¹Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

¹And Eliphaz the Temanite answereth and saith: —

²Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

²Hath one tried a word with thee? — Thou art weary! And to keep in words who is able?

³Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

³Lo, thou hast instructed many, And feeble hands thou makest strong.

⁴dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

⁴The stumbling one do thy words raise up, And bowing knees thou dost strengthen.

⁵Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

⁵But now, it cometh in unto thee, And thou art weary; It striketh unto thee, and thou art troubled.

⁶Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

⁶Is not thy reverence thy confidence? Thy hope — the perfection of thy ways?

⁷Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

⁷Remember, I pray thee, Who, being innocent, hath perished? And where have the upright been cut off?

⁸Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

⁸As I have seen — ploughers of iniquity, And sowers of misery, reap it!

⁹For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

⁹From the breath of God they perish, And from the spirit of His anger consumed.

¹⁰Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

¹⁰The roaring of a lion, And the voice of a fierce lion, And teeth of young lions have been broken.

¹¹Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

¹¹An old lion is perishing without prey, And the whelps of the lioness do separate.

¹²Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

¹²And unto me a thing is secretly brought, And receive doth mine ear a little of it.

¹³i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

¹³In thoughts from visions of the night, In the falling of deep sleep on men,

¹⁴Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

¹⁴Fear hath met me, and trembling, And the multitude of my bones caused to fear.

¹⁵et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

¹⁵And a spirit before my face doth pass, Stand up doth the hair of my flesh;

¹⁶Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

¹⁶It standeth, and I discern not its aspect, A similitude [is] over-against mine eyes, Silence! and a voice I hear:

¹⁷"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

¹⁷`Is mortal man than God more righteous? Than his Maker is a man cleaner?

¹⁸End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

¹⁸Lo, in His servants He putteth no credence, Nor in His messengers setteth praise.`

¹⁹endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

¹⁹Also — the inhabitants of houses of clay, (Whose foundation [is] in the dust, They bruise them before a moth.)

²⁰De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

²⁰From morning to evening are beaten down, Without any regarding, for ever they perish.

²¹Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."

²¹Hath not their excellency been removed with them? They die, and not in wisdom!