1Til sangmesteren, efter Gittit*; av Asaf. / {* SLM 8, 1.}
1 Doonkoy jine bora se. I m'a doon da moolo hamni ahakku koy karyaŋ. Asaf wane no.
2Juble for Gud, vår styrke, rop med glede for Jakobs Gud!
2 Wa farhã baytu te Irikoy iri gaabo se, Wa farhã kuuwa te Yakuba Irikoyo se.
3Stem i sang og la pauken lyde, den liflige citar tillikemed harpen!
3 Wa baytu tunandi, Wa kande bitti nda moolo beeri kaŋ jinde ga kaan, da moolo.
4Støt i basun i måneden*, ved fullmånen, på vår høitids dag! / {* 2MO 12, 2 fg.}
4 Wa hilli kar handu kayyaŋ hane, Da handu farsiyaŋ hane, iri bato hane nooya.
5For det er en lov for Israel, en rett for Jakobs Gud.
5 Zama woodin ya hin sanni no Israyla se, Yakuba Irikoyo farilla mo no.
6Han satte det til et vidnesbyrd i Josef da han* drog ut gjennem Egyptens land. - Jeg hørte en røst som jeg ikke kjente:** / {* d.e. Josef.} / {** 5MO 4, 33 fg. 5, 22 fg.}
6 A n'a daŋ seeda Yusufu ra, Waato kaŋ a koy Misira laabo windiyaŋ, Nango kaŋ ay maa deene kaŋ ay si bay, kaŋ ne:
7Jeg fridde hans skulder fra byrden, hans hender slapp fri fra bærekurven.
7 «Ay n'a jase dogonandi k'a fay da jaraw sambuyaŋ, Ay n'a kambey fulanzam da cilla.
8I nøden ropte du, og jeg fridde dig ut; jeg svarte dig, skjult i tordenskyen, jeg prøvde dig ved Meriba-vannene. Sela.
8 Taabi ra ni ce, ay na ni faaba mo. Ay tu ni se, tuyaŋo fun beene hirriyaŋ lunkey ra, Ay na ni si mo Meriba harey me gaa. (Wa dangay)
9Hør, mitt folk, og jeg vil vidne for dig! Israel, o, at du vilde høre mig:
9 Ya ay borey, ya Israyla, wa maa, Ay mo ga kaseeti ni gaa da ni ga yadda ka hangan ay se!
10Det skal ikke være nogen fremmed gud hos dig, og du skal ikke tilbede utlendingens gud.
10 De-koy yaw fo ma si goro ni do, Ni ma si sududu mo de-koy yaw waani fo se.
11Jeg er Herren din Gud, som førte dig op av Egyptens land; lukk din munn vidt op, at jeg kan fylle den!
11 Ay no ga ti Rabbi ni Irikoyo kaŋ na ni kaa Misira laabo ra. Ma ni meyo feeri gumo, ay mo g'a toonandi.
12Men mitt folk hørte ikke min røst, og Israel vilde ikke lyde mig.
12 Amma ay borey mana hangan ay sanno se, Israyla mana ay gana.
13Så lot jeg dem fare i sitt hjertes hårdhet, forat de skulde vandre i sine egne onde råd.
13 Woodin se no ay fay d'ey i ma ngey hanga sanda gana kaŋ ga naŋ i ma dira ngey bumbey dabarey boŋ.
14O, at mitt folk vilde høre mig, og at Israel vilde vandre på mine veier!
14 Doŋ day ay borey ma hangan ay se, Doŋ day Israyla ma dira ay fondey ra!
15Om en liten stund vilde jeg da ydmyke deres fiender og vende min hånd imot deres motstandere.
15 Doŋ ay g'i ibarey kar ka ye ganda nda waasi, Ay m'ay kamba bare i yanjekaarey boŋ.
16De som hater Herren, skulde smigre for dem, og deres tid skulde vare evindelig.
16 Rabbi konnakoy mo, doŋ kal i ma boŋ ye a se ganda, I banayaŋ jirbey mo ga duumi hal abada.
17Og han skulde fø dem med den beste hvete, og jeg skulde mette dig med honning fra klippen.
17 Amma ay ga ni ŋwaayandi nda alkama hamni baano, Ya ni kungandi mo da tondey ra yu.»