1 Irikoy fongu Nuhu nda ganji hamey da kwaara almaney kulu kaŋ yaŋ go a banda hiyo ra. Irikoy na haw fo daŋ a ma faaru ndunnya boŋ, hala haro ye.
1Da ihukom Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde;
2 A na ganda harey da beene daabirjo lutu, a na beene haro mo gaay.
2Verdensdybets Kilder og Himmelens Sluser lukkedes, Regnen fra Himmelen standsede,
3 Haro mo soobay ka zabu ka fun laabo boŋ waati kulu. Jirbi zangu nda waygo banda haro zabu ndunnya boŋ.
3og Vandet veg lidt efter lidt bort fra Jorden, og Vandet tog af efter de 150 Dages Forløb.
4 Handu iyyanta, zaari way cindi iyyanta hando ra no hiyo fandi Ararat tondey boŋ.
4På den syttende Dag i den syvende Måned sad Arken fast på Ararats Bjerge,
5 Haro soobay ka zabu waati kulu hala handu wayanta. Handu wayanta zaari sintina ra, tondey boŋey sintin ka bangay.
5og Vandet vedblev at synke indtil den tiende Måned, og på den første Dag i denne Måned dukkede Bjergenes Toppe frem.
6 A go no, jirbi waytaaci banda, kala Nuhu na daabirjo kaa finetaro kaŋ a te hiyo ra gaa.
6Da der var gået fyrretyve Dage: åbnede Noa den Luge, han havde lavet på Arken,
7 A na gaaru fo taŋ kaŋ soobay ka windi-windi kala haro koogu ndunnya boŋ.
7og sendte en Ravn ud; den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.
8 A na koloŋay fo mo taŋ, zama nga ma di hala haro kulu fun laabo boŋ.
8Da sendte han en Due ud for at se, om Vandet var sunket fra Jordens Overflade;
9 Amma koloŋa mana du nangu kaŋ ga zumbu. A ye ka kaa Nuhu do hiyo ra, zama haro go no ndunnya fando kulu boŋ. Kala Nuhu na nga kambe salle k'a candi ka daŋ nga do hiyo ra.
9men Duen fandt intet Sted at sætte sin Fod og vendte tilbage til ham i Arken, fordi der endnu var Vand over hele Jorden; og han rakte Hånden ud og tog den ind i Arken til sig.
10 A ye ka batu jirbi iyye fo, a na koloŋa taŋ koyne a ma fun hiyo ra.
10Derpå biede han yderligere syv Dage og sendte så atter Duen ud fra Arken;
11 Koloŋa ye ka kaa a do wiciri kambo ra. Kal a kande zeytun* kobto fo nga meyo ra kaŋ a kosu. Woodin gaa no Nuhu bay kaŋ haro kulu dandi ka fun laabo boŋ.
11ved Aftenstid kom Duen tilbage til ham, og se, den havde et friskt Olieblad i Næbbet. Da skønnede Noa, at Vandet var svundet bort fra Jorden.
12 A goro koyne jirbi iyye, a na koloŋa taŋ. A mana ye ka kaa Nuhu do koyne.
12Derpå biede han syv Dage til, og da han så sendte Duen ud, kom den ikke mere tilbage til ham.
13 A go no mo, _Nuhu|_ jiiri zangu iddu nda afo ra, handu sintina zaari sintina ra, kala harey koogu ka fun laabo boŋ. Nuhu na hiyo daabirjo kaa. A guna, a di kaŋ laabo batama goono ga koogu.
13I Noas 601ste Leveår på den første Dag i den første Måned var Vandet tørret bort fra Jorden. Da tog Noa Dækket af Arken, og da han så sig om, se, da var Jordens Overflade tør.
14 Handu hinkanta, a jirbi waranka cindi iyyanta ra, laabo koogu gumo.
14På den syv og tyvende Dag i den anden Måned var Jorden tør.
15 Irikoy salaŋ Nuhu se ka ne:
15Da sagde Gud til Noa:
16 «Ma fatta hiyo ra, nin da ni wando da ni ize arey da ngey wandey ni banda.
16"Gå ud af Arken med din Hustru, dine Sønner og dine Sønnekoner
17 Ma fundikooney kulu kaŋ yaŋ go ni banda mo fattandi: curey da almaney da gande birantey kulu kaŋ yaŋ ga ganda biri laabo boŋ. I ma hay ka te ize boobo ka tonton laabo boŋ.»
17og for alle Dyr, der er hos dig, alt Kød, Fugle, Kvæg og alt Kryb, der kryber på Jorden, ud med dig, at de kan vrimle på Jorden og blive frugtbare og mangfoldige på Jorden!"
18 Nuhu binde fatta, nga nda nga izey da nga wando da izey wandey care banda.
18Da gik Noa ud med sine Sønner, sin Hustru og sine Sønnekoner;
19 Alman kulu, da ganda birante kulu, da curo kulu, da haŋ kaŋ ga ganda biri laabo boŋ fatta hiyo ra, ngey dumey boŋ.
19og alle de vildtlevende Dyr, alt Kvæget, alle Fuglene og alt Krybet, der kryber på Jorden, efter deres Slægter, gik ud af Arken.
20 Nuhu na sargay* feema te Rabbi se. A suuban alman halalantey kulu ra, da curo hanantey kulu ra mo. A n'i sarga k'i ton feema boŋ.
20Derpå byggede Noa HERREN et Alter og tog nogle af alle de rene Dyr og Fugle og ofrede Brændofre på Alteret.
21 Kala Rabbi maa haw kaana. Rabbi ne nga bina ra: «Ay si ye ka laabo laali koyne boro sabbay se, zama boro bine fonguyaŋ, ilaalo no za a zankatara gaa. Ay si ye mo ka hay kulu kaŋ ga funa kar, mate kaŋ ay jin ka te din.
21Og da HERREN indåndede den liflige Duft, sagde han til sig selv: "Jeg vil aldrig mere forbande Jorden for Menneskenes Skyld, thi Menneskehjertets Higen er ond fra Ungdommen af, og jeg vil aldrig mere tilintetgøre alt, hvad der lever, således som jeg nu har gjort!
22 Waati kulu kaŋ ndunnya go no mo, burjina nda heemar, hargu nda fufule, kaydiya nda jaw, cin da zaari si jaŋ ka te.»
22Herefter skal, så længe Jorden står, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke ophøre!"