Danish

Young`s Literal Translation

Job

27

1Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
1And Job addeth to lift up his simile, and saith: —
2"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
2God liveth! He turned aside my judgment, And the Mighty — He made my soul bitter.
3Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
3For all the while my breath [is] in me, And the spirit of God in my nostrils.
4skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
4My lips do not speak perverseness, And my tongue doth not utter deceit.
5Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
5Pollution to me — if I justify you, Till I expire I turn not aside mine integrity from me.
6Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
6On my righteousness I have laid hold, And I do not let it go, My heart doth not reproach me while I live.
7Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
7As the wicked is my enemy, And my withstander as the perverse.
8Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
8For what [is] the hope of the profane, When He doth cut off? When God doth cast off his soul?
9Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
9His cry doth God hear, When distress cometh on him?
10Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
10On the Mighty doth he delight himself? Call God at all times?
11Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
11I shew you by the hand of God, That which [is] with the Mighty I hide not.
12se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
12Lo, ye — all of you — have seen, And why [is] this — ye are altogether vain?
13Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
13This [is] the portion of wicked man with God, And the inheritance of terrible ones From the Mighty they receive.
14Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
14If his sons multiply — for them [is] a sword. And his offspring [are] not satisfied [with] bread.
15de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
15His remnant in death are buried, And his widows do not weep.
16Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
16If he heap up as dust silver, And as clay prepare clothing,
17han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
17He prepareth — and the righteous putteth [it] on, And the silver the innocent doth apportion.
18han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
18He hath built as a moth his house, And as a booth a watchman hath made.
19han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
19Rich he lieth down, and he is not gathered, His eyes he hath opened, and he is not.
20Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
20Overtake him as waters do terrors, By night stolen him away hath a whirlwind.
21løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
21Take him up doth an east wind, and he goeth, And it frighteneth him from his place,
22Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
22And it casteth at him, and doth not spare, From its hand he diligently fleeth.
23man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
23It clappeth at him its hands, And it hisseth at him from his place.