dem i ørkenen, de manglet intet; deres klær blev ikke utslitt, og deres føtter blev ikke hovne.

²¹Štirideset let si jih oskrboval v puščavi, da jim ničesar ni pomanjkovalo; njih obleka se ni razdrapala in njih noge niso otekle.

²²Du gav dem riker og folk, som du skiftet ut til dem på alle kanter; de tok i eie det land som tilhørte Sihon, kongen i Hesbon, og det land som tilhørte Og, kongen i Basan.

²²In dal si jim kraljestva in ljudstva in ta jim pridelil po posameznih pokrajinah; tako so posedli deželo Sihona, kralja hesbonskega, in deželo Oga, kralja v Basanu.

²³Du gjorde deres barn tallrike som himmelens stjerner og førte dem inn i det land som du hadde lovt deres fedre at de skulde komme inn i og ta i eie.

²³In njih otroke si pomnožil kakor zvezde na nebu in si jih pripeljal v deželo, za katero si bil govoril njih očetom, da pridejo vanjo in jo posedejo;

²⁴Så kom da deres barn og tok landet i eie, og du ydmyket landets innbyggere, kana'anittene, for dem og gav dem i deres hånd, både kongene og folkene der i landet, så de kunde gjøre med dem som de vilde.

²⁴njih otroci so torej prišli vanjo in jo posedli, in ti si ponižal pred njimi prebivalce te dežele, Kanaance, in si jih dal njim v roke ž njih kralji in z ljudstvi vred v deželi, da so ž njimi storili po volji svoji.

²⁵De inntok faste byer og vant sig fruktbar jord og tok huser til eie som var fulle av alle gode ting, og uthugne brønner, vingårder og oljetrær og frukttrær i mengde; og de åt og blev mette og fete og gjorde sig til gode ved din store godhet.

²⁵In zavzeli so utrjena mesta in mastno zemljo in dobili v last hiše, polne vsakršnega blaga, vodnjake izkopane, vinograde, oljkove vrte in sadnih dreves obilo: in jedli so in se nasitili in odebeleli, dobro živeč po veliki dobroti tvoji.

²⁶Men de blev gjenstridige og satte sig op imot dig og kastet din lov bak sin rygg; de drepte dine profeter, som vidnet for dem og vilde føre dem tilbake til dig; og de gjorde sig skyldige i store bespottelser.

²⁶Ali postali so nepokorni in se uprli zoper tebe in so vrgli zakon tvoj za hrbet svoj in pomorili proroke tvoje, ki so pričevali zoper nje, da bi jih zopet preobrnili k tebi, in so počenjali grozno zasmehovanje Boga.

²⁷Da gav du dem i deres fienders hånd, og de plaget dem; men når de i sin nød ropte til dig, hørte du det fra himmelen, og i din store barmhjertighet gav du dem frelsere, som utfridde dem av deres fienders hånd.

²⁷Zato si jih dal v roke njih zatiralcem, ki so jih tlačili; ali ko so ob času nadloge vpili k tebi, ti si jih uslišal iz nebes in po svojem mnogoterem usmiljenju si jim dal rešitelje, ki so jih oteli iz roke njih zatiralcev.

²⁸Men når de så kom til ro, gjorde de atter det som var ondt i dine øine, og du overlot dem i deres fienders hånd, så de hersket over dem; men når de så atter ropte til dig, hørte du det fra himmelen og utfridde dem i din barmhjertighet gang på gang.

²⁸A komaj so imeli pokoj, so zopet delali hudo pred teboj. Zato si jih prepustil pesti njih sovražnikov, da so jim gospodovali; pa zopet so vpili k tebi, in slišal si jih iz nebes in mnogokrat si jih otel po mnogem usmiljenju svojem.

²⁹Du vidnet for dem og vilde omvende dem til din lov; men de var overmodige og hørte ikke på dine bud, de syndet mot dine lover, de som mennesket lever ved når han gjør efter dem; i sin gjenstridighet satte de skulderen imot; de var hårdnakkede og vilde ikke høre.

²⁹In pričeval si zoper nje, da bi jih izpreobrnil k postavi svoji, oni pa so se vedli prevzetno in niso poslušali zapovedi tvojih, ampak so grešili zoper pravice tvoje (katere kdor izpolnjuje, bo živel po njih) in pleča svoja umeknili izpod jarma tvojega; vdali so se trdovratnosti in niso hoteli poslušati.

³⁰I mange år bar du over med dem og vidnet for dem ved din Ånd gjennem dine profeter; men de vendte ikke øret til, og du gav dem i fremmede folks hånd.

³⁰A veliko let si imel potrpljenje ž njimi in po duhu svojem si pričeval zoper nje, po svojih prorokih, a niso poslušali; zato si jih dal v roke ljudstvom dežel.

³¹Men i din store barmhjertighet gjorde du ikke aldeles ende på dem og forlot dem ikke; for du er en nådig og barmhjertig Gud.

³¹Vendar pa v mnogoterem usmiljenju svojem jih nisi docela pokončal, ne jih zapustil, zakaj ti, Bog mogočni, si milostiv in poln usmiljenja.

³²Og nu, vår Gud, du store, veldige og forferdelige Gud, du som holder din pakt og bevarer din miskunnhet, la det ikke tykkes dig ringe alt det onde som har rammet oss, våre konger, våre høvdinger, våre prester, våre profeter, våre fedre og alt ditt folk, fra assyrerkongenes dager til den dag idag!

³²In sedaj, o Bog naš, Bog mogočni, veliki, silni in grozni, ki hraniš zavezo in milost, naj se ti ne vidi majhna vsa tista težava, ki je zadela nas in kralje naše in kneze in duhovnike in proroke in očete naše in vse ljudstvo tvoje, od dni kraljev asirskih do tega dne.

³³Du er rettferdig i alt det som er kommet over oss; for du har vist trofasthet, men vi har vært ugudelige.

³³Ali ti si pravičen v vsem, kar je prišlo nad nas: zakaj ti si ravnal po resnici, mi pa smo delali krivično.

³⁴Våre konger, våre høvdinger, våre prester og våre fedre har ikke gjort efter din lov; de har ikke hørt på dine bud og på de vidnesbyrd du lot bli dem til del.

³⁴In naši kralji, knezi, duhovniki in očetje niso delali po postavi tvoji in niso pazili na zapovedi tvoje in pričevanja, s katerimi si pričeval zoper nje.

³⁵Og enda de levde i sitt eget rike, og du hadde gitt dem så meget godt og overlatt dem dette vide og fruktbare land, tjente de dig ikke og vendte ikke om fra sine onde gjerninger.

³⁵Kajti niso ti služili v kraljestvu svojem in ob veliki dobroti tvoji, ki si jo jim podeljeval, in v tej postrani in mastni deželi, ki si jo jim bil izročil, in se niso preobrnili od hudih dejanj svojih.

³⁶Se, vi er idag træler - vi er træler i det land du gav våre fedre, forat de skulde ete dets frukt og dets gode ting,

³⁶Glej, hlapci smo danes, in dežela, ki si jo dal očetom našim, da uživajo njene sadove in dobrote – glej, v tej smo hlapci!

³⁷og sin rike grøde bærer det for de konger som du satte over oss for våre synders skyld, og de råder over våre legemer og vårt fe efter eget tykke. Vi er i stor nød.

³⁷In ona dohodke svoje množi kraljem, ki si jih nam postavil zavoljo grehov naših, in ti gospodujejo telesom našim in živini naši, kakor jim je drago, in v veliki smo nadlogi.A pri vsem tem narejamo in pišemo trdno zavezo, in vojvode naši, leviti in duhovniki naši, jo s pečati potrjujejo.

³⁸På grunn av alt dette gjorde vi en fast pakt og skrev den op; skrivelsen blev forsynt med segl og underskrevet av våre høvdinger, våre levitter og våre prester.

³⁸A pri vsem tem narejamo in pišemo trdno zavezo, in vojvode naši, leviti in duhovniki naši, jo s pečati potrjujejo.