1Ve dig, du Hærværksmand, selv ikke hærget, du Ransmand, skånet for Ran! Når dit Hærværk er endt, skal du hærges, når din Ranen har Ende, skal der ranes fra dig!
1Wo, spoiler! and thou not spoiled, And treacherous! and they dealt not treacherously with thee, When thou dost finish, O spoiler, thou art spoiled, When thou dost finish dealing treacherously, They deal treacherously with thee.
2HERRE, vær os nådig, vi bier på dig, vær du vor Arm hver Morgen, vor Frelse i Nødens Stund!
2O Jehovah, favour us, for thee we have waited, Be their arm, in the mornings, Yea, our salvation in time of adversity.
3For Bulderet må Folkeslag fly; når du rejser dig, splittes Folkene.
3From the voice of a multitude fled have peoples, From thine exaltation scattered have been nations.
4Som Græshopper bortriver, bortrives Bytte, man styrter derover som Græshoppesværme.
4And gathered hath been your spoil, A gathering of the caterpillar, As a running to and fro of locusts is he running on it.
5Ophøjet er HERREN, thi han bor i det høje, han fylder Zion med Ret og Retfærd.
5Set on high is Jehovah, for He is dwelling on high, He filled Zion [with] judgment and righteousness,
6Trygge Tider skal du have, en Frelsesrigdom er Visdom og Indsigt, HERRENs Frygt er din Skat.
6And hath been the stedfastness of thy times, The strength of salvation, wisdom, and knowledge, Fear of Jehovah — it [is] His treasure.
7Se, deres Helte skriger derude, Fredens Sendebud græder bittert;
7Lo, `Their Ariel,` they have cried without, Messengers of peace do weep bitterly.
8Vejene er øde, vejfarende borte. Han brød sin Pagt, agted Byer ringe, Mennesker regned han ikke.
8Desolated have been highways, Ceased hath he who passeth along the path, He hath broken covenant, He hath despised enemies, He hath not esteemed a man.
9Landet blegner og sygner, Libanon skæmmes og visner; Saron er som en Ørken, Basan og Karmel uden Løv.
9Mourned, languished hath the land, Confounded hath been Lebanon, Withered hath been Sharon as a wilderness, And shaking are Bashan and Carmel.
10Nu står jeg op, siger HERREN, nu vil jeg rejse mig, nu træde frem!
10Now, do I arise, saith Jehovah, Now I am exalted, now I am lifted up.
11I undfanger Strå og føder Halm, eders Ånde er Ild, der fortærer jer selv;
11Ye conceive chaff, ye bear stubble, Your spirit! — fire devoureth you.
12til Kalk skal Folkene brændes som afhugget Torn, der brænder i Ild.
12And peoples have been [as] burnings of lime, Thorns, as sweepings, with fire they burn.
13Hvad jeg gør, skal rygtes til fjerne Folk, nære skal kende min Vælde.
13Hear, ye far off, that which I have done, And know, ye near ones, My might.
14På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?"
14Afraid in Zion have been sinners, Seized hath trembling the profane: Who doth dwell for us — consuming fire, Who doth dwell for us — burnings of the age?
15Den, der vandrer i Retfærd og taler oprigtigt, ringeagter Vinding, vundet ved Uret, vægrer sig ved at tage mod Gave, tilstopper Øret over for Blodråd og lukker Øjnene over for det onde -
15Whoso is walking righteously, And is speaking uprightly, Kicking against gain of oppressions, Shaking his hands from taking hold on a bribe, Stopping his ear from hearing of blood, And shutting his eyes from looking on evil,
16højt skal en sådan bo, hans Værn skal Klippeborge være; han får sit Brød, og Vand er ham sikret.
16He high places doth inhabit, Strongholds of rock [are] his high tower, His bread hath been given, his waters stedfast.
17Dine Øjne får Kongen at se i hans Skønhed, de skuer et vidtstrakt Land.
17A king in his beauty, see do thine eyes, They see a land afar off.
18Dit Hjerte skal tænke på Rædselen: "Hvor er nu han, der talte og vejede, han, der talte Tårnene?"
18Thy heart doth meditate terror, Where [is] he who is counting? Where [is] he who is weighing? Where [is] he who is counting the towers?
19Du ser ej det vilde Folk med dybt, uforståeligt Mål, med stammende, ufattelig Tunge.
19The strong people thou seest not, A people deeper of lip than to be understood, Of a scorned tongue, there is no understanding.
20Se på Zion, vore Højtiders By! Dine Øjne skal skue Jerusalem, et sikkert Lejrsted, et Telt, der ej flytter, hvis Pæle aldrig rykkes op, hvis Snore ej rives over.
20See Zion, the city of our meetings, Thine eyes see Jerusalem a quiet habitation, A tent not taken down, Not removed are its pins for ever, And none of its cords are broken.
21Nej der træder HERRENs Bæk for os i Floders og brede Strømmes Sted; der kan ej Åreskib gå, ej vældigt Langskib sejle.
21But there mighty [is] Jehovah for us, A place of rivers — streams broad of sides, No ship with oars doth go into it, And a mighty ship doth not pass over it.
22Thi HERREN er vor Dommer, HERREN er vor Hersker, HERREN er vor Konge, han bringer os Frelse.
22For Jehovah our judge, Jehovah our lawgiver, Jehovah our king — He doth save us.
23Slapt hænger dit Tovværk, det holder ej Råen og spænder ej Sejlet. Da uddeles røvet Bytte i Overflod, halte tager Del i Rovet.
23Left have been thy ropes, They strengthen not rightly their mast, They have not spread out a sail, Then apportioned hath been a prey of much spoil, The lame have taken spoil.
24Ingen Indbygger siger: "Jeg er syg!" Folket der har sin Synd forladt.
24Nor doth an inhabitant say, `I was sick,` The people that is dwelling in it, is forgiven of iniquity!