¹Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.

¹¶ Ko nga kupu a te Kaikauwhau, ara a te tama a Rawiri, i kingi nei ki Hiruharama.

²Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!

²He tino horihori rawa, e ai ta te Kaikauwhau, he tino horihori rawa; he horihori katoa.

³Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?

³He aha te pai ki te tangata o tona mauiui katoa e mauiui ai ia i raro i te ra?

⁴Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.

⁴¶ Ko tenei whakatupuranga e haere atu ana, ko tera whakatupuranga e haere mai ana: ko te whenua ia, mau tonu.

⁵Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.

⁵E whiti ana hoki te ra, e heke atu ana te ra, hohoro tonu atu ki tona wahi whiti mai ai.

⁶Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.

⁶E anga ana te hau ki te tonga, na ka taka ki te raki; he hanga takataka tonu tana i tona ara, a ka hoki mai ano te hau ki ona takatakanga.

⁷Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

⁷E rere ana nga awa katoa ki te moana, heoi kahore e ki te moana: ko te wahi i rere mai ai nga awa, ka hoki atu ano ratou ki reira.

⁸Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

⁸Mauiui rawa nga mea katoa, e kore e taea e te tangata te korero: e kore te kanohi e ngata i te matakaitaki, e kore te taringa e ki i te whakarongo.

⁹Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.

⁹¶ Ko to mua mea koia ano hei mea aianei; a ko te mea i mahia i mua ka mahia ano aianei; kahore hoki he mea hou i raro i te ra.

¹⁰Kommer der noget, om hvilket man siger: "Se, her er da noget nyt!"det har dog for længst været til i Tiderne forud for os

¹⁰Tera ano ranei he mea e ki ai tetahi, Titiro, he mea hou tenei? He mea ia no nga wa o mua, no era i mua atu i a tatou.

¹¹Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

¹¹Kahore he mahara ki nga whakatupuranga o mua; kahore hoki e maharatia nga whakatupuranga e haere mai a muri nei e te hunga o muri atu.

¹²Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.

¹²¶ Ko ahau, ko te Kaikauwhau, te kingi o Iharaira i Hiruharama.

¹³Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

¹³Na ka whakaangahia e ahau toku ngakau ki te whakaaro nui hei rapu, hei kimi i nga mea katoa e mahia ana i raro i te rangi: na te Atua tenei whakararuraru kino i homai ki nga tama a te tangata hei whakararu i a ratou.

¹⁴Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

¹⁴Kua kite ahau i nga mea katoa e mahia ana i raro i te ra. Nana, he horihori katoa, he whai hoki i te hau.

¹⁵Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

¹⁵Ko te mea piko e kore e taea te whakahangai: ko te mea koha e kore e taea te tatau.

¹⁶Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."

¹⁶I korerorero ahau ki toku ngakau, i mea, Nana, kua whiwhi rawa ahau i te whakaaro nui ki runga ake i o te hunga katoa i mua atu i ahau i Hiruharama: ae ra, he maha nga mea kua kitea e toku ngakau o te whakaaro nui, o te matauranga.

¹⁷Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Dårskab og Tåbelighed; jeg skønnede, at også det er Jag efter Vind.

¹⁷Na ka whakaangahia e ahau toku ngakau kia mohio ki te whakaaro nui, kia mohio ki te haurangi, ki te wairangi: a kua kite ahau he whai ano hoki tenei i te hau.

¹⁸Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.

¹⁸Ma te nui hoki o te whakaaro ka nui ai te pouri: a ko te tangata e whakaneke ake ana i te matauranga e whakaneke ake ana i te mamae.