¹Men det skete i de dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus, at al Verden skulde skrives i Mandtal.

¹¶ I aua ra ka whakatakotoria he tikanga e Hiha Akuhata kia tuhituhia te ao katoa.

²(Denne første Indskrivning skete, da Kvirinius var Landshøvding i Syrien,)

²Ko te tuhituhinga tuatahi tenei i meatia i te wa ko Kuirinia te kawana o Hiria.

³Og alle gik for at lade sig indskrive, hver til sin By.

³A ka haere nga tangata katoa kia tuhituhia, ia tangata, ia tangata, ki tona ake pa.

⁴Og også Josef gik op fra Galilæa, fra Byen Nazareth til Judæa til Davids By, som kaldes Bethlehem, fordi han var af Davids Hus og Slægt,

⁴I haere atu ano a Hohepa i Kariri, i te pa, i Nahareta, ki Huria, ki te pa o Rawiri, ko Peterehema te ingoa: no te mea no te whare ia, no te kawei o Rawiri:

⁵for at lade sig indskrive tillige med Maria, sin trolovede, som var frugtsommelig.

⁵Kia tuhituhia ai raua ko tana wahine taumau, ko Meri, e hapu ana ia.

⁶Men det skete, medens de vare der, blev Tiden fuldkommet til, at hun skulde føde.

⁶A, i a raua i reira, ka rite nga ra e whanau ai ia.

⁷Og hun fødte sin Søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en Krybbe; thi der var ikke Rum for dem i Herberget.

⁷Na ka whanau tana matamua, a takaia ana e ia ki nga kakahu, ka whakatakotoria ki te takotoranga kai ma nga kararehe; no te mea kahore he wahi mo ratou i te whare.

⁸Og der var Hyrder i den samme Egn, som lå ude på Marken og holdt Nattevagt over deres Hjord.

⁸¶ I taua wahi hoki etahi hepara e noho koraha ana, e tiaki ana i ta ratou kahui i te po.

⁹Og se, en Herrens Engel stod for dem, og Herrens Herlighed skinnede om dem, og de frygtede såre

⁹Na tu ana tetahi anahera a te Ariki i o ratou taha, a whiti ana te kororia o te Ariki ki a ratou a tawhio noa; a nui whakaharahara to ratou wehi.

¹⁰Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket.

¹⁰Na ka mea te anahera ki a ratou, Kaua e mataku: ta te mea he kaikauwhau tenei ahau ki a koutou mo te hari nui, meake puta mai ki te iwi katoa.

¹¹Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By.

¹¹Nonaianei hoki i whanau ai he Kaiwhakaora mo koutou i te pa o Rawiri, ara a te Karaiti, te Ariki.

¹²Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe."

¹²Ko te tohu tenei ki a koutou; E kite koutou i te tamaiti ka oti te takai ki te kakahu, e takoto ana i te takotoranga kai ma nga kararehe.

¹³Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde:

¹³Na ohorere tonu ko tetahi ope nui o te rangi e tu tahi ana me taua anahera, e whakamoemiti ana ki te Atua, e mea ana,

¹⁴"Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden! i Mennesker Velbehag!

¹⁴Kia whai kororia te Atua i runga rawa, kia mau te rongo ki runga ki te whenua, me te whakaaro pai ki nga tangata.

¹⁵Og det skete, da Englene vare farne fra dem til Himmelen, sagde Hyrderne til hverandre: "Lader os dog gå til Bethlehem og se dette, som er sket, hvilket Herren har kundgjort os."

¹⁵A, ka mawehe atu nga anahera i a ratou ki te rangi, ka mea nga hepara tetahi ki tetahi, Tatou ka haere ki Peterehema, kia kite i tenei mea kua puta nei, kua whakapuakina mai nei e te Ariki ki a tatou.

¹⁶Og de skyndte sig og kom og fandt både Maria og Josef, og Barnet liggende i Krybben.

¹⁶Na kaika tonu ta ratou haere, a ka kite i a Meri, i a Hohepa, i te tamaiti hoki e takoto ana i te takotoranga kai ma nga kararehe.

¹⁷Men da de så det, kundgjorde de, hvad der var talt til dem om dette Barn.

¹⁷A, no ka kite, ka whakapuakina te mea i korerotia ki a ratou mo tenei tamaiti.

¹⁸Og alle de, som hørte det, undrede sig over det, der blev talt til dem af Hyrderne.

¹⁸A miharo ana nga kaiwhakarongo katoa ki enei mea, i korerotia nei ki a ratou e nga hepara.

¹⁹Men Maria gemte alle disse Ord og overvejede dem i sit Hjerte.

¹⁹Ko Meri ia i ata rongoa i enei mea katoa, me te whakaaroaro i roto i tona ngakau.

²⁰Og Hyrderne vendte tilbage, idet de priste og lovede Gud for alt, hvad de havde hørt og set, således som der var talt til dem.

²⁰Na ka hoki nga hepara, me te whakakororia, me te whakamoemiti ki te Atua mo nga mea katoa i rongo nei, i kite nei ratou, i rite nei ki nga mea i korerotia ki a ratou.

²¹Og da otte Dage vare fuldkommede, så han skulde omskæres, da blev hans Navn kaldt Jesus, som det var kaldt af Engelen, før han blev undfangen i Moders Liv.

²¹¶ A, no ka rite nga ra e waru, e kotia ai te tamaiti, ka huaina tona ingoa ko IHU, ko ta te anahera i hua ai ia te mea kahore ano i hapu tona whaea.

²²Og da deres Renselsesdage efter Mose Lov vare fuldkommede, bragte de ham op til Jerusalem for at fremstille ham for Herren,

²²A ka rite nga ra e purea ai te whaea, e whakaritea ai te ture a Mohi, ka kawea ia e ratou ki Hiruharama, kia tapaea ki te Ariki.

²³som der er skrevet i Herrens Lov, at alt Mandkøn, som åbner Moders Liv, skal kaldes helligt for Herren,

²³Kia peratia me te mea i tuhituhia ki te ture a te Ariki, Ko nga tane katoa e oroko puta mai i te kopu, e kiia he tapu ki te Ariki.

²⁴og for at bringe Offer efter det, som er sagt i Herrens Lov, et Par Turtelduer eller to unge Duer.

²⁴Kia hoatu ano he patunga tapu, te mea i korerotia i roto i te ture a te Ariki, Kia rua kukupa, kia rua ranei pi kukupa.

²⁵Og se, der var en Mand i Jerusalem ved Navn Simeon, og denne Mand var retfærdig og gudfrygtig og forventede Israels Trøst, og den Helligånd var over ham.

²⁵¶ Na, i Hiruharama tetahi tangata, ko Himiona te ingoa; he tangata tika, he tangata whakaaro, e tatari ana ki te whakaharinga o Iharaira: kei runga hoki te Wairua Tapu i a ia.

²⁶Og det var varslet ham af den Helligånd, at han ikke skulde se Døden, førend han havde set Herrens Salvede.

²⁶Na kua whakamaharatia ia e te Wairua Tapu, e kore ia e kite i te mate, kia kite ra ano ia i ta te Ariki Karaiti.

²⁷Og han kom af Åndens Drift til Helligdommen; og idet Forældrene bragte Barnet Jesus ind for at gøre med ham efter Lovens Skik,

²⁷Na ka haere ia ki te temepara, he meatanga na te Wairua: a i nga matua e mau ana i te tamaiti, i a Ihu, kia meatia ai e raua ki a ia ta te ture i whakarite ai,

²⁸da tog han det på sine Arme og priste Gud og sagde:

²⁸Ka tango ia i a ia ki ona ringa, ka whakapai ki te Atua, ka mea,

²⁹"Herre! nu lader du din Tjener fare i Fred, efter dit Ord.

²⁹Katahi, e te Ariki, ka tukua tau pononga kia haere i runga i te rangimarie, ka pera me tau i korero ai:

³⁰Thi mine Øjne have set din Frelse,

³⁰Ka kite nei hoki oku kanohi i tau whakaoranga,

³¹som du beredte for alle Folkeslagenes Åsyn,

³¹Ka whakatakotoria nei e koe ki te aroaro o nga iwi katoa;

³²et Lys til at oplyse Hedningerne og en Herlighed for dit Folk Israel."

³²Hei whakamarama e kite ai nga tauiwi, hei kororia hoki mo tau iwi, mo Iharaira.

³³Og hans Fader og hans Moder undrede sig over de Ting, som bleve sagte om ham.

³³A miharo tonu a Hohepa raua ko tona whaea ki nga kupu i korerotia mona.

³⁴Og Simeon velsignede dem og sagde til hans Moder Maria: "Se, denne er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som imodsiges,

³⁴Na ka manaaki a Himiona i a raua, a ka mea ki tona whaea, ki a Meri, Nana, ka waiho tenei tama hei takanga, hei aranga, mo te tini o te tangata i roto i a Iharaira; hei tohu hoki e korerotia kinotia;

³⁵ja, også din egen Sjæl skal et Sværd gennemtrænge! for at mange Hjerters Tanker skulle åbenbares."

³⁵Ae ra, ka tika atu ano te hoari, a puta noa i tou ake wairua, e hurahia ai nga whakaaro o nga ngakau maha.

³⁶Og der var en Profetinde Anna, Fanuels Datter, af Asers Stamme; hun var meget fremrykket i Alder, havde levet syv År med sin Mand efter sin Jomfrustand

³⁶A tera hoki tetahi ko Ana, he poropiti, he tamahine na Panuera, no te iwi o Ahera; kua kaumatua ia, e whitu nga tau o tona wahinetanga ake i noho ai i te tane;

³⁷og var nu en Enke ved fire og firsindstyve År, og hun veg ikke fra Helligdommen, tjenende Gud med Faste og Bønner Nat og Dag.

³⁷He pouaru, kua waru tekau ma wha rawa ona tau e pera ana; heoi kihai i mahue i a ia te temepara; he karakia tonu tana, he nohopuku, he inoi, i te po, i te ao.

³⁸Og hun trådte til i den samme Stund og priste Gud og talte om ham til alle, som forventede Jerusalems Forløsning.

³⁸Na ka tae atu ia i taua haora ano, ka whakawhetai ki te Ariki, a korerotia ana ia e ia ki te hunga katoa o Hiruharama e tatari ana ki te whakaoranga.

³⁹Og da de havde fuldbyrdet alle Ting efter Herrens Lov, vendte de tilbage til Galilæa til deres egen By Nazareth.

³⁹A, no ka oti nga mea katoa e rite ana ki ta te Ariki ture, ka hoki ratou ki Kariri, ki to ratou ake pa, ki Nahareta.

⁴⁰Men Barnet voksede og blev stærkt og blev fuldt af Visdom: og Guds Nåde var over det.

⁴⁰Na ka tupu te tamaiti, ka pakari haere, ka ki i nga whakaaro nunui: a i runga i a ia te aroha noa o te Atua.

⁴¹Og hans Forældre droge hvert År op til Jerusalem på Påskehøjtiden.

⁴¹¶ A i haere ona matua i ia tau, i ia tau ki Hiruharama i te hakari o te kapenga.

⁴²Og da han var bleven tolv År gammel, og de gik op efter Højtidens Sædvane

⁴²A ka tekau ma rua ona tau, ka haere ratou i runga i nga ritenga o te hakari.

⁴³og havde tilendebragt de Dage, blev Barnet Jesus i Jerusalem, medens de droge hjem, og hans Forældre mærkede det ikke.

⁴³A ka rite nga ra, i a raua e hoki ana, ka whakaware iho te tamaiti, a Ihu, i Hiruharama; kihai hoki ona matua i mohio.

⁴⁴Men da de mente, at han var i Rejsefølget, kom de en Dags Rejse frem, og de ledte efter ham iblandt deres Slægtninge og Kyndinge.

⁴⁴I mahara hoki raua kei roto ia i te tira, na ka haere, kotahi te ra ki te ara; a ka rapu raua i a ia i roto i nga whanaunga, i a raua tangata hoki i mohio ai.

⁴⁵Og da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem og ledte efter ham.

⁴⁵A, no te korenga i kitea ia, hoki ana raua ki Hiruharama, ki te rapu i a ia.

⁴⁶Og det skete efter tre Dage, da fandt de ham i Helligdommen, hvor han sad midt iblandt Lærerne og både hørte på dem og adspurgte dem.

⁴⁶A, muri iho i nga ra e toru ka kitea ia i roto i te temepara, e noho ana i waenganui o nga kaiwhakaako, e whakarongo ana ki a ratou, e ui ana ki a ratou.

⁴⁷Men alle, som hørte ham, undrede sig såre over hans Forstand og Svar.

⁴⁷A miharo katoa ki tona matauranga, ki ana korero, te hunga i rongo ki a ia.

⁴⁸Og da de så ham, bleve de forfærdede; og hans Moder sagde til ham:"Barn! hvorfor gjorde du således imod os? Se, din Fader og jeg have ledt efter dig med Smerte."

⁴⁸A, no ka kite raua i a ia, ka tino miharo: ka mea tona whaea ki a ia, E tama, he aha koe i penei ai ki a maua? na, pouri noa iho maua ko tou papa, i a maua i rapu nei i a koe.

⁴⁹Og han sagde til dem: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være i min Faders Gerning?"

⁴⁹Ka mea ia ki a raua, he aha korua i rapu ai i ahau? Kihai korua i mahara kia noho ahau i te whare o toku Matua?

⁵⁰Og de forstode ikke det Ord, som han talte til dem.

⁵⁰Heoi kihai raua i matau ki te kupu i korerotia ra e ia ki a raua.

⁵¹Og han drog ned med dem og kom til Nazareth og var dem lydig og hans Moder gemte alle de Ord i sit Hjerte.

⁵¹Na ka haere tahi atu ia me raua ka tae ki Nahareta, ka ngohengohe ia ki a raua: ko tona whaea ia i rongoa i enei kupu katoa i roto i tona ngakau.

⁵²Og Jesus forfremmedes i Visdom og Alder og yndest hos Gud og Mennesker.

⁵²Na ka kake haere a Ihu te whakaaro nui, te kaumatua, ka paingia ano e te Atua, e te tangata.