Danish

Young`s Literal Translation

Job

9

1Så tog Job til Orde og svarede:
1And Job answereth and saith: —
2"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
2Truly I have known that [it is] so, And what — is man righteous with God?
3Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
3If he delight to strive with Him — He doth not answer him one of a thousand.
4Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
4Wise in heart and strong in power — Who hath hardened toward Him and is at peace?
5Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
5Who is removing mountains, And they have not known, Who hath overturned them in His anger.
6ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
6Who is shaking earth from its place, And its pillars move themselves.
7han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
7Who is speaking to the sun, and it riseth not, And the stars He sealeth up.
8han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
8Stretching out the heavens by Himself, And treading on the heights of the sea,
9han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
9Making Osh, Kesil, and Kimah, And the inner chambers of the south.
10han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
10Doing great things till there is no searching, And wonderful, till there is no numbering.
11Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
11Lo, He goeth over by me, and I see not, And He passeth on, and I attend not to it.
12røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
12Lo, He snatches away, who bringeth it back? Who saith unto Him, `What dost Thou?`
13Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
13God doth not turn back His anger, Under Him bowed have proud helpers.
14hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
14How much less do I — I answer Him? Choose out my words with Him?
15Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
15Whom, though I were righteous, I answer not, For my judgment I make supplication.
16Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
16Though I had called and He answereth me, I do not believe that He giveth ear [to] my voice.
17han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
17Because with a tempest He bruiseth me, And hath multiplied my wounds for nought.
18ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
18He permitteth me not to refresh my spirit, But filleth me with bitter things.
19Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
19If of power, lo, the Strong One; And if of judgment — who doth convene me?
20Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
20If I be righteous, Mine mouth doth declare me wicked, Perfect I am! — it declareth me perverse.
21Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
21Perfect I am! — I know not my soul, I despise my life.
22Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
22It is the same thing, therefore I said, `The perfect and the wicked He is consuming.`
23Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
23If a scourge doth put to death suddenly, At the trial of the innocent He laugheth.
24Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
24Earth hath been given Into the hand of the wicked one. The face of its judges he covereth, If not — where, who [is] he?
25Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
25My days have been swifter than a runner, They have fled, they have not seen good,
26gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
26They have passed on with ships of reed, As an eagle darteth on food.
27Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
27Though I say, `I forget my talking, I forsake my corner, and I brighten up!`
28må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
28I have been afraid of all my griefs, I have known that Thou dost not acquit me.
29Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
29I — I am become wicked; why [is] this? [In] vain I labour.
30Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
30If I have washed myself with snow-water, And purified with soap my hands,
31du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
31Then in corruption Thou dost dip me, And my garments have abominated me.
32Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
32But if a man like myself — I answer him, We come together into judgment.
33vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
33If there were between us an umpire, He doth place his hand on us both.
34Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
34He doth turn aside from off me his rod, And His terror doth not make me afraid,
35da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
35I speak, and do not fear Him, But I am not right with myself.