¹På den fire og tyvende dag i samme måned samlet Israels barn sig og holdt faste, klædd i sekk og med jord strødd på sine hoder.

¹ A ciya mo, handu woodin jirbi waranka cindi taacanta hane, Israyla izey kaa ka margu ka mehaw ka bufu zaara haw ngey gaa, ka laabu daŋ ngey boŋey ra.

²Og Israels ætt skilte sig fra alle fremmede og stod så frem og bekjente sine synder og sine fedres misgjerninger.

² Israyla kunda na ngey boŋ fay waani ka fun yawey kulu game ra. I kay ka ngey taaley da ngey kaayey laalayaŋey mo ci.

³Så blev de stående på sin plass mens det blev lest op for dem av Herrens, deres Guds lovbok en fjerdedel av dagen, og en annen fjerdedel av dagen avla de bekjennelse og tilbad Herren sin Gud.

³ I kay ngey nangey ra ka caw Rabbi ngey Irikoyo asariya* tira ra, danga zaari farsimi taacanta i goono ga kay. Sanda yaadin cine gayyaŋ koyne, i goono ga ngey taali ci ka sududu Rabbi ngey Irikoyo se.

⁴Josva og Bani, Kadmiel, Sebanja, Bunni, Serebja, Bani og Kenani trådte op på levittenes forhøining, og de ropte med høi røst til Herren sin Gud.

⁴ Yesuwa, da Bani, da Kadmiyel, da Sabaniya, da Bunni, da Serebiya, da Bani, da Kanani, i kay Lawi borey kaarimi harey boŋ, ka jinde tunandi nda gaabi Rabbi ngey Irikoyo gaa.

⁵Og levittene Josva og Kadmiel, Bani, Hasabneja, Serebja, Hodia, Sebanja og Petahja sa: Stå op og lov Herren eders Gud fra evighet til evighet! Ja, lovet være ditt herlige navn, som er ophøiet over all lov og pris!

⁵ Gaa no Lawi borey wo: Yesuwa, da Kadmiyel, da Bani, da Hasabneya, da Serebiya, da Hodiya, da Sabaniya, da Petahiya ne: «Wa tun ka kay ka Rabbi araŋ Irikoyo beerandi, nga kaŋ go no za doŋ-doŋ kaŋ sinda me ka koy hal abada abadin. Ni maa darzakoyo, i m'a sifa, ni maa kaŋ ga ti beeraykoy ka bisa albarka nda saabuyaŋ kulu.

⁶Du alene er Herren, du har gjort himlene, himlenes himler og all deres hær, jorden og alt som er på den, havene og alt som er i dem, og du holder det alt sammen i live, og himmelens hær tilbeder dig.

⁶ Nin no ga ti Rabbi, ni hinne. Nin no ka beene te, da beeney beena, d'i margey kulu, da ganda mo nda harey kulu kaŋ go a ra, da teekoy da harey kulu kaŋ go i ra; nin no mo g'i kulu hallasi. Beena ra marga mo goono ga sududu ni se.

⁷Det var du, Herre Gud, som utvalgte Abram og førte ham ut fra kaldeernes Ur og gav ham navnet Abraham.

⁷ Nin no ga ti Rabbi Irikoy kaŋ na Abram suuban. Ni kand'a ka fun Ur, Kaldancey laabo ra, k'a no nga maa Ibrahim.

⁸Og du fant hans hjerte trofast mot dig, og du gjorde den pakt med ham at du vilde gi hans ætt kana'anittenes, hetittenes, amorittenes og ferisittenes og jebusittenes og girgasittenes land; og du holdt ditt ord, for du er rettferdig.

⁸ Ni n'a bina gar mo naanaykoy ni jine. Ni na alkawli te a se mo ka ne ni g'a no Kanaanancey laabo, da Hittancey, da Amorancey, da Perizancey, da Yebusancey, da Jirgasancey waney, a m'i laabo nooyandi nga banda se, hala mo ni na ni sanno toonandi, zama ni ya adilitaraykoy no.

⁹Du så våre fedres nød i Egypten, og du hørte deres rop ved det Røde Hav,

⁹ Koyne, ni di iri kaayey kankamo Misira laabo ra, ni maa i hẽeno mo Teeku Cira me gaa.

¹⁰og du gjorde tegn og undergjerninger med Farao og alle hans tjenere og alt folket i hans land; for du visste at de hadde faret overmodig frem mot dem, og du vant dig et stort navn, som det kan sees på denne dag.

¹⁰ Ni na alaamey da dambara hari yaŋ cabe Firawna* nda nga bannyey kulu boŋ, d'a laabo borey kulu boŋ mo, zama ni bay kaŋ i na boŋbeeray goy cabe ni se. Ni na ni maa beerandi mo, sanda mate kaŋ cine a bara hunkuna.

¹¹Du kløvde havet for dem, og de gikk midt igjennem havet på det tørre; du kastet deres forfølgere i dypet, så de sank som sten i de veldige vann.

¹¹ Ni na teeko fay mo Israyla jine, hal a te mate kaŋ i ga hin ka bisa laabu kogo boŋ teeko bindi ra. I ce banda ganakoy mo, ni n'i furu guusuyaŋey ra, danga day tondi kaŋ i taŋ hari bambata ra.

¹²Du ledet dem i en skystøtte om dagen og i en ildstøtte om natten for å Iyse for dem på den vei de skulde gå.

¹² Woodin banda mo ni furo i jine zaari buru sari himandi ra, cin mo danji sari himandi ra, zama ni m'i no kaari fonda kaŋ i ga gana din ra.

¹³Du steg ned på Sinai berg og talte med dem fra himmelen; du gav dem rette befalinger og trygge lover, gode forskrifter og bud.

¹³ Ni zumbu Sinayi tondo boŋ mo. Ni salaŋ d'ey mo, ni jinda fun beena ra. Ni n'i no adilitaray farilley da asariya cimikoyyaŋ, da hin sanney da lordi hanno yaŋ.

¹⁴Du kunngjorde dem din hellige sabbat; du gav dem bud og forskrifter og lover gjennem din tjener Moses.

¹⁴ Ni n'i bayrandi da ni asibti* hananta mo, k'i no lordiyaŋ da hin sanniyaŋ, da asariya mo ni tamo Musa kambe ra.

¹⁵Du gav dem brød fra himmelen når de hungret, og lot vann komme frem av klippen for dem når de tørstet, og du bød dem å dra inn og ta det land i eie som du med opløftet hånd hadde svoret at du vilde gi dem.

¹⁵ Ni n'i no ŋwaaro mo kaŋ fun beene kaŋ g'i hara safar, i jawo se mo ni na hari kaa taray a ma fun tondo ra. Ni n'i lordi mo ka ne i ma furo ka laabo ŋwa, wo kaŋ ni jin ka ze d'a i se ka ne ni g'i no nd'a din.

¹⁶Men de, våre fedre, var overmodige og hårdnakkede og hørte ikke på dine bud.

¹⁶ Amma ngey, iri kaayey nooya, i na boŋbeeray goy te, i na ngey hangey sandandi, i mana hangan ni lordey se mo.

¹⁷De vilde ikke høre og kom ikke i hu de undergjerninger du hadde gjort for dem, men var hårdnakkede og valgte sig en høvding og vilde i sin gjenstridighet vende tilbake til sin trældom; men du er en Gud som tilgir, nådig og barmhjertig, langmodig og rik på miskunnhet, og du forlot dem ikke.

¹⁷ I wangu ka gana, i mana fongu mo ni dambara goyey gaa, kaŋ ni goy i game ra din, amma i na ngey hangey sandandi. I murteyaŋo ra mo i na jine boro fo daŋ zama ngey ma ye tamtara ra. Amma ni ya Irikoy kaŋ soola yaafayaŋ se no, gomni nda suuji Koy mo no, kaŋ ga munye bine tunyaŋ gaa, kaŋ gonda baakasinay suuji yulwante, ni mana i furu mo.

¹⁸Ja, de støpte sig endog en kalv og sa: Dette er din Gud, som førte dig op fra Egypten. Og de gjorde sig skyldige i store bespottelser.

¹⁸ Oho, baa waato kaŋ i na sooguyaŋ handayze te ngey boŋ se ka ne: ‹Woone ni Irikoyo no kaŋ na ni kaa Misira laabo ra!› i na ni zokoti mo sorro boobo nda ngey goyey.

¹⁹Men du - i din store barmhjertighet forlot du dem ikke i ørkenen; skystøtten vek ikke fra dem om dagen, men ledet dem på veien, ei heller vek ildstøtten fra dem om natten, men lyste for dem på den vei de skulde gå.

¹⁹ Kulu nda yaadin ni suuji booba sabbay se ni mana i furu saajo ra. Buru sari himandi mana tun i boŋ do ka fay d'ey zaari ra, amma a furo i jine fonda ra. Cin mo danji sari himandi ga kaari cabe i se, da fondo mo kaŋ i ga gana.

²⁰Du gav dem din gode Ånd til å lære dem; du nektet ikke deres munn din manna, og du gav dem vann når de tørstet.

²⁰ Ni n'i no ni Biya Hanna mo a m'i dondonandi. Ni mana ni Manna* ganji mo i meyey se, ni n'i no hari i jaw maayaŋo se mo.

²¹I firti år forsørget du dem i ørkenen, de manglet intet; deres klær blev ikke utslitt, og deres føtter blev ikke hovne.

²¹ Oho, hala jiiri waytaaci no ni n'i laamey bana saajo ra, kaŋ i mana jaŋ hay kulu. I bankaarayey mana zeen, i cey mo mana fuusu.

²²Du gav dem riker og folk, som du skiftet ut til dem på alle kanter; de tok i eie det land som tilhørte Sihon, kongen i Hesbon, og det land som tilhørte Og, kongen i Basan.

²² Ni n'i no mo mayray ndunnya dumi cindey boŋ. Ni fay-fay i se mo i ibaay boŋ. Yaadin no i na Sihon mayra ta d'a, danga Hesbon bonkoono laabo nooya, nga nda Basan bonkoono Og laabo.

²³Du gjorde deres barn tallrike som himmelens stjerner og førte dem inn i det land som du hadde lovt deres fedre at de skulde komme inn i og ta i eie.

²³ Ni n'i izey baayaŋ labu-care mo sanda beene handariyayzey cine. Ni kand'ey laabu wo ra kaŋ ni ci i kaayey se ka ne i ga furo k'a ŋwa.

²⁴Så kom da deres barn og tok landet i eie, og du ydmyket landets innbyggere, kana'anittene, for dem og gav dem i deres hånd, både kongene og folkene der i landet, så de kunde gjøre med dem som de vilde.

²⁴ Yaadin cine no izey din furo nd'a ka laabo koytara ŋwa. Ni na laabo din borey daŋ i mayray cire mo, sanda Kanaanancey nooya. Ni n'i daŋ i kambe ra, ngey nda ngey koyey kulu, da laabo din dumey, zama i ma te i se hay kulu kaŋ i ga ba.

²⁵De inntok faste byer og vant sig fruktbar jord og tok huser til eie som var fulle av alle gode ting, og uthugne brønner, vingårder og oljetrær og frukttrær i mengde; og de åt og blev mette og fete og gjorde sig til gode ved din store godhet.

²⁵ I na gallu birnikoyyaŋ da laabu kaŋ gonda albarka mo ŋwa. I na windi mayray ta kaŋ yaŋ gonda jinay hanno yaŋ dumi kulu, da dayyaŋ kaŋ i hanse hal i ma boori, da reyzin kaliyaŋ, da zeytun* fariyaŋ, da tuuri kaŋ gonda ize boobo yaŋ. I binde ŋwa ka kungu ka naasu. I na ndunnya kaani maayaŋ waate ŋwa ni gomni beero ra.

²⁶Men de blev gjenstridige og satte sig op imot dig og kastet din lov bak sin rygg; de drepte dine profeter, som vidnet for dem og vilde føre dem tilbake til dig; og de gjorde sig skyldige i store bespottelser.

²⁶ Kulu nda yaadin i wangu ka ni gana, i murte ni gaa, i na ni asariya furu ngey banda mo. Ni annabey kaŋ yaŋ na seeda te i boŋ ka miila ngey ma ye ka kand'ey ni do, i n'i wi. I na ni zokotiyaŋ goy boobo te.

²⁷Da gav du dem i deres fienders hånd, og de plaget dem; men når de i sin nød ropte til dig, hørte du det fra himmelen, og i din store barmhjertighet gav du dem frelsere, som utfridde dem av deres fienders hånd.

²⁷ Woodin se no ni n'i daŋ i ibarey kambe ra, ngey mo n'i taabandi. I kankamo ra mo, waato kaŋ i hẽ ni gaa, ni maa i se beene. Ni suuji booba boŋ mo ni n'i no faabakoyaŋ kaŋ g'i faaba i ibarey kambey ra.

²⁸Men når de så kom til ro, gjorde de atter det som var ondt i dine øine, og du overlot dem i deres fienders hånd, så de hersket over dem; men når de så atter ropte til dig, hørte du det fra himmelen og utfridde dem i din barmhjertighet gang på gang.

²⁸ Amma waato kaŋ i fulanzam din banda, kal i ye ka goy laalo te ni jine. Woodin se no ni n'i naŋ i ibarey kambey ra, hal i du i mayray k'i dabari. Kulu nda yaadin, waato kaŋ i ye ka kaa ka hẽ ni gaa, ni go beene, ni maa i se, sorro boobo mo no ni n'i faaba ni suujo boŋ.

²⁹Du vidnet for dem og vilde omvende dem til din lov; men de var overmodige og hørte ikke på dine bud, de syndet mot dine lover, de som mennesket lever ved når han gjør efter dem; i sin gjenstridighet satte de skulderen imot; de var hårdnakkede og vilde ikke høre.

²⁹ Ni na seeda te mo i boŋ, zama ni ma ye ka kand'ey ni asariya do. Kulu nda yaadin, i na boŋbeeray goy te. I mana hangan ni lordey se, amma i na zunubi te ka ni farilley furu, (farilley kaŋ yaŋ da boro n'i goy, i ga naŋ bora ma funa). I na jase saku ka ngey hangey sandandi ka wangu ka maa.

³⁰I mange år bar du over med dem og vidnet for dem ved din Ånd gjennem dine profeter; men de vendte ikke øret til, og du gav dem i fremmede folks hånd.

³⁰ Amma jiiri boobo ni go ga suuru i se, ni na seeda te i boŋ mo nda ni Biya ni annabey meyey ra. Hala hõ mo i wangu ka hanga jeeri. Woodin se no ni n'i daŋ laabu cindey dumey kambe ra.

³¹Men i din store barmhjertighet gjorde du ikke aldeles ende på dem og forlot dem ikke; for du er en nådig og barmhjertig Gud.

³¹ Kulu nda yaadin ni mana i halaci ni suuji booba ra, ni mana i furu mo, zama nin, ya Irikoy, ni ya suuji nda gomnikoy no.

³²Og nu, vår Gud, du store, veldige og forferdelige Gud, du som holder din pakt og bevarer din miskunnhet, la det ikke tykkes dig ringe alt det onde som har rammet oss, våre konger, våre høvdinger, våre prester, våre profeter, våre fedre og alt ditt folk, fra assyrerkongenes dager til den dag idag!

³² Sohõ binde, ya iri Irikoyo, Beeraykoy, Hinkoy, Irikoy kaŋ ga humburandi, kaŋ ga haggoy da alkawli nda baakasinay suuji, taabo wo kulu, ni ma s'a himandi hay fo kayna ni jine. Taabo wo kaa iri nd'iri bonkooney, d'iri laabukoyey, d'iri alfagey, d'iri annabey, d'iri kaayey, da ni jama kulu gaa, za Assiriya bonkooney zamana ra hala ka kaa hunkuna.

³³Du er rettferdig i alt det som er kommet over oss; for du har vist trofasthet, men vi har vært ugudelige.

³³ Amma ni wo ga hanan hari kulu kaŋ du iri ra, zama nin no ka cimi goy te, amma iri wo, ilaalo no iri goy.

³⁴Våre konger, våre høvdinger, våre prester og våre fedre har ikke gjort efter din lov; de har ikke hørt på dine bud og på de vidnesbyrd du lot bli dem til del.

³⁴ Zama iri bonkooney, d'iri laabukoyey, d'iri alfagey, d'iri kaayey mana ni asariya haggoy. I mana hanga jeeri ni lordey da ni kaseetey gaa mo, nango kaŋ ni kaseeti i gaa.

³⁵Og enda de levde i sitt eget rike, og du hadde gitt dem så meget godt og overlatt dem dette vide og fruktbare land, tjente de dig ikke og vendte ikke om fra sine onde gjerninger.

³⁵ Zama i mana may ni se ngey mayray laabo ra, da ni gomni beero mo kaŋ ni no i se din ra da laabu beero kaŋ ni n'i no ra mo, laabu kaŋ gonda albarka. I mana bare mo ka fay da ngey goy laaley.

³⁶Se, vi er idag træler - vi er træler i det land du gav våre fedre, forat de skulde ete dets frukt og dets gode ting,

³⁶ Guna, hunkuna iri ya bannyayaŋ no. Laabo kaŋ ni n'iri kaayey no nd'a zama i m'a albarka nd'a nafa ŋwa se mo, a ciine ra iri ya bannyayaŋ no a ra.

³⁷og sin rike grøde bærer det for de konger som du satte over oss for våre synders skyld, og de råder over våre legemer og vårt fe efter eget tykke. Vi er i stor nød.

³⁷ A goono ga nafa boobo hay mo bonkooney se kaŋ ni dake iri boŋ iri zunubey sabbay se. I gonda hina mo iri d'iri almaney boŋ. I go ga te haŋ kaŋ kaan ngey se, iri mo, iri kayna gumo.

³⁸På grunn av alt dette gjorde vi en fast pakt og skrev den op; skrivelsen blev forsynt med segl og underskrevet av våre høvdinger, våre levitter og våre prester.

³⁸ Kulu nda yaadin iri ga naanay alkawli sambu, iri g'a hantum mo. Iri laabukoyey da Lawi borey d'iri alfagey ga kawaatimi kar a gaa.»