Danish

Young`s Literal Translation

Job

36

1Og videre sagde Elihu:
1And Elihu addeth and saith: —
2Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
2Honour me a little, and I shew thee, That yet for God [are] words.
3Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
3I lift up my knowledge from afar, And to my Maker I ascribe righteousness.
4thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
4For, truly, my words [are] not false, The perfect in knowledge [is] with thee.
5Se, Gud forkaster det stive Sind,
5Lo, God [is] mighty, and despiseth not, Mighty [in] power [and] heart.
6den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,
6He reviveth not the wicked, And the judgment of the poor appointeth;
7fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.
7He withdraweth not from the righteous His eyes, And [from] kings on the throne, And causeth them to sit for ever, and they are high,
8Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,
8And if prisoners in fetters They are captured with cords of affliction,
9så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
9Then He declareth to them their work, And their transgressions, Because they have become mighty,
10åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
10And He uncovereth their ear for instruction, And saith that they turn back from iniquity.
11Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.
11If they do hear and serve, They complete their days in good, And their years in pleasantness.
12Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.
12And if they do not hearken, By the dart they pass away, And expire without knowledge.
13Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;
13And the profane in heart set the face, They cry not when He hath bound them.
14i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.
14Their soul dieth in youth, And their life among the defiled.
15Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.
15He draweth out the afflicted in his affliction, And uncovereth in oppression their ear.
16Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
16And also He moved thee from a strait place, [To] a broad place — no straitness under it, And the sitting beyond of thy table Hath been full of fatness.
17Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
17And the judgment of the wicked thou hast fulfilled, Judgment and justice are upheld — because of fury,
18Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
18Lest He move thee with a stroke, And the abundance of an atonement turn thee not aside.
19Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
19Doth He value thy riches? He hath gold, and all the forces of power.
20Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
20Desire not the night, For the going up of peoples in their stead.
21var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.
21Take heed — do not turn unto iniquity, For on this thou hast fixed Rather than [on] affliction.
22Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
22Lo, God doth sit on high by His power, Who [is] like Him — a teacher?
23Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"
23Who hath appointed unto Him his way? And who said, `Thou hast done iniquity?`
24Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
24Remember that thou magnify His work That men have beheld.
25Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
25All men have looked on it, Man looketh attentively from afar.
26Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.
26Lo, God [is] high, And we know not the number of His years, Yea, there [is] no searching.
27Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,
27When He doth diminish droppings of the waters, They refine rain according to its vapour,
28og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.
28Which clouds do drop, They distil on man abundantly.
29Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
29Yea, doth [any] understand The spreadings out of a cloud? The noises of His tabernacle?
30Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;
30Lo, He hath spread over it His light, And the roots of the sea He hath covered,
31Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
31For by them He doth judge peoples, He giveth food in abundance.
32han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;
32By two palms He hath covered the light, And layeth a charge over it in meeting,
33hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
33He sheweth by it [to] his friend substance, Anger against perversity.