Danish

Young`s Literal Translation

Psalms

78

1(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
1An Instruction of Asaph. Give ear, O my people, to my law, Incline your ear to sayings of my mouth.
2jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
2I open with a simile my mouth, I bring forth hidden things of old,
3hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
3That we have heard and do know, And our fathers have recounted to us.
4vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
4We do not hide from their sons, To a later generation recounting praises of Jehovah, And His strength, and His wonders that He hath done.
5Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
5And He raiseth up a testimony in Jacob, And a law hath placed in Israel, That He commanded our fathers, To make them known to their sons.
6at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
6So that a later generation doth know, Sons who are born, do rise and recount to their sons,
7så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
7And place in God their confidence, And forget not the doings of God, But keep His commands.
8ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
8And they are not like their fathers, A generation apostate and rebellious, A generation! it hath not prepared its heart, Nor stedfast with God [is] its spirit.
9- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -
9Sons of Ephraim — armed bearers of bow, Have turned in a day of conflict.
10Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
10They have not kept the covenant of God, And in His law they have refused to walk,
11hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
11And they forget His doings, And His wonders that He shewed them.
12Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
12Before their fathers He hath done wonders, In the land of Egypt — the field of Zoan.
13han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
13He cleft a sea, and causeth them to pass over, Yea, He causeth waters to stand as a heap.
14han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
14And leadeth them with a cloud by day, And all the night with a light of fire.
15han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
15He cleaveth rocks in a wilderness, And giveth drink — as the great deep.
16han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
16And bringeth out streams from a rock, And causeth waters to come down as rivers.
17Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
17And they add still to sin against Him, To provoke the Most High in the dry place.
18de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
18And they try God in their heart, To ask food for their lust.
19de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
19And they speak against God — they said: `Is God able to array a table in a wilderness?`
20Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
20Lo, He hath smitten a rock, And waters flow, yea, streams overflow. `Also — bread [is] He able to give? Doth He prepare flesh for His people?`
21Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
21Therefore hath Jehovah heard, And He sheweth Himself wroth, And fire hath been kindled against Jacob, And anger also hath gone up against Israel,
22fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
22For they have not believed in God, Nor have they trusted in His salvation.
23Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
23And He commandeth clouds from above, Yea, doors of the heavens He hath opened.
24og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
24And He raineth on them manna to eat, Yea, corn of heaven He hath given to them.
25Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
25Food of the mighty hath each eaten, Venison He sent to them to satiety.
26Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
26He causeth an east wind to journey in the heavens, And leadeth by His strength a south wind,
27Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
27And He raineth on them flesh as dust, And as sand of the seas — winged fowl,
28lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
28And causeth [it] to fall in the midst of His camp, Round about His tabernacles.
29Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
29And they eat, and are greatly satisfied, And their desire He bringeth to them.
30Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
30They have not been estranged from their desire, Yet [is] their food in their mouth,
31rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
31And the anger of God hath gone up against them, And He slayeth among their fat ones, And youths of Israel He caused to bend.
32Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
32With all this they have sinned again, And have not believed in His wonders.
33Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
33And He consumeth in vanity their days, And their years in trouble.
34Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
34If He slew them, then they sought Him, And turned back, and sought God earnestly,
35kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
35And they remember that God [is] their rock, And God Most High their redeemer.
36De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
36And — they deceive Him with their mouth, And with their tongue do lie to Him,
37deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
37And their heart hath not been right with Him, And they have not been stedfast in His covenant.
38Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
38And He — the Merciful One, Pardoneth iniquity, and destroyeth not, And hath often turned back His anger, And waketh not up all His fury.
39han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
39And He remembereth that they [are] flesh, A wind going on — and it returneth not.
40Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
40How often do they provoke Him in the wilderness, Grieve Him in the desolate place?
41De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
41Yea, they turn back, and try God, And the Holy One of Israel have limited.
42hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
42They have not remembered His hand The day He ransomed them from the adversary.
43da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
43When He set His signs in Egypt, And His wonders in the field of Zoan,
44forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
44And He turneth to blood their streams, And their floods they drink not.
45sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
45He sendeth among them the beetle, and it consumeth them, And the frog, and it destroyeth them,
46gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
46And giveth to the caterpillar their increase, And their labour to the locust.
47slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
47He destroyeth with hail their vine, And their sycamores with frost,
48prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
48And delivereth up to the hail their beasts, And their cattle to the burning flames.
49Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
49He sendeth on them the fury of His anger, Wrath, and indignation, and distress — A discharge of evil messengers.
50frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
50He pondereth a path for His anger, He kept not back their soul from death, Yea, their life to the pestilence He delivered up.
51alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
51And He smiteth every first-born in Egypt, The first-fruit of the strong in tents of Ham.
52lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,
52And causeth His people to journey as a flock, And guideth them as a drove in a wilderness,
53ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
53And He leadeth them confidently, And they have not been afraid, And their enemies hath the sea covered.
54han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
54And He bringeth them in unto the border of His sanctuary, This mountain His right hand had got,
55drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
55And casteth out nations from before them, And causeth them to fall in the line of inheritance, And causeth the tribes of Israel to dwell in their tents,
56Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
56And they tempt and provoke God Most High, And His testimonies have not kept.
57de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
57And they turn back, And deal treacherously like their fathers, They have been turned like a deceitful bow,
58de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.
58And make Him angry with their high places, And with their graven images make Him zealous,
59Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
59God hath heard, and sheweth Himself wroth. And kicketh exceedingly against Israel.
60han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
60And He leaveth the tabernacle of Shiloh, The tent He had placed among men,
61han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
61And He giveth His strength to captivity, And His beauty into the hand of an adversary,
62prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
62And delivereth up to the sword His people, And with His inheritance shewed Himself angry.
63Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
63His young men hath fire consumed, And His virgins have not been praised.
64dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
64His priests by the sword have fallen, And their widows weep not.
65Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
65And the Lord waketh as a sleeper, As a mighty one crying aloud from wine.
66han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
66And He smiteth His adversaries backward, A reproach age-during He hath put on them,
67Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
67And He kicketh against the tent of Joseph, And on the tribe of Ephraim hath not fixed.
68han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
68And He chooseth the tribe of Judah, With mount Zion that He loved,
69han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.
69And buildeth His sanctuary as a high place, Like the earth, He founded it to the age.
70Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
70And He fixeth on David His servant, And taketh him from the folds of a flock,
71hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
71From behind suckling ones He hath brought him in, To rule over Jacob His people, And over Israel His inheritance.
72han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
72And he ruleth them according to the integrity of his heart, And by the skilfulness of his hands leadeth them!