1En sang ved festreisene. Herre, gi David lønn for hans møie,
1{Pesem stopinj.} Spominjaj se, o GOSPOD, Davidu vsega truda njegovega!
2han som tilsvor Herren, gav Jakobs Veldige det løfte:
2Kako je prisegel GOSPODU, obljubil Mogočnemu Jakobovemu:
3Jeg vil ikke gå inn i mitt huses telt, jeg vil ikke stige op på min sengs leie,
3Ne pojdem v hiše svoje šator, ne stopim na posteljo ležišča svojega,
4jeg vil ikke unne mine øine søvn, mine øielokk slummer,
4spanja ne dam očem svojim, dremanja trepalnicam svojim,
5før jeg finner et sted for Herren, en bolig for Jakobs Veldige!
5dokler ne najdem mesta za GOSPODA, bivališča za Mogočnega Jakobovega!
6Se, vi hørte om den* i Efrata**, vi fant den i skogsbygden***. / {* d.e. paktens ark.} / {** 1MO 35, 19.} / {*** Kirjat-Jearim.}
6Glej, skrinja zaveze je bila, kakor smo slišali, v Efrati, našli smo jo na poljanah Jaarskih.
7Vi vil komme til hans bolig, vi vil tilbede for hans føtters skammel.
7Pojdimo v šatore njegove, priklanjajmo se pred nog njegovih podnožjem!
8Reis dig, Herre, og kom til ditt hvilested, du og din styrkes ark!
8Vstani, GOSPOD, stopi v počivališče svoje, ti in skrinja moči tvoje!
9La dine prester klæ sig i rettferd og dine fromme rope med fryd!
9Duhovniki tvoji naj se oblečejo s pravičnostjo in sveti tvoji naj pojó veselo.
10For Davids, din tjeners skyld vise du ikke din salvedes åsyn tilbake!
10Zavoljo Davida, hlapca svojega, ne zavrni maziljenca svojega obličja!
11Herren har svoret David en sann ed, som han ikke vil gå fra: Av ditt livs frukt vil jeg sette konger på din trone;
11Prisegel je GOSPOD Davidu resnico, od katere ne bo odstopil: „Od sadú telesa tvojega posadim na prestol tvoj.
12dersom dine barn holder min pakt og mine vidnesbyrd, som jeg vil lære dem, da skal også deres barn for all tid sitte på dine trone.
12Ako se bodo držali zaveze moje sinovi tvoji in pričevanj mojih, katerih jih bom učil, bodo tudi njih sinovi vekomaj sedeli na prestolu mojem.“
13For Herren har utkåret Sion, han har attrådd det til sin bolig:
13Zakaj GOSPOD je izvolil Sion, želel si ga je za prebivališče svoje:
14Dette er mitt hvilested til evig tid; her vil jeg bo, fordi jeg har attrådd det.
14To je počivališče moje vekomaj, tu bom prebival, ker njega sem si želel.
15Dets mat vil jeg velsigne, dets fattige vil jeg mette med brød,
15Hrano njegovo bom bogato blagoslovil, potrebne njegove nasitim s kruhom;
16og dets prester vil jeg klæ med fryd.
16in duhovnike njegove oblečem z zveličanjem, in sveti njegovi bodo veselo peli.
17Der vil jeg la et horn vokse op for David, gjøre i stand en lampe for min salvede.
17Storim, da tam požene rog Davidu, kjer sem pripravil svetilo maziljencu svojemu.Sovražnike njegove ogrnem s sramoto, nad njim pa bo cvetel venec njegov.
18Hans fiender vil jeg klæ i skam, men på ham skal hans krone stråle.
18Sovražnike njegove ogrnem s sramoto, nad njim pa bo cvetel venec njegov.