1Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.
1As snow in summer, and as rain in harvest, So honour [is] not comely for a fool.
2Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
2As a bird by wandering, as a swallow by flying, So reviling without cause doth not come.
3Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.
3A whip is for a horse, a bridle for an ass, And a rod for the back of fools.
4Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.
4Answer not a fool according to his folly, Lest thou be like to him — even thou.
5Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
5Answer a fool according to his folly, Lest he be wise in his own eyes.
6Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.
6He is cutting off feet, he is drinking injury, Who is sending things by the hand of a fool.
7Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.
7Weak have been the two legs of the lame, And a parable in the mouth of fools.
8Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.
8As one who is binding a stone in a sling, So [is] he who is giving honour to a fool.
9Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.
9A thorn hath gone up into the hand of a drunkard, And a parable in the mouth of fools.
10Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.
10Great [is] the Former of all, And He is rewarding a fool, And is rewarding transgressors.
11Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.
11As a dog hath returned to its vomit, A fool is repeating his folly.
12Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.
12Thou hast seen a man wise in his own eyes, More hope of a fool than of him!
13Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"
13The slothful hath said, `A lion [is] in the way, A lion [is] in the broad places.`
14Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.
14The door turneth round on its hinge, And the slothful on his bed.
15Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.
15The slothful hath hid his hand in a dish, He is weary of bringing it back to his mouth.
16Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
16Wiser [is] the slothful in his own eyes, Than seven [men] returning a reason.
17Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
17Laying hold on the ears of a dog, [Is] a passer-by making himself wrath for strife not his own.
18Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
18As [one] pretending to be feeble, Who is casting sparks, arrows, and death,
19er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."
19So hath a man deceived his neighbour, And hath said, `Am not I playing?`
20Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
20Without wood is fire going out, And without a tale-bearer, contention ceaseth,
21Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
21Coal to burning coals, and wood to fire, And a man of contentions to kindle strife.
22Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
22The words of a tale-bearer [are] as self-inflicted wounds, And they have gone down [to] the inner parts of the heart.
23Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
23Silver of dross spread over potsherd, [Are] burning lips and an evil heart.
24Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
24By his lips doth a hater dissemble, And in his heart he placeth deceit,
25gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
25When his voice is gracious trust not in him, For seven abominations [are] in his heart.
26Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
26Hatred is covered by deceit, Revealed is its wickedness in an assembly.
27I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
27Whoso is digging a pit falleth into it, And the roller of a stone, to him it turneth.
28Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.
28A lying tongue hateth its bruised ones, And a flattering mouth worketh an overthrow!