¹Hør det ord Herren har talt til eder, Israels hus!

¹Слушајте реч коју вам говори Господ, доме Израиљев.

²Så sier Herren: Venn eder ikke til hedningenes vei, og reddes ikke for himmelens tegn, fordi hedningene reddes for dem!

²Овако вели Господ: Не учите се путу којим иду народи, и од знака небеских не плашите се, јер се од њих плаше народи.

³For folkenes skikker er tomhet. De feller et tre i skogen, og treskjæreren lager det til med øksen;

³Јер су уредбе у народа таштина, јер секу дрво у шуми, дело руку уметничких секиром;

⁴med sølv og gull pryder de det; med spiker og hammer fester de det, så det ikke skal falle.

⁴Сребром и златом украшују га, клинима и чекићима утврђују га да се не помиче;

⁵Som en dreiet søile er de ting som blir laget, og de kan ikke tale; bæres må de; for de kan ikke gå! Frykt ikke for dem! For de kan ikke gjøre ondt, og å gjøre godt står heller ikke i deres makt.

⁵Стоје право као палме, не говоре; треба их носити, јер не могу ићи; не бој их се, јер не могу зла учинити, а не могу ни добра учинити.

⁶Det er ingen som du, Herre! Stor er du, og stort er ditt navn ved ditt velde.

⁶Нико није као Ти, Господе; велик си и велико је име Твоје у сили.

⁷Hvem skulde ikke frykte dig, du folkenes konge! Dig tilkommer det; for blandt alle folkenes vismenn og i alle deres riker er det ingen som du.

⁷Ко се не би Тебе бојао, царе над народима! Јер Теби то припада; јер међу свим мудрацима у народа и у свим царствима њиховим нема таквог какав си Ти.

⁸Men alle sammen er de ufornuftige, de er dårer. En tom lære! Tre er det*, / {* avgudsbilledet.}

⁸Него су сви луди и безумни, дрво је наука о таштини.

⁹uthamret sølv innført fra Tarsis og gull fra Ufas, et verk av treskjærerens og av gullsmedens hender; blått og rødt purpur er deres klædning, et verk av kunstforstandige menn er de alle sammen.

⁹Сребро ковано доноси се из Тарсиса и злато из Уфаза, дело уметничко и руку златарских, одело им је од порфире и скерлета, све је дело уметничко.

¹⁰Men Herren er Gud i sannhet, han er en levende Gud og en evig konge; for hans vrede bever jorden, og hedningefolkene kan ikke utholde hans harme.

¹⁰А Господ је прави Бог, Бог живи и цар вечни, од Његове срдње тресе се земља, и гнев Његов не могу поднети народи.

¹¹Således skal I si til dem*: De guder som ikke har gjort himmelen og jorden, de skal bli borte fra jorden og ikke finnes under himmelen. / {* hedningefolkene.}

¹¹Овако им реците: Богови, који нису начинили небо ни земљу, нестаће са земље и испод неба.

¹²Han er den som skapte jorden ved sin kraft, som grunnfestet jorderike ved sin visdom og spente ut himmelen ved sin forstand.

¹²Он је начинио земљу силом својом, утврдио васиљену мудрошћу својом, и разумом својим разастро небеса;

¹³Ved sin torden lar han vannene i himmelen bruse, han lar dunster stige op fra jordens ende, sender lyn med regn og fører vind ut av sine forrådskammer.

¹³Он кад пусти глас свој, буче воде на небесима, подиже пару с крајева земаљских, пушта муње с даждем, и изводи ветар из стаја његових.

¹⁴Hvert menneske blir ufornuftig, uten forstand, hver gullsmed har skam av det utskårne billede; for hans støpte billeder er løgn, og det er ingen ånd i dem.

¹⁴Сваки човек поста безуман од знања, сваки се златар осрамоти ликом резаним, јер су лаж ливени ликови његови, и нема духа у њима.

¹⁵De er tomhet, et verk som vekker spott; på sin hjemsøkelses tid skal de gå til grunne.

¹⁵Таштина су, дело преварно; кад их походим, погинуће.

¹⁶Ikke er han som er Jakobs del*, lik dem; for han er den som har skapt alle ting, og Israel er den ætt som er hans arv; Herren, hærskarenes Gud, er hans navn. / {* d.e. Herren; 5MO 4, 19. 20; 32, 9. SLM 16, 5; 119, 57.}

¹⁶Није такав део Јаковљев, јер је Творац свему, и Израиљ Му је наследство, име Му је Господ над војскама.

¹⁷Sank ditt gods sammen fra landet, du* som bor i kringsatte byer! / {* d.e. du folk.}

¹⁷Покупи из земље трг свој ти, која седиш у граду.

¹⁸For så sier Herren: Se, jeg vil slynge landets innbyggere bort denne gang, og jeg vil trenge dem så de skal kjenne det.

¹⁸Јер овако вели Господ: Гле, ја ћу избацити као праћом становнике ове земље, и притеснићу их да осете.

¹⁹Ve mig for et slag jeg har fått! Mitt sår er ulægelig! Men jeg sier: Ja, dette er en plage, og jeg må bære den.

¹⁹Тешко мени од муке моје, рећи ће; љута је рана моја; а ја рекох: То је бол, треба да га подносим.

²⁰Mitt telt er ødelagt, og alle mine snorer er slitt av; mine barn har gått bort fra mig og er ikke mere; det er ingen som slår op mitt telt mere eller henger op mine tepper.

²⁰Мој је шатор опустошен и сва ужа моја покидана, синови моји отидоше од мене и нема их, нема више никога да разапне шатор мој и дигне завесе моје.

²¹For hyrdene var uforstandige og søkte ikke Herren; derfor fór de ikke vist frem, og hele deres hjord blev adspredt.

²¹Јер пастири посташе безумни и Господа не тражише; зато не бише срећни, и све се стадо њихово распрша.

²²Det lyder et budskap! Se, det kommer, og stort bulder fra landet i nord, og Judas byer skal gjøres til en ørken, til en bolig for sjakaler.

²²Гле, иде глас и врева велика из северне земље да обрати градове Јудине у пустош, у стан змајевски.

²³Jeg vet, Herre, at et menneske ikke selv råder for sin vei, at det ikke står til vandringsmannen å styre sin gang.

²³Знам, Господе, да пут човечји није у његовој власти нити је човеку који ходи у власти да управља корацима својим.

²⁴Tukt mig, Herre, men med måte, ikke i din vrede, forat du ikke skal gjøre mig liten og arm!

²⁴Карај ме, Господе, али с мером, не у гневу свом, да ме не би затро.

²⁵Utøs din harme over hedningene, som ikke kjenner dig, og over de ætter som ikke påkaller ditt navn! For de har fortært Jakob, fortært ham og gjort ende på ham, og hans bolig har de lagt øde.

²⁵Излиј гнев свој на народе који Те не познају, и на племена која не призивају име Твоје, јер прождреше Јакова, прождреше га да га нема, и насеље његово опустеше.