¹I Antiokia, i menigheten der, var det profeter og lærere: Barnabas og Simeon, som kaltes Niger, og LUKius fra Kyrene og Manaen, fosterbror til fjerdingsfyrsten Herodes, og Saulus.

¹А у цркви која беше у Антиохији беху неки пророци и учитељи, то јест: Варнава и Симеун који се зваше Нигар, и Лукије Киринац, и Манаил одгајени с Иродом четворовласником, и Савле.

²Mens de holdt gudstjeneste og fastet, sa den Hellige Ånd: Ta ut for mig Barnabas og Saulus til den gjerning som jeg har kalt dem til!

²А кад они служаху Господу и пошћаху, рече Дух Свети: Одвојте ми Варнаву и Савла на дело на које их позвах.

³Da lot de dem dra ut efterat de hadde fastet og bedt og lagt hendene på dem.

³Тада постивши и помоливши се Богу метнуше руке на њих, и отпустише их.

⁴Da de nu således var utsendt av den Hellige Ånd, drog de ned til Seleukia og seilte derfra til Kypern,

⁴Ови дакле послани од Духа Светог сиђоше у Селеукију, и оданде отпловише у Кипар.

⁵og da de var kommet til Salamis, forkynte de Guds ord i jødenes synagoger; de hadde også Johannes med, som skulde gå dem til hånde.

⁵И дошавши у Саламин јавише реч Божју у зборницама јеврејским; а имаху и Јована слугу.

⁶Efterat de nu hadde vandret gjennem hele øen like til Pafus, traff de på en trollmann, en falsk profet, en jøde ved navn Barjesus,

⁶А кад прођоше острво тја до Пафа, нађоше некаквог човека врачара, и лажног пророка, Јеврејина, коме беше име Варисус,

⁷som var hos landshøvdingen Sergius Paulus, en forstandig mann. Denne kalte Barnabas og Saulus til sig og bad om å få høre Guds ord.

⁷Који беше с намесником Срђем Павлом, човеком разумним. Овај дозвавши Варнаву и Савла заиска да чује реч Божју.

⁸Men Elymas, trollmannen for således uttydes hans navn stod dem imot og søkte å vende landshøvdingen bort fra troen.

⁸А Елима врачар (јер то значи име његово) стаде им се супротити, гледајући да одврати намесника од вере.

⁹Da blev Saulus, som også kaltes Paulus, fylt av den Hellige Ånd, og han så skarpt på ham og sa:

⁹А Савле који се зваше и Павле, пун Духа Светог погледавши на њ

¹⁰Du som er full av all svik og all ondskap, du djevelens barn, all rettferdighets fiende! vil du ikke holde op med å forvende Herrens rette veier?

¹⁰Рече: О напуњени сваког лукавства и сваке пакости, сине ђавољи! Непријатељу сваке правде! Зар не престајеш кварити праве путеве Господње?

¹¹Og nu, se, Herrens hånd er over dig, og du skal bli blind og til en tid ikke se solen. Og straks falt det skodde og mørke over ham, og han gikk omkring og søkte efter nogen som kunde lede ham ved hånden.

¹¹И сад ето руке Господње на те, и да будеш слеп да не видиш сунце за неко време. И уједанпут нападе на њ мрак и тама, и пипајући тражаше вођу.

¹²Da kom landshøvdingen til troen, da han så det som var skjedd, og han undret sig storlig over Herrens lære.

¹²Тада намесник, кад виде шта би, верова, дивећи се науци Господњој.

¹³Paulus og de som var med ham, seilte da ut fra Pafus og kom til Perge i Pamfylia, men Johannes skilte sig fra dem og vendte tilbake til Jerusalem.

¹³А кад се Павле са својим друштвом одвезе из Пафа, дођоше у Пергу памфилијску; а Јован се одвоји од њих, и врати се у Јерусалим.

¹⁴Men de drog videre fra Perge og kom til Antiokia i Pisidia, og gikk inn i synagogen på sabbatsdagen og satte sig der.

¹⁴А они отишавши из Перге дођоше у Антиохију писидијску, и ушавши у зборницу у дан суботни седоше.

¹⁵Efter oplesningen av loven og profetene sendte da synagoge-forstanderne bud til dem og sa: Brødre! har I noget formaningsord til folket, så tal!

¹⁵А по читању закона и пророка послаше старешине зборничке к њима говорећи: Људи браћо! Ако је у вама реч утехе за народ, говорите.

¹⁶Da stod Paulus op og slo til lyd med hånden og sa: Israelittiske menn og I som frykter Gud! Hør:

¹⁶А Павле уставши и махнувши руком рече: Људи Израиљци и који се Бога бојите! Чујте.

¹⁷Dette folks, Israels, Gud utvalgte våre fedre, og han lot folket vokse sig stort under utlendigheten i Egypten, og med løftet arm førte han dem ut derfra,

¹⁷Бог народа овог изабра оце наше, и подиже народ кад беху дошљаци у земљи мисирској, и руком високом изведе их из ње.

¹⁸og omkring firti år bar han dem på faderarm i ørkenen,

¹⁸И до четрдесет година прехрани их у пустињи.

¹⁹og han utryddet syv folkeslag i Kana'ans land og skiftet deres land ut til arv for dem, i omkring fire hundre og femti år.

¹⁹И затрвши седам народа у земљи хананској на коцке раздели им земљу њихову.

²⁰Siden gav han dem dommere inntil profeten Samuel.

²⁰И потом на четири стотине и педесет година даде им судије до Самуила пророка.

²¹Og derefter krevde de en konge, og Gud gav dem Saul, Kis' sønn, en mann av Benjamins stamme, i firti år,

²¹И од тада искаше цара, и даде им Бог Саула, сина Кисовог, човека од колена Венијаминовог, за четрдесет година.

²²og efterat han hadde avsatt ham, opreiste han dem David til konge, som han også gav dette vidnesbyrd: Jeg fant David, Isais sønn, en mann efter mitt hjerte; han skal gjøre all min vilje.

²²И уклонивши њега подиже им Давида за цара, коме и рече сведочећи: Нађох Давида сина Јесејевог, човека по срцу мом, који ће испунити све воље моје.

²³Av hans ætt førte han efter sitt løfte en frelser frem for Israel, Jesus,

²³Од његовог семена подиже Бог по обећању Израиљу спаса Исуса;

²⁴efterat Johannes forut for hans fremtreden hadde forkynt omvendelses dåp for hele Israels folk.

²⁴Кад Јован пред Његовим доласком проповеда крштење покајања свему народу Израиљевом.

²⁵Men da Johannes fullendte sitt løp, sa han: Den I holder mig for å være, er jeg ikke; men se, det kommer en efter mig, hvis sko jeg ikke er verdig til å løse av hans føtter.

²⁵И кад свршиваше Јован течење своје, говораше: Ко мислите да сам ја нисам ја; него ево иде за мном, коме ја нисам достојан разрешити ремен на обући Његовој.

²⁶Brødre, sønner av Abrahams ætt og de iblandt eder som frykter Gud! til eder blev ordet om denne frelse utsendt.

²⁶Људи браћо! Синови рода Авраамовог, и који се међу вама Бога боје! Вама се посла реч овог спасења.

²⁷For de som bor i Jerusalem, og deres rådsherrer kjente ham ikke, og ved å dømme ham opfylte de profetenes ord som blir lest hver sabbat,

²⁷Јер они што живе у Јерусалиму, и кнезови њихови, не познаше Овог и гласове пророчке који се читају сваке суботе, осудивши Га извршише.

²⁸og enda de ikke fant nogen dødsskyld hos ham, bad de Pilatus at han måtte bli slått ihjel.

²⁸И не нашавши ниједне кривице смртне молише Пилата да Га погуби.

²⁹Og da de hadde fullbyrdet alt som er skrevet om ham, tok de ham ned av treet og la ham i en grav.

²⁹И кад свршише све што је писано за Њега, скинуше Га с дрвета и метнуше у гроб.

³⁰Men Gud opvakte ham fra de døde,

³⁰А Бог васкрсе Га из мртвих.

³¹og han åpenbarte sig i flere dager for dem som hadde draget op med ham fra Galilea til Jerusalem, de som nu er hans vidner for folket.

³¹И показива се много дана онима што излазише с Њим из Галилеје у Јерусалим, који су сад сведоци Његови пред народом.

³²Og vi forkynner eder evangeliet om det løfte som blev gitt til fedrene, at dette har Gud opfylt for oss, deres barn, idet han opreiste Jesus,

³²И ми вам јављамо обећање које би очевима нашим да је ово Бог испунио нама, деци њиховој, подигнувши Исуса;

³³således som det også er skrevet i den annen salme: Du er min Sønn; jeg har født dig idag.

³³Као што је написано и у другом псалму: Ти си мој Син, ја Те данас родих.

³⁴Men at han har opreist ham fra de døde, så han ikke mere skal vende tilbake til tilintetgjørelse, det har han sagt således: Jeg vil gi eder de hellige løfter til David, de trofaste.

³⁴А да Га из мртвих васкрсе да се више не врати у труљење овако каже: Даћу вам светињу Давидову верну.

³⁵Derfor sier han også på et annet sted: Du skal ikke overgi din hellige til å se tilintetgjørelse.

³⁵Зато и на другом месту говори: Нећеш дати да Твој Светац види труљење.

³⁶For David sov inn, efterat han i sin levetid hadde tjent Guds råd, og han blev samlet med sine fedre og så tilintetgjørelse;

³⁶Јер Давид послуживши роду свом по вољи Божјој умре, и метнуше га код отаца његових, и виде труљење.

³⁷men den som Gud opvakte, han så ikke tilintetgjørelse.

³⁷А ког Бог подиже не виде труљење.

³⁸Så være det eder da vitterlig, brødre, at ved ham forkynnes eder syndenes forlatelse,

³⁸Тако да вам је на знање, људи браћо! Да се кроза Њ вама проповеда опроштење греха.

³⁹og fra alt det som I ikke kunde rettferdiggjøres fra ved Mose lov, rettferdiggjøres i ham enhver som tror.

³⁹И од свега, од чега се не могосте оправдати у закону Мојсијевом, оправдаће се у Њему сваки који верује.

⁴⁰Se da til at ikke det kommer over eder som er sagt hos profetene:

⁴⁰Гледајте дакле да не дође на вас оно што је казано у пророцима:

⁴¹Se, I foraktere, og undre eder og bli til intet! for en gjerning gjør jeg i eders dager, en gjerning som I ikke vil tro om nogen forteller eder det.

⁴¹Видите, немарљиви! И чудите се, и нек вас нестане; јер ја чиним дело у ваше дане, дело које нећете веровати ако вам ко усказује.

⁴²Da de gikk ut, bad folk dem om at disse ord måtte bli talt til dem den følgende sabbat.

⁴²А кад излажаху из зборнице јеврејске, мољаху незнабошци да им се ове речи у другу суботу говоре.

⁴³Og da synagoge-tjenesten var til ende, fulgte mange av jødene og av de gudsdyrkere som hadde tatt ved jødenes tro, med Paulus og Barnabas; disse talte da med dem og formante dem til å holde fast ved Guds nåde.

⁴³А кад се сабор разиђе, пођоше за Павлом и за Варнавом многи од Јевреја и побожних дошљака; а они говорећи им световаху их да остану у благодати Божјој.

⁴⁴På den næste sabbat samlet da næsten hele byen sig for å høre Herrens ord.

⁴⁴А у другу суботу сабра се готово сав град да чују речи Божје.

⁴⁵Men da jødene så folkehopen, blev de fulle av nidkjærhet og motsa det som blev sagt av Paulus, ja motsa og spottet.

⁴⁵А кад видеше Јевреји народ, напунише се зависти, и говораху противно речима Павловим насупрот говорећи и хулећи.

⁴⁶Da tok Paulus og Barnabas til orde og sa dem rent ut: Det var nødvendig at Guds ord blev talt først til eder; men siden I støter det fra eder og ikke akter eder verdige til det evige liv, så vender vi oss nu til hedningene.

⁴⁶А Павле и Варнава ослободивши се рекоше: Вама је најпре требало да се говори реч Божја; али кад је одбацујете, и сами се показујете да нисте достојни вечног живота, ево се обрћемо к незнабошцима.

⁴⁷For så er Herrens bud til oss: Jeg har satt dig til et lys for hedninger, forat du skal være til frelse inntil jordens ende.

⁴⁷Јер нам тако заповеди Господ: Поставих те за видело незнабошцима, да будеш спасење до самог краја земље.

⁴⁸Da hedningene hørte det, blev de glade og priste Herrens ord, og de tok ved troen så mange som var utsett til evig liv.

⁴⁸А кад чуше незнабошци, радоваху се и слављаху реч Божју, и вероваху колико их беше приправљено за живот вечни.

⁴⁹Og Herrens ord utbredte sig over hele landet.

⁴⁹И реч се Божја разношаше по свој околини.

⁵⁰Men jødene satte op de fornemme kvinner som var tilhengere av jødenes tro, og de første menn i byen, og de reiste en forfølgelse mot Paulus og Barnabas, og drev dem bort fra sine landemerker.

⁵⁰Али Јевреји подговорише побожне и поштене жене и старешине градске те подигоше гоњење на Павла и Варнаву, и истераше их из своје земље.

⁵¹De rystet da støvet av sine føtter mot dem, og kom til Ikonium.

⁵¹А они отресавши на њих прах са својих ногу дођоше у Иконију.

⁵²Men disiplene blev fylt av glede og den Hellige Ånd.

⁵²А ученици пуњаху се радости и Духа Светог.