¹Og du, stem i en klagesang over Israels fyrster

¹А ти наричи за кнезовима Израиљевим;

²og si: Hvad er din mor? En løvinne. Mellem løver hvilte hun; blandt unge løver opfødde hun sine unger.

²И реци: Шта беше мати твоја? Лавица; међу лавовима лежаше, млад своју међу лавовима храњаше.

³Og hun opfostret en av sine unger*; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker. / {* Joakas.}

³И отхрани једно младо своје, и поста лавић, и научив се ловити ждераше људе.

⁴Men hedningefolk fikk høre om ham; i deres grav blev han fanget, og de førte ham med neseringer til Egyptens land.

⁴И чуше народи за њ; ухвати се у јаму њихову, и одведоше га у веригама у земљу мисирску.

⁵Da hun så at hun hadde ventet forgjeves, at hennes håp var gått til grunne, tok hun en annen av sine unger* og gjorde ham til en ung løve. / {* Jojakin.}

⁵А она кад виде где се надала, али јој нада пропаде, узе једно младо своје, и учини од њега лавића.

⁶Han gikk omkring blandt løver; han blev en ung løve, og han lærte å rane og røve, han åt mennesker.

⁶И он идући међу лавовима поста лавић, и научи се ловити и ждераше људе.

⁷Han voldtok deres enker og ødela deres byer, og landet og alt det der var, blev forferdet ved lyden av hans brøl.

⁷И позна дворе њихове, и пустошаше градове њихове тако да опусте земља и шта је у њој од рике његове.

⁸Da satte folkene fra landskapene rundt omkring sitt garn op imot ham og spente det ut over ham; han blev fanget i den grav de hadde gravd.

⁸И усташе на њ народи из околних земаља, и разапеше му мрежу своју, и ухвати се у јаму њихову.

⁹Så satte de ham med krok i nesen i et bur og førte ham til kongen i Babel; der satte de ham i en fast borg, forat hans røst ikke mere skulde høres på Israels fjell.

⁹И метнуше га у крлетку у веригама, и одведоше га цару вавилонском, и метнуше га у град да му се више не чује глас по горама Израиљевим.

¹⁰Mens du levde i ro, var din mor som et vintre plantet ved vann; fruktbart og fullt av grener var det, fordi det hadde meget vann.

¹⁰Док беше миран, мати твоја беше као винова лоза, посађена крај воде, родна и граната беше од многе воде.

¹¹Og det fikk sterke grener, tjenlige til herskerspir, og hevet sig høit op mellem skyene, og det falt i øinene ved sin høide og sine mange ranker.

¹¹И беху на њој јаки прутови за палицу владалачку, и растом својим узвиси се изнад густих грана, и би наочита висином својом, мноштвом грана својих.

¹²Da blev det rykket op i harme og kastet til jorden, og østenvinden tørket bort dets frukt; dets sterke grener blev revet av og tørket bort; ild fortærte dem.

¹²Али би ишчупана у гневу и на земљу бачена, и устока осуши род њен; поломише се и посушише се јаки прутови њени; огањ их прождре.

¹³Og nu er det plantet i ørkenen, i et tørt og tørstende land.

¹³А сада је посађена у пустињи, у земљи сувој и безводној.

¹⁴Og det gikk ut ild fra dets kvistede gren*; den fortærte dets frukt, og det er ikke mere nogen sterk gren på det til herskerspir. Dette er en klagesang, og til en klagesang skal det bli. / {* d.e. fra Sedekias; ESK 17, 13 fg.}

¹⁴И изађе огањ из прута грана њених и прождре род њен да нема на њој прута јаког за палицу владалачку. То је нарицање, и биће нарицање.