¹(En Maskil af David, da han var i hulen. En Bøn.) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

¹An Instruction of David, a Prayer when he is in the cave. My voice [is] unto Jehovah, I cry, My voice [is] unto Jehovah, I entreat grace.

²udøser min Klage for ham, udtaler min Nød for ham.

²I pour forth before Him my meditation, My distress before Him I declare.

³Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

³When my spirit hath been feeble in me, Then Thou hast known my path; In the way [in] which I walk, They have hid a snare for me.

⁴Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

⁴Looking on the right hand — and seeing, And I have none recognizing; Perished hath refuge from me, There is none inquiring for my soul.

⁵HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

⁵I have cried unto thee, O Jehovah, I have said, `Thou [art] my refuge, My portion in the land of the living.`

⁶Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

⁶Attend Thou unto my loud cry, For I have become very low, Deliver Thou me from my pursuers, For they have been stronger than I.

⁷udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig.

⁷Bring forth from prison my soul to confess Thy name, The righteous do compass me about, When Thou conferrest benefits upon me!