¹Til sangmesteren; en læresalme av Korahs barn.

¹{Načelniku godbe. Pouk sinov Korahovih.} Kakor jelen koprni po potokih vodá, tako duša moja koprni po tebi, o Bog.

²Som en hjort skriker efter rinnende bekker, så skriker min sjel efter dig, Gud!

²Žejna je duša moja Boga, mogočnega, živega Boga: Kdaj pridem in se prikažem pred obličjem Božjim?

³Min sjel tørster efter Gud, efter den levende Gud; når skal jeg komme og trede frem for Guds åsyn?

³Solze moje so mi za hrano po dnevi in po noči, ko mi rekajo ves dan: Kje je Bog tvoj?

⁴Mine tårer er min mat dag og natt, fordi man hele dagen sier til mig: Hvor er din Gud?

⁴Tega se spominjam, ko izlivam v sebi dušo svojo: kako sem šel s krdelom in jih spremljal do hiše Božje, z glasom radostnega petja in hvale, v množici, ki praznuje.

⁵Dette må jeg komme i hu og utøse min sjel i mig, hvorledes jeg drog frem i den tette hop, vandret med den til Guds hus med fryderop og lovsangs røst, en høitidsskare.

⁵Kaj si tako žalostna, duša moja, in nepokojna v meni? Čakaj Boga, kajti še ga bom slavil, da je pomoč obličja mojega in moj Bog.

⁶Hvorfor er du nedbøiet, min sjel, og bruser i mig? Bi efter Gud! for jeg skal ennu prise ham for frelse fra hans åsyn.

⁶Žalostna je v meni duša moja, zatorej se spominjam tebe iz dežele Jordanske in Hermonske, z gore Micarja.

⁷Min Gud! Min sjel er nedbøiet i mig; derfor kommer jeg dig i hu fra Jordans land og Hermons høider, fra det lille fjell*. / {* landet østenfor Jordan.}

⁷Brezno kliče breznu ob šumenju slapov tvojih, vsi valovi in zagoni tvoji so se zgrnili name.

⁸Vanndyp kaller på vanndyp ved duren av dine fossefall; alle dine brenninger og dine bølger går over mig.

⁸Vendar mi pošlje GOSPOD od dnevi milost svojo, in po noči bo z menoj hvalna pesem njemu, molitev k Bogu mogočnemu življenja mojega.

⁹Om dagen sender Herren sin miskunnhet, og om natten er hans sang hos mig, bønn til mitt livs Gud.

⁹Govoril bom Bogu mogočnemu, skali svoji: Zakaj me zabiš? zakaj mi je v žalosti hoditi zaradi zatiranja sovražnikovega?

¹⁰Jeg må si til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig? Hvorfor skal jeg gå i sørgeklær under fiendens trykk?

¹⁰Kakor bi drobili kosti moje, me sramoté zatiralci moji, govoreč mi ves dan: Kje je Bog tvoj?Kaj si tako žalostna, duša moja, in nepokojna v meni? Čakaj Boga, kajti še ga bom slavil, da je pomoč obličja mojega in moj Bog.

¹¹Det er som om mine ben blev knust, når mine fiender håner mig, idet de hele dagen sier til mig: Hvor er din Gud?

¹¹Kaj si tako žalostna, duša moja, in nepokojna v meni? Čakaj Boga, kajti še ga bom slavil, da je pomoč obličja mojega in moj Bog.

¹²Hvorfor er du nedbøiet, min sjel, og hvorfor bruser du i mig? Bi efter Gud! for jeg skal ennu prise ham, mitt åsyns frelse og min Gud.