¹(En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

¹Davíðssálmur. Drottinn, ég ákalla þig, skunda þú til mín, ljá eyra raust minni, er ég ákalla þig.

²som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

²Bæn mín sé fram borin sem reykelsisfórn fyrir auglit þitt, upplyfting handa minna sem kvöldfórn.

³HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

³Set þú, Drottinn, vörð fyrir munn minn, gæslu fyrir dyr vara minna.

⁴Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

⁴Lát eigi hjarta mitt hneigjast að neinu illu, að því að fremja óguðleg verk með illvirkjum, og lát mig eigi eta krásir þeirra.

⁵Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

⁵Þótt réttlátur maður slái mig og trúaður hirti mig, mun ég ekki þiggja sæmd af illum mönnum. Bæn mín stendur gegn illsku þeirra.

⁶Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

⁶Þegar höfðingjum þeirra verður hrundið niður af kletti, munu menn skilja, að orð mín voru sönn.

⁷Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

⁷Eins og menn höggva við og kljúfa á jörðu, svo skal beinum þeirra tvístrað við gin Heljar.

⁸Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

⁸Til þín, Drottinn, mæna augu mín, hjá þér leita ég hælis, sel þú eigi fram líf mitt.

⁹Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

⁹Varðveit mig fyrir gildru þeirra, er sitja um mig, og fyrir snörum illvirkjanna.Hinir óguðlegu falli í sitt eigið net, en ég sleppi heill á húfi.

¹⁰lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.

¹⁰Hinir óguðlegu falli í sitt eigið net, en ég sleppi heill á húfi.